Tredje år med Tredækker-tramp

For 3 år siden blev jeg hooked på at finde min egen (og første) Tredækker, og gerne i lokalområdet.

Det resulterede i en del erfaringer, som er opsummeret i dette indlæg, og sidste år gjorde jeg endnu et forsøg, som dog ikke blev så dedikeret pga. mangel på både tid og egnede steder.

I år var jeg tændt på at fortsætte jagten, og som skrevet i tidligere indlæg, havde jeg besluttet mig for at udvide jagten til at omfatte hele DOF Storstrøm. Det var derfor også med en vis glæde, at jeg kunne konstatere, at den våde sommer medførte en øget chance for, at jeg i år ville kunne finde egnede lokale områder til Tredækker-tramp. Èn af mine største udfordringer har nemlig været at finde områder, der var fugtige nok, i det gennemdrænede Lolland.

Jeg startede sæsonen med at køre rundt på Lolland om aftenen d. 18. august. Første stop var Gammelholm Enge, som indtil videre har været mit bedste bud på en egnet Tredækker-lokalitet på Lolland. For to år siden var den spændende, sidste år var den for tør, og i år viste den sig at have rigtig fin fugtighed, men være alt for langhåret pga. manglende græsning. Jeg fik sat 8 Dobbeltbekkasiner på vingerne, men var hurtigt videre efter en travetur frem og tilbage på engen.

Næste stop var et område vest for Rødbyhavn, som ud fra luftkort virkede spændende. Det tog mig lidt tid at finde hen til området, og i starten virkede det ikke så spændende, men ved at vandre lidt rundt, fandt jeg pludselig et spændende område med varierende fugtighed og en del vadefugle. Jeg fik trampet omkring 100 Dobbeltbekkasiner op – noget jeg aldrig har prøvet før, og helt klart det mest spændende område jeg indtil nu har opdaget ift. at finde en Tredækker på Lolland.

Med løftet om at vende tilbage senere på ugen, kørte jeg mod Hyldtofte Fæland, som jeg besøgte sidste år, hvor det var for tørt, men jeg tænkte, at det måske ville have perfekt fugtighed i år. På vej ud af Rødbyhavn kørte jeg forbi en række siloer, hvor der stod en del Fiskehejrer og natrastede. Øh nej, vent lige et øjeblik. Det var sgu da Hvide Storke! Bilen blev bremset og sat i bakgear, og rigtigt nok, kunne jeg beundre 9 Hvide Storke på toppen af siloerne. Sjov oplevelse!

Hyldtofte Fæland var desværre også for tørt i år. Jeg sluttede turen med at eftersøge min første Natravn fra Lolland i det nærliggende sommerhusområde – dog uden held. En større opsummering af Tredækker-sæsonen må komme senere – ellers bliver dette indlæg alt for langt.

Jeg havde jo besluttet mig for, at jagten på min første Tredækker skulle udvides, og i den forbindelse var jeg faldet over lokaliteten ‘Vrangstrup Enge’ nær Ringsted, som to gange tidligere har leveret Tredækkere (2016 og 2023). Jeg fik skrevet til Jan Svejgaard Jensen, som havde fundet fuglen i 2023, og han var meget behjælpelig med tips, og var også åben overfor at tage en tur sammen. For at udvide mulighederne havde jeg også skrevet til andre folk, som muligvis kendte egnede områder, og her fik jeg især et spændende svar fra Finn Jensen, som mente, at den østlige del af Porsmose nær Gødstrup Engsø kunne være spændende, da der var fugtige enge, hvor der var lavet høslæt i juli. Det lød fuldstændig rigtigt!

Jeg planlagde derfor en tur d. 23. august, og da Jan var frisk på at mødes ved Vrangstrup Enge omkring kl. 8, passede det med, at jeg kunne nå at smutte forbi Porsmose inden da.

Vækkeuret blev sat til kl. 4.45 lørdag morgen, og jeg kunne parkere bilen ved Porsmose kl. 6. Lyset var sparsomt og det småregnede, så jeg lod kameraet blive i bilen. Mikrofonen var til gengæld på plads, da jeg tænkte, at den muligvis kunne hjælpe med at dokumentere fundet, hvis jeg skulle være heldig at trampe en Tredækker op.

Jeg ankom til de udpegede enge og kunne konstatere, at det så fuldstændig rigtigt ud i forhold til, hvad jeg havde fået beskrevet: Engen var fugtig uden decideret at være våd, og vegetationen var mellem 10 og 40 cm. Super spændende!

Jeg gik i gang med at gå og fik hurtigt lettet 2 Dobbeltbekkasiner, hvilket kun fik troen på området til at stige. Kort efter fandt jeg en Hvid Stork på engen på den anden side af den grusvej, der skærer igennem området. Den gik stille og roligt og fouragerede, og det var et skønt syn og en dejlig bonusfugl at få. Jeg har efterfølgende fået at vide, at storken har været i området i omkring 3 uger.

Efter et kvarter var jeg nået tilbage omkring mit udgangspunkt, hvor engen er tørrest. Her fik jeg pludselig lettet en fugl tæt på mig, som gik op med et rabalder uden at sige en lyd. I sekunderne efter nåede jeg at se hvide halesider, og syntes at fuglen virkede tungere end de seneste tures mange Dobbeltbekkasiner, imens den fløj væk fra mig i en lav, lige linje. Jeg syntes også, at næbbet måske virkede kortere. Fuglen fløj ca. 100 meter før den satte sig på engen igen, og jeg noterede mig en busk som fixpunkt, så jeg vidste, hvor jeg skulle eftersøge den igen. Jeg gik hen imod busken og nåede hele vejen hen til den uden at lette fuglen igen. Jeg tænkte, at jeg havde ramt lidt forkert og vendte derfor om, og gik tilbage igen, men 10 meter til højre for mit forrige spor. Fuglen viste sig dog stadig ikke, så jeg tænkte, at jeg måtte prøve til venstre for mit oprindelige spor i stedet. Jeg gik derfor endnu engang tilbage mod busken, men denne gang 10 meter til venstre for mit første spor. Jeg nåede igen ned til busken og vendte om for igen at gå tilbage, og denne gang nåede jeg ikke at gå så langt, før jeg endelig fik lettet fuglen igen. Igen lettede den tæt på mig og uden lyd. Den fløj lavt uden at tage højde (hvilket Dobbeltbekkasiner typisk gør), fløj lige ud og landede omkring 200 meter fra mig, hvor jeg igen kunne notere et fixpunkt i form af en elmast i baggrunden og nogle lysesiv i det område, den landede i.

Jeg havde virkelig følelsen af, at jeg havde fat i en Tredækker, men syntes det var enormt svært at blive sikker. Jeg syntes især ikke, at jeg kunne se de hvide vingebånd, som skulle være et godt kendetegn. De hvide halesider, som jeg syntes, jeg så ved første opflyvning, var ikke så tydelige denne gang. Jeg syntes stadig, at fuglen virkede tungere og med lavere vingefrekvens end en Dobbeltbekkasin – men var der bare tale om ønsketænkning?

Endnu engang eftersøgte jeg fuglen i nedslagsområdet, og denne gang fik jeg den på vingerne i første forsøg, hvor den gav et enkelt kald fra sig kort efter, at den var lettet. Jeg kunne følge fuglen i kikkerten til enden af engen, hvor den endnu engang satte sig. Kaldet jeg hørte, var umiddelbart anderledes end en Dobbeltbekkasin, men samtidig ikke et “grynt” som jeg havde hørt Tredækkerens kald beskrevet som (jeg havde af en eller anden grund ikke fået undersøgt, hvordan Tredækkerens kald faktisk lød).

Fuglen var fløjet ret langt væk, og jeg tænkte, at jeg ikke blev klogere, og måtte hjem og lytte til lydoptagelsen og sammenstille den med mine observationer for at finde ud af, om det virkelig var en Tredækker, jeg havde set.

En af grundene til, at jeg var så meget i tvivl var, at jeg havde troet, at jeg slet ikke ville være i tvivl, når jeg endelig fandt en Tredækker. Der var mange ting, der virkede rigtigt, men især dét, at jeg ikke havde set vingebåndene nagede mig.

Jeg begav mig tilbage til bilen, og kørte til Vrangstrup Enge, hvor jeg mødtes med Jan. Der var enkelte egnede områder, men generelt var engene ekstremt våde, og flere gange fik vi vand i gummistøvlerne. Der var masser af Dobbeltbekkasiner, men min tro på, at der pludselig skulle dukke en Tredækker op midt i det våde, var ikke rigtig til stede. Til gengæld blev jeg mere og mere sikker på, at det var en Tredækker, jeg havde set tidligere på dagen, da de mange Dobbeltbekkasiner alle sammen adskilte sig tydeligt fra den fugl, jeg havde set. Det var derudover hyggeligt at møde Jan og se området.

Jeg havde lovet at være hjemme igen kl. 12, så jeg var tilbage ved bilen igen kl. 10.45, men kunne så se, at Charlotte havde skrevet, at de alle 3 var trætte derhjemme, og at jeg ikke behøvede skynde mig hjem. Jeg fornemmede straks muligheden for at kunne returnere til Porsmose, så jeg fik hurtigt ringet hjem, og fik kort efter grønt lys til at forlænge turen.

Kl. 11.15 parkerede jeg igen ved Porsmose og hastede ned til engarealet igen. Jeg havde 3 kvarter til at genfinde Tredækkeren før jeg skulle hjemad, og denne gang var kameraet med.

På engen kunne jeg konstatere, at den Hvide Stork stadig var på plads. Den var rykket tættere på, og blev lidt overrasket over min ankomst, så den fløj lige en flot runde over engen, før den slog sig ned igen. Et fantastisk syn.

Jeg startede med at gå ned til det område, hvor den mulige Tredækker var gået ned sidste gang. Jeg fik trampet området rimelig grundigt igennem uden at se en eneste fugl. Området er ret fugtigt i forhold til resten af engen, med en del sjapvand, og jeg følte, at det var for fugtigt til at være optimalt til Tredækker. Jeg begav mig derfor ned mod det område, hvor jeg oprindeligt havde trampet fuglen op tidligere på dagen, for at bruge den sidste tid der. Nede ved området kunne jeg se det spor, jeg selv lige havde lavet i græsset, så jeg styrede lidt til højre, så jeg kunne gå i et andet spor.

Al den tid jeg havde været på engen, havde jeg været klar med kameraet tændt og klar til skud. Da en fugl pludselig lettede tæt på mig, var jeg derfor klar med det samme, og fik taget en række billeder af den, imens den fløj væk fra mig og gav 3 kald fra sig. I modsætning til fuglen tidligere på dagen, tog denne fugl hurtigt højde og fløj i en bue væk fra mig før den landede igen på en anden eng omkring 400 meter væk. Kaldene var igen ikke noget, som jeg ville kalde for “grynt”, men samtidig syntes jeg heller ikke helt, at det lød som Dobbeltbekkasin. Dét og dens måde at flyve væk på, gjorde mig i tvivl om artsbestemmelsen, men da jeg kiggede på mine billeder på kameraet, syntes jeg virkelig, at det lignede en Tredækker! Der var tydelige hvide halesider og hvide vingebånd sammen med en mørkstribet bug. Det måtte da være en Tredækker!?! Jeg skyndte mig at få taget et billede med mobilen, og den første jeg sendte til var Rune Neergaard, som er Tredækker-ekspert og virkelig har hjulpet mig meget i jagten. Han svarede dog ikke med det samme, så jeg gik lidt i panik, og skrev derfor febrilsk ud til de Facebook-venner, jeg lige kunne komme i tanke om, kunne hjælpe mig. Jeg prøvede også lige at uploade billedet til iNaturalist, og den foreslog straks Tredækker. Kort efter fik jeg svar fra to Facebook-venner – Hjalte og Benjamin – som begge mente, at den var god nok og ønskede mig tillykke. Nu begyndte jeg for alvor at tro på det, og jeg valgte, at melde den ud på Bird Alarm med “artsbestemmelse usikker”, men da Rune kort efter skrev “Perfekt. Tillykke” forsvandt den sidste tvivl, og jeg kunne ikke være mere lykkelig. Jeg havde fandme gjort det! Fundet en Tredækker i min egen lokalafdeling 🥳

Tiden var gået og i en glædesrus gik jeg ud på grusstien og tilbage mod bilen. Tankerne myldrede rundt, og da det smukke solskinsvejr kort efter blev afløst af regnbyger tænkte jeg, at det ikke kunne have flasket sig mere perfekt. Jeg stoppede op, fandt en lakridspibe frem fra rygsækken og tillod mig at fejre succesen med en selfie og et gjaldende “yes” over engene ved Porsmose.

Sikke et fugleår det har været! Jeg går jo meget op i lister, og Tredækkeren var min DK-art #285 (da jeg lige har mistet 2 pga. lumps), Ædelart #222 (mistet 1) og DOF-Storstrøm-art #256 (også mistet 2).

Om aftenen fik jeg tid til at lytte nærmere til kaldet som jeg fik optaget, og til min glæde kunne jeg konstatere, at der uden tvivl var tale om en Tredækker. Ikke at jeg tvivlede på, at jeg havde set en Tredækker, men mere, at det var fedt, at jeg havde kunne dokumentere fuglen, selvom jeg ikke havde fået taget et billede af den. Jeg vil mere beskrive det som et bjæf eller et andekald end et grynt, men lyd er jo subjektivt.

Da jeg startede jagten på en lokal Tredækker, fandt jeg ud af, at der kun var 11 tidligere observationer af arten på Lolland-Falster. Nu, hvor jeg havde udvidet jagten til hele lokalafdelingens område, og det tilmed var lykkedes, blev jeg nysgerrig på, hvor mange gange arten var set i DOF Storstrøm. Siden år 2000 er der i alt 33 observationer i DOFbasen fordelt på 15 i 1. halvår og 18 i 2. halvår. Jeg har lavet en grafisk fremstilling af, hvordan observationerne er fordelt:

Tre af fuglene fra 2. halvår (1 i 2002 og 2 i 2017) virker dog meget tvivlsomme, da der er tale om fugle fra november og december uden den store dokumentation. Det vil være enormt sene observationer af arten, og jeg kan da også konstatere, at de to fugle fra november 2017 stadig står til at være under behandling af kvalitetsudvalget.

Nedenfor har jeg lavet et udtræk fra DOFbasen, som viser et overblik over, hvor Tredækkerne er set. Min observation var den anden for Porsmose, da der også blev fundet en forårsfugl i 2014.

Inden mit Tredækker-eventyr havde jeg egentlig haft lidt forskellige fugleoplevelser, som jeg havde tænkt skulle med på bloggen, men for, at dette indlæg ikke bliver alt for langt, bliver de altså kun beskrevet meget kort her:

I slutningen af juli havde jeg nogle fine vadefugleture, hvor jeg især havde godt med vadefugle ved Kalløgrå. Jeg fandt ingen sjældenheder, men det er altid fedt at tjekke flokke af vadefugle på kort afstand i godt lys, og som bonus fandt jeg 2 Rovterner.

Majbølle Nor havde forbavsende få vadefugle, men til gengæld fandt jeg en 2K Dværgmåge. Det var den kun femte observation af arten på lokaliteten (seneste i 2016) og faktisk også min Lolland-art #218.

Jeg troede faktisk også, at indlæggets titel skulle have været “ØV for Ørnevåge”, eftersom en Ørnevåge dukkede op ved Gedser dagen efter, at jeg var taget med familien til Sverige. Fuglen var meget samarbejdsvillig og blev twitchet af mange i dagene efter, før den forsvandt. Jeg fik et lille håb, da fuglen blev set ved Hyllekrog dagen inden vi skulle hjem, men da det regnede hele dagen efter, blev den som forventet ikke genfundet. Jeg prøvede at køre rundt i området nogle timer den næste dag, men det var som at famle i blinde og fuglen blev ikke set igen.

Derudover har jeg fået min matrikelart #88, da jeg forleden aften stod ude ved mit skur og pludselig studsede over en underlig lyd ovenfra. Det kom fra en flok på 8 gæs, og med den dybe, “honkende” lyd, kunne der kun være tale om Canadagæs.

Og ja, som skrevet tidligere, har jeg (som forventet) mistet 2 DK-arter, da Gråkrage og Sortkrage er blevet samlet til Krage og Amerikansk Krikand og Krikand er samlet til Krikand.

Hermed afslutningen på fortællingen om mit første hak i Tredækker-bæltet. Den kommende uge vil jeg fortsætte jagten på Lolland, da forholdene er virkelig gode i år. Tiden må vise om det lykkes.