- Fokus på de gode fugleoplevelser og passionen som birder

lakridspibe

Nytårsindlæg 2025/26

Et fantastisk fugleår er gået, som jeg i dette indlæg vil forsøge at binde sløjfe på.

Derudover vil jeg også kigge frem mod det nye år, for starten på et nyt år betyder altid nye drømme og mål for mig.

For femte år i træk laver jeg et nytårsindlæg, som opsummerer årets største oplevelser. I år har jeg valgt at bygge det lidt anderledes op og gennemgå året fra start til slut. Jeg håber du kan lide det.

Vanen tro, bliver det et af de længere indlæg, som jeg håber du vil hygge dig med sammen med en god kop kaffe eller lignende. Læser du dette den 1. januar kunne det også være en kold cola og en pose chips 😉 En ultrakort version af indlægget finder du på denne side.

Januar

Året startede med, at jeg var på barsel med Maja. I starten af måneden tog jeg til Saksfjed i forsøget på at se min første Kongeørn på Lolland. Det lykkedes ikke, men jeg kunne trøste mig med en Hvid Vipstjert, som er en ganske fin januar-art.

D. 19. januar twitchede jeg en virkelig god lokal art, som min ven Claus havde fundet: En Thorshane på Falster. Det var kun anden gang, jeg så arten, og det var ny art i DOF Storstrøm for mig. Så var året ligesom sat i gang 😊

Nærkontakt med Thorshane ved Hasselø på Falster.

Februar

I februar lykkedes det at få set Kongeørnen ved Saksfjed, som var vendt tilbage til området efter nogle ugers fravær. Det var en fed oplevelse sammen med min mor, hvor vi nåede at eftersøge den i området i nogle timer, før det endelig lykkedes os at få set den flotte fugl kortvarigt. Det var en god art at få set på Lolland.

I slutningen af måneden begyndte jeg indkøringen af Maja i børnehaven, og det gav mulighed for lidt birding i mellemtiden. Det faldt sammen med en kold periode, hvor jeg i løbet af tre dage havde nogle fede ture til de lokale steder i det flotte vinterlandskab. Jeg fandt en ung, lokal Vandrefalk, så tre Isfugle og fandt en Lille Flagspætte nær Nørresø ved Maribo. Spætten var en vildt fed oplevelse og kun anden gang, jeg så arten. Det var både ny Storstrøm-art og ædelart for mig.

Isfugl ved regnvandsbassin nær Maribo Søndersø.
Lille Flagspætte – fantastisk oplevelse ved Nørresø.

På månedens sidste dag, tog jeg på et længe planlagt jyllandssats med min kollega Aske, hvor det store fokus var ugler. Og turen startede fornemt, da vi på vores vej over Sjælland tog forbi Ringsted og twitchede en stationær Høgeugle, som var ny DK-art til Aske.

Høgeugle i morgentågen.

Marts

På månedens første dag vågnede jeg op i et telt i Gludsted Plantage efter en frugtesløs aften med uglelyt.

Lejrplads i Gludsted Plantage.

Dagen bød på enormt svære forhold med meget tåge, hvor den Sortbrune And, som uden tvivl lå i området ved Skjern Enge, slet ikke var til at se, imens vi var der. Det lykkedes os dog at se en Halsbåndstroldand ved Hestholmtårnet. Det var ny DK-art for mig (men den afventer stadig behandling af SU). Aftenen gik endnu engang med fraværende ugler på trods af rimelig gode forhold og mange kilometers vandring rundt i plantagen. Dagen efter gik turen hjemad, men vi fik reddet æren, ved Uldum Kær, da vi fandt 2-3 Fyrremejser. som var endnu en ny DK-art til mig.

Fyrremejse ved Uldum Kær.

I midten af marts kørte jeg til Karise sammen med min kollega Claus for at prøve at se Middelhavssølvmåge, som løbende var meldt fra lokaliteten. Det lykkedes os ikke at finde én iblandt Sølvmågerne, og vi måtte erkende, at det der med måger altså er lidt svært.

I slutningen af marts kørte jeg til Gedesby i håbet om at kunne notere Lille Flagspætte som Falster-art, og det lykkedes forholdsvis nemt, da jeg fandt en han, hvilket var ekstra fedt, da den fugl, der tidligere var set på lokaliteten, var en hun, og det dermed tydede på et ynglepar. På samme tur tog jeg forbi kysten ved Bøtø, da der var fundet en Islom dagen før, men det lykkedes desværre ikke at genfinde den.

Måneden bød også på et par gode og længe ventede nye matrikelarter i form af Sølvhejre og Misteldrossel. Derudover var marts også måneden, hvor jeg havde mine første dage i det, der senere skulle vise sig at være mit sidste år med NOVANA fugleovervågning. Jeg startede med at skulle registrere Rørdrum, Trane og Rørhøg og havde nogle helt fantastiske stunder ved de forskellige lokaliteter.

Morgenstemning under overvågning af Trane i Søholt Storskov.

April

Måneden startede godt, da det lykkedes mig at twitche en Fuglekongesanger ved Bøtø i andet forsøg. Det var en super Falster-art og også ny Storstrøm-art til mig.

April var også måneden, hvor jeg endnu engang forsøgte at finde min egen Blåhals på Lolland, og jeg nåede lige at tro, at det var lykkedes, da jeg en tidlig morgen i midten af april fandt en syngende fugl ved Errindlev Havn. Senere samme morgen fandt jeg dog ud af, at fuglen allerede var blevet fundet af en anden og indtastet på DOFbasen tre dage før.

Digegrav ved Errindlev Havn.

Om morgenen endte jeg ved Hyllekrog, hvor jeg sad og så lidt træk, da en Hærfugl pludselig blev meldt ud på lokaliteten. Jeg skyndte mig hen til stedet, men på trods af hurtig respons lykkedes det desværre ikke at se den.

Mandag d. 21. april oplevede jeg et af årets helt store højdepunkter, da jeg var i min lokale skov Hamborgskoven med hele familien efter en nat uden meget søvn, da Lærke havde døjet med skoldkopper. Al træthed blev dog glemt, da jeg pludselig fandt en Sort Stork svævende over engstykket i skoven. Fuglen kredsede tættere og tættere på os og så endda ud til, at den gerne ville lande længere nede på engen, men jeg tror desværre, at den blev skræmt af en familie, som opholdt sig nede i området. Det var en kæmpe stor oplevelse pludselig at finde den sjældne fugl på et af mine lokale steder, og det var også en ny ædelart for mig.

Sort Stork over Hamborgskoven (digiscopet).

Måneden sluttede fantastisk, da en yderst sjælden Sibirisk Krikand blev fundet i en skov på Falster. Mit første twitch efter den var uden held, men dagen efter lykkedes det at se den, og jeg kunne derfor fejre både en ny DK-art og Storstrøm-art.

Sibirisk Krikand ved Resle Skov.

April blev også måneden, hvor jeg endelig kunne notere Fiskeørn som matrikelart. Den var længe ventet!

Maj

Maj fortsatte i samme gear, og jeg kunne twitche en Skestork ved Hasselø, som min kollega Claus havde fundet. Det er en god og fåtallig lokal art og var ny Storstrøm-art for mig.

I forbindelse med fugleovervågning ved Nakskov Indrefjord fik jeg både set og hørt en Savisanger, som var fundet dagen før. Det var første gang, jeg en Savisanger, så det var en meget sjov oplevelse.

Dagen efter var jeg ved Hyllekrog, og her lykkedes det mig først at finde en Tejst og senere på dagen en Aftenfalk. Begge fugle var ny ædelart for mig.

Aftenfalk ved Hyllekrog.

Den 19. maj lykkedes det mig lige akkurat at komme til Møn og twitche den Steppeørn, der var fundet dagen forinden. Det var ikke den bedste obs, men stadig både ny DK-art og Storstrøm-art, og alle obs kan ikke være lige gode.

Blot fire dage efter kunne jeg notere endnu en ny ædelart, da jeg fandt en Sortsvane ved Flinthorne Odde.

Sortsvane ved Flinthorne Odde.

Slutningen af måneden bød på en lille overraskelse i form af fem Sortgrå Ryler på Agersø. En forholdsvis sen obs af arten.

Sortgrå Ryler i slutningen af maj ved Agersø.

Maj bød også på endnu en ny matrikelart, da en lækker Broget Fluesnapper besøgte os et par dage og især var glad for fuglebadet.

Broget Fluesnapper på matriklen. Et fornemt besøg.

Derudover bød maj på masser af fugleovervågning, og det var virkelig skønt at kunne bruge så meget tid i felten i en af årets allerbedste måneder som fuglekigger.

Hvepsevåge lige over hovedet ved Hyllekrog.
Klyde følger Rød Glente til døren.

Juni

Juni startede med en ny ædelart, da jeg fandt en Skovhornugle på Omø. Det var kun tredje gang i mit liv, jeg så arten, men det skulle vise sig, at det ikke var mit sidste møde med den i år. Kort efter, så jeg også en Silkehejre, som dog var en smule ventet, da en kollega havde haft fire fugle på lokaliteten tidligere på året.

På Dybsø fandt jeg til min overraskelse hele tre Mosehornugler, hvilket tydede på mulige ynglefugle. Virkelig spændende!

Mosehornugle på Dybsø.

En Ådselgrib blev set kortvarigt ved Bøtø, men selvom jeg rykkede rimelig hurtigt, lykkedes det mig ikke at se den, og så vidt jeg ved, nåede kun to andre end finderen selv at se fuglen.

I slutningen af juni skulle jeg lytte efter Plettet Rørvagtel ved Saksfjed, men jeg fandt i stedet en Engsnarre, hvilket var endnu en ædelart til mig, og en virkelig god art på Lolland, da der kun er 13-14 tidligere fund.

Juli

Juli startede med, at jeg fandt to Skovhornugler med to unger ved Flintinge Å på Lolland.

En uges tid senere var jeg på en aftentur, hvor jeg endte ved Maribo Søndersø. Her sad en Savisanger pludselig og snurrede på præcis det samme sted som jeg fandt én i 2022. Det var min tredje selvfundne Savisanger.

Et par dage senere fandt jeg endnu en Skovhornugle – denne gang i min lokale skov Hamborgskoven.

I midten af juli var jeg på tur til Saksfjed med min ven Jakob. Vi håbede på Kærløber, da der var meldt tre ud dagen før, men til vores store overraskelse fandt vi hele syv Kærløbere! Jeg skulle lige finde ud af med mig selv, om jeg så ville tælle den som ædelart, men besluttede mig til sidst for at gøre det, da det alligevel var en del flere individer, end vi havde forventet.

Kærløber på tæt hold. Én af i alt syv fugle!

Sommerferien blev bl.a. brugt i Sverige sammen med familien, og timingen kunne ikke have været dårligere, da en Ørnevåge dukkede op ved Gedser dagen efter vi var taget afsted. Den blev hængende det meste af ugen, men forsvandt så for at blive set ved Saksfjed, dagen inden vi kom hjem igen. Jeg fik givet den et halvhjertet forsøg to dage efter den sidst var set, men det var som at lede efter en nål i en høstak, og jeg måtte bare acceptere, at det ikke skulle være denne gang, jeg fik set min første Ørnevåge.

August

August var i høj grad sat af til, at jeg skulle fortsætte jagten på min første Tredækker. Troen på, at det skulle lykkes var god, da sommeren havde budt på fine nedbørsmængder og dermed fugtige enge. Jeg fandt en god lokalitet på Lolland med mange Dobbeltbekkasiner, som jeg fik givet en del ture, men det skulle vise sig at være Porsmose, som leverede den eftertragtede fugl, da jeg efter kun et kvarters trampen rundt, fandt min første Tredækker. Det var en vild oplevelse, som du kan læse dybdegående om her. Det var både ny DK-art, ædelart og Storstrøm-art for mig.

Tredækker ved Porsmose.

Tredækker-jagten på Lolland gav mig også nogle gode bonusfugle i form af ni Hvide Storke og en lækker Steppehøg, som ligeledes var ny ædelart.

Steppehøg på Lolland.

Matrikellisten fik også tilføjet en ny art, da en lille flok Canadagæs fløj over mig en sensommeraften.

September og Oktober

September gik som så ofte før med travlhed på familiefronten, og der blev derfor ikke meget tid til birding. Det lykkedes dog at twitche en Stor Skrigeørn ved Saksfjed i slutningen af måneden, og jeg kunne dermed fejre en ny DK-art og Storstrøm-art.

Derudover gav måneden endnu en længe ventet matrikelart i form af Skovpiber.

Oktober gik ligeledes uden tid til særlig meget birding, men jeg fik dog rundet måneden godt af, da jeg kørte til Stevns og twitchede en Himalayasanger, som var fundet dagen før. Det var en ny DK-art, og en fed oplevelse, da jeg både fik hørt og set fuglen rigtig godt.

Himalayasanger på Stevns.

November og December

November startede forrygende, da jeg på månedens første dag, først fik Alk som ny Storstrøm-art ved Gedser Odde. Kort efter fløj en Tajgapiber over os, og dermed var endnu en DK-art og Storstrøm-art i hus. Dagen blev rundet af på fornem vis, da jeg trampede en Enkeltbekkasin op ved Skejten.

En uges tid senere kørte jeg til Køge med min ven Jakob, hvor vi twitchede en Søkonge, som var ny DK-art for mig. Derefter gik turen til Feddet, hvor vi efter lidt tid, fandt den flok af Stor Korsnæb, som løbende var set på stedet. Det var ny DK-art og Storstrøm-art for mig, og så kunne en formiddag ikke blive meget bedre.

Søkonge ved Køge Havn.

I midten af november fik jeg set en Sort Ibis, som havde hængt ud ved Bøtø et stykke tid, og det var en rigtig fin Falster-art at få på listen.

Måneden sluttede med en sommerhustur på Nordvestsjælland, utroligt tæt på det sted, hvor en Asiatisk Fløjlsand har holdt til de sidste seks vintre, så den skulle selvfølgelig have et forsøg, men det lykkedes desværre ikke.

December gik uden særlig meget tid til deciderede fugleture. Juleaftensdag fandt jeg tid til en lille gåtur ved Nørresø, imens de andre var i kirke, og da jeg kom forbi et krat med en del småfugleaktivitet, forsøgte jeg lige med lidt afspilning af mob gang. Kort efter kom en Rødtoppet Fuglekonge frem og udover, at det var lidt af en overraskelse, var det også et smukt lyspunkt i december-mørket. Det viste sig også at være første obs af arten på lokaliteten.

Rødtoppet Fuglekonge, juleaftensdag.

Et par dage efter havde jeg en flok på ca. 20 Silkehaler fouragerende på naboens æbler i dagens sidste lys, og det kunne ikke være et meget finere punktum for et helt fantastisk år. Derudover bød december på en hunfarvet Munk i haven. Jeg håber, den viser sig igen i januar.

Silkehale i naboens æbletræ.

D. 30 december fik jeg gået min vinterpunkttælling. Det var en frysende kold, men flot dag med lidt fine fugle. Da tællingen var færdig gik jeg lige lidt rundt i den lokale skov og fandt en Isfugl. Netop punkttællingerne vil jeg gerne slå et lille slag for. I efteråret var jeg med til at optage en lille film om punkttællingerne for DOF, og filmen skulle gerne kunne ses snart. Indtil da, kan lidt klip fra filmen ses i toppen af DOF’s nye hjemmeside.

Listerne

Jeg er glad for at føre lister og med det in mente har 2025 været et helt fantastisk år. Mit årsmål om at nå 10 nye DK-arter blev lige akkurat indfriet, og jeg er nu på 290 DK-arter.

Det blev også et rigtig godt år for ædelarter, da jeg fik 9 nye af slagsen, hvilket førte mig op på samlet 222 ædelarter. Målet for året var lidt vagt, men jeg ville gerne ædle et subhit og gerne et, jeg ikke havde ædlet før. Det mål overgik jeg med længder! Af de 9 nye var der 5 subhits (Sort Stork, Aftenfalk, Kærløber, Tredækker og Steppehøg). Derudover var der gode lokale arter som Engsnarre og Lille Flagspætte, og desuden Savisanger, som bare ikke var ny ædelart. Jeg kan derfor roligt sige, at 2025 har været det bedste år for mig i forhold til ædelarter.

Lokallisterne fik også et boost med 11 DOF Storstrøm-arter (samlet 260), 12 Lolland-arter (samlet 218) og 8 Falster-arter (samlet 232). Derudover kom der 6 nye matrikelarter til, så matrikellisten nu lyder på 89.

Årsarter er jeg endnu engang ikke gået så meget op i, men det blev da til 214 i alt.

Bloggen

Det var femte år med denne blog, og med 25 indlæg blev det første år efter bloggens start, at jeg har skrevet flere indlæg end det forrige år (og det endda en del flere, da jeg skrev 13 i 2024). Det skyldes både et rimelig højt antal ture over året, men også, at jeg har udvidet indlægstyperne. For eksempel har jeg indført føljetonen “Set i DOF Storstrøm”, som har været enormt sjove at lave, og som jeg også har hørt fra flere, at de nyder godt af. Jeg vil fortsætte med opgørelserne i 2026, men da december har været rimelig sparsom på sjældne fugle i lokalafdelingen, vil jeg slå december og januar sammen, så der kommer lidt mere kød på i næste opgørelse.

Et lille del-mål med bloggen er løbende at få billeder af så mange fuglearter som muligt. I 2025 lykkedes det at få tilføjet billeder af 16 nye arter, så jeg nu har billeder af 237 fuglearter på bloggen (af de billeder jeg selv har taget). Et af årets billede-mål var at få et godt billede af en Isfugl, og det lykkedes. Til gengæld drillede Stor Tornskade mig endnu et år, og jeg har ikke set arten siden 2021. Det virker desværre til, at den ikke holder til ved Skejten i øjeblikket, som den ellers har haft for vane.

Jeg hygger mig stadig gevaldigt med at lave denne blog, og jeg snakker eller skriver jævnligt med folk, som fortæller, at de læser med. Det er altid rart at høre, så tak for det, hvis du er én af dem 😊

Lydoptagelser

Jeg fik gjort mig endnu flere erfaringer med lydoptagelser i år, og diktafonen har været med til at kunne dokumentere en del af de gode fugle, jeg har hørt i år. Engsnarre, Savisanger og Blåhals var alle sammen fugle, jeg aldrig fik set (i hvert fald ikke de pågældende individer), men til gengæld fik optaget. Tredækker fik jeg optaget kaldet af, inden det lykkedes mig at få billede af fuglen. Stor Korsnæb, Tajgapiber, Himalayasanger og Fuglekongesanger fik jeg alle sammen set, men lydoptagelserne var med til at kunne dokumentere observationerne.

I det seneste nytårsindlæg skrev jeg, at jeg pønsede på at skrive en artikel om mine erfaringer med lydoptagelse af fuglestemmerne. Det gør jeg stadig, men jeg har gjort mig nogle værdifulde erfaringer i 2025, så jeg er glad for, at jeg endnu ikke har nået at skrive den, så jeg kan få dem med. Jeg håber på at kunne få skrevet artiklen i løbet af 2026.

Næste år

Det store mål i 2026 er at få 10 nye DK-arter og dermed nå 300 DK-arter. Det ville være en stor milepæl for mig, og det ville samtidig betyde, at jeg ville indfri et mål, jeg satte i 2022 om at nå 300 DK-arter inden for 5 år. Der er dog røget 3 arter fra listen siden da som følge af lumps, og derfor kan jeg også acceptere, hvis jeg “kun” får 7 nye DK-arter i 2026 og dermed slutter året med 297 arter.

På nuværende tidspunkt har jeg planer om en tur til Jylland i løbet af februar, hvor det helt store mål er at opleve Stor Hornugle for første gang i mit liv. Det er en virkelig fed fugl, som der ikke er særlig stor chance for, at jeg pludselig støder på lokalt. Jeg håber, at den Blå Glente, der nu har været i Jylland i flere måneder, holder stand, da jeg så kunne give den et forsøg samtidig med. Derudover regner jeg stærkt med at få en tur til Skagen i løbet af maj, og selvom det nok ikke kaster 12 nye arter af sig, som det gjorde i 2023, så burde det kunne give nogle gode, nye DK-arter. Derudover er Skagen bare et fantastisk sted, som jeg vil glæde mig til at vende tilbage til. Af nye arter, jeg især godt kunne tænke mig at få på listen, udover de to allerede nævnte er: Rødhovedet Tornskade, Mallemuk, Flodsanger, Buskrørsanger og Turteldue.

2024 var virkelig sløvt med hensyn til ædelarter, og derfor var det fedt, at året i år gik så fantastisk godt. Jeg håber at kunne fortsætte den gode stime, men tænker også, at jeg ikke kan gøre mig forhåbninger om lige så mange fugle, når jeg ikke har fugleovervågningen til næste år. Jeg har derfor sat mig et lidt forsigtigt mål om 5 nye ædelarter. Her håber jeg især på at kunne finde min første Blåhals, som jeg efterhånden har brugt lidt tid på. Jeg tror, at jeg hovedsageligt vil lede efter den på Falster, da jeg også mangler den som Falster-art.

Jeg kunne også godt tænke mig at finde en lokal Vagtel, Natravn og Vendehals. Derudover håber jeg på endnu et nyt subhit, og så drømmer jeg stadig om den dag, hvor jeg finder min egen SU-art. Mon det bliver i 2026? Nok ikke, men man ved aldrig.

Blåhals ved Kalløgrå. Det eneste sikre ynglepar på Lolland pt. Måske det lykkes mig at finde min egen Blåhals i 2026?

I forhold til de lokale arter, er det især DOF Storstrøm-listen, jeg vil booste, og jeg håber på at kunne tilføje yderligere 10 arter til den. Her kunne jeg især godt tænke mig at få set Ride, Lomvie, Islom, Vendehals, Sortspætte, Hvidbrynet Løvsanger og Lille Skrigeørn (som også ville være ny DK-art).

Hverken Lolland- eller Falster-arter, er noget jeg kører hardcore efter, men jeg vil dog gerne have flere arter på begge lister.

Lolland-listen håber jeg at få hævet med 7 arter til 225, og her kunne Vagtel, Havlit, Natravn, Skestork, Hærfugl, Vendehals, Hedelærke og Græshoppesanger være gode bud på mulige nye fugle.

Falster-listen har jeg et væddemål kørende med en ven om, hvem der først når 250 arter, så jeg håber at kunne hæve den med 8, så jeg er på samlet 240 arter. Stor Kobbersneppe, Krumnæbbet Ryle, Enkeltbekkasin, Lomvie, Vendehals, Blåhals, Broget Fluesnapper og Lille Fluesnapper burde alle være mulige at få.

Derudover kommer jeg igen til at dyrke en del patch birding, og selvom jeg i år ikke fandt en ny art for den DOFbase-lokalitet jeg bor i (Sundby på Lolland), så lykkedes det at finde en Sort Stork meget tæt på mit hjem, og derudover også finde fåtallige lokale fugle som Vandrikse, Isfugl og Skovsneppe. Målet i 2026 er at finde en ny art for “Sundby på Lolland” og booste matrikellisten med 5 nye arter heriblandt gerne matriklens første subhit.

Af øvrige årsmål kan jeg nævne Fuglebingo, som jeg begyndte at gå lidt op i, i slutningen af 2025. Der er ca. 1.500 brugere, og det lykkedes mig i løbet af efteråret at komme i top 400. Der er masser af arter, jeg mangler endnu, men målet er først og fremmest at komme i top 200 i løbet af det første halvår i 2026. Det betyder også, at jeg forhåbentligt får mere gang i lysfælden i 2026, da natsværmere også giver gode point i spillet.

I det forgangne år bidrog jeg til at skrive ‘Årsrapporten over sjældne og bemærkelsesværdige fugle på Lolland-Falster i 2024’, og det er et mål, at jeg skal være med i hele processen, når årsrapporten for 2025 skal skrives.

Så nåede vi til vejs ende. Det har været sjovt at få samlet de mange store oplevelser med fuglene som 2025 bød på. Jeg vil huske tilbage på året, som det bedste år i min tid som fuglekigger nogensinde. Jeg glæder mig til at tage hul på det nye år, selvom det næsten kun kan skuffe ovenpå et år, hvor rigtig mange ting gik min vej. Samtidig er det også blevet tydeligt for mig, da jeg skrev dette indlæg, at der var en del fugle jeg missede. Hvad det dog ikke kunne have blevet til, hvis jeg var Fætter Højben 🙃

Hvis du er nået hele vejen hertil, vil jeg også sige tusind tak for din tid. Jeg håber du har nydt at læse tilbageblikket bare halvt så meget, som jeg har nydt at skrive det.

Godt nytår, og måske vi ses i felten. De store fugleoplevelser venter derude.

gedesby strand

Forrige indlæg

Set i DOF Storstrøm: November 2025

Næste indlæg

Vinter-minder

  1. Claus Søndergaard

    Hej Lasse.
    Godt nytår og tak for dine medrivende beretninger!
    Jeg håber, at du får nakket nogle nye arter i år – og i givet fald kan vi nok læse om det her på siden. Jeg vil i hvert fald holde lidt øje…
    Knæk og bræk derude.

    Mvh. Claus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén