For tredje år i træk brugte jeg den sidste halvdel af august på at jagte en Tredækker, og i dette indlæg vil jeg opsummere erfaringerne fra den seneste tid.
Som det fremgik af forrige indlæg lykkedes det endelig i år at få set min første Tredækker. Udover forsøget i Porsmose og Vrangstrup Enge, fik jeg også givet en ny lokalitet vest for Rødbyhavn en del forsøg. Lokaliteten bestod af to oversvømmede marker, som bød på meget varierende fugtighed fra blankt vand til helt tørt. Samtidig varierede vegetationshøjden også meget fra næsten ingen vegetation til 40-50 cm høje, visne strå. I visse områder, syntes jeg, at forholdene virkede gode til Tredækker med en fornuftig fugtighed og vegetationshøjde. Da lokaliteten samtidig indeholdt det største antal Dobbeltbekkasiner jeg indtil nu har oplevet på mine trampeture (ca. 70 i gennemsnit) valgte jeg at koncentrere det meste af min tid her. Det blev til i alt 4 ture, men desværre ingen Tredækker.
At gode fugle kan dukke op hvor som helst, fik jeg bevist, da jeg på vej til min tredje tur til lokaliteten, kom kørende ad landevejen på Lolland, da mit øje pludselig fangede en meget lys og elegant rovfugl over en nyhøstet mark til venstre. Bilen blev smidt til siden, og kikkerten fundet frem, og jeg kunne konstatere, at der var tale om en gammel han af enten Hedehøg eller Steppehøg. Ingen af fuglene er nogle jeg har særligt mange erfaringer med, og jeg har aldrig set en voksen han af nogen af dem. Jeg fik vendt bilen rundt, så jeg kunne komme ud og stå ved marken, og her kunne jeg betragte en slankvinget, langhalet og meget elegant, lys kærhøg, som fouragerede i modlys et stykke væk over marken. Jeg fik straks skudt nogle billeder af fuglen, imens den fløj søgende rundt og på et tidspunkt også satte sig på marken. På billederne kunne jeg konstatere, at der var tale om en flot Steppehøg. En fugl jeg kun har set én gang før i mit liv. Det var tilbage i 2016, da jeg lige var begyndt at interessere mig for fugle. Det var min Lolland-art #217 og Ædelart #223.
Efter lidt tid fløj fuglen væk fra mig, så jeg gik i bilen og kørte ned ad en vej, der gik langs med marken, i håbet om at kunne se den i bedre lys. Jeg kunne dog ikke genfinde den, før den lige pludselig kom flyvende over mig bagfra og over marken igen. Her forsvandt den bag en såt, og jeg så den aldrig igen på trods af, at jeg eftersøgte den en halv times tid.
Da jeg lidt efter kom hen til området hvor jeg skulle trampe, fik jeg skræmt en Fiskeørn op fra et træ i vejsiden. Den fløj et par runder på nært hold, før den satte sig i et træ på den anden side af marken.
Tredækker-sæsonen bød også på mit første forsøg med sejlgarnsmetoden, som er en metode, hvor to personer gennemgår en eng med et reb (50+ meter) i mellem sig, som trækker over jorden, og på den måde mere effektivt får sat bekkasinerne på vingerne. Jeg fik prøvet metoden med Jan ved Vrangstrup Enge, og det fungerede ganske fint og nemt. Det kunne jeg sagtens forestille mig kunne være anvendeligt i fremtiden med henblik på en mere effektiv gennemgang af egnede engarealer.
Derudover har jeg gået og tænkt lidt over, at det er tankevækkende, at det kun krævede omkring 15 minutter på en lokalitet med de helt rigtige forhold at trampe en Tredækker op. Problemet er, at det har været helt umuligt at finde lignende lokaliteter på Lolland og Falster. Jeg har fundet enkelte steder med høslæt, men selv i år har de været for tørre.
De aftenture jeg har haft efter Tredækker har jeg afsluttet med at eftersøge Natravn efter mørkets frembrud, da det er en art, jeg gerne vil tilføje Lollandslisten. Jeg har forsøgt mig omkring de sydlollandske sommerhusområder, men det er ikke lykkedes endnu. Den kommende tid kommer jeg til at give det et forsøg igen, men prøver i stedet om morgenen, inden arbejde, nu hvor det er blevet mørkt nok til, at det kan lade sig gøre.
Skriv et svar