Mandag d. 21. april oplevede jeg noget, jeg vil betragte som et af de allerstørste højdepunkter i mine omkring 10 år som ornitolog.
Inden jeg kommer ind på den historie, er jeg dog nødt til lige at skrue tiden tilbage til tirsdag d. 15. april.
Her havde jeg fundet tid til en lille tur, og jeg havde besluttet mig for at tage til Hyllekrog for at prøve forårstrækket. Jeg har hidtil kun dyrket efterårstrækket ved Hyllekrog, imens forårstrækturene har været dedikeret til Gedser. Jeg har dog længe gerne ville prøve forårstrækket ved Hyllekrog, så nu skulle det være.
De seneste år, har jeg gjort en lille indsats for at prøve at støve en Blåhals op på Lolland. Blåhals deles op i en nordlig og sydlig race, som er rimelig lette at adskille, da den sydlige har en hvid plet i det blå, imens den nordlige har en rød plet. Sydlig Blåhals er i stor fremgang i Danmark, især i det jyske, og der er ligeledes en fin ynglebestand på Femern, så det kan kun være et spørgsmål om tid, inden arten også begynder at indfinde sig på Lolland. Hidtil har der dog kun været tegn på ynglende fugle ved Kalløgrå, men enkelte observationer ved egnede områder som Nakskov Indrefjord, Saksfjed, Bøtø Nor og Horreby Lyng indikerer, at der muligvis også kan være enkelte andre ynglende fugle allerede. Antallet af observationer af Blåhals i DOFbasen er dog stadig fåtalligt, og kigger man på Lolland Kommune, er der mindre end 10 observationer nogensinde. For at fortsætte min jagt på “min egen” Blåhals valgte jeg derfor at stå op kl. 4, da jeg så kunne nå forbi nogle egnede lokaliteter på vej mod Hyllekrog. Første stop var ved Flintinge Å, hvor hovedvejen krydser åen. Her er åen bred og omgivet af rørskov og pilekrat, og jeg synes, det lugter rimelig meget af Blåhals. Jeg har dog været forbi lokaliteten et par gange før, og selvom forholdene var fine denne morgen med en svag vind og lune temperaturer, var der heller intet at høre denne gang. Jeg fortsatte derfor videre ud i mørket, og kørte til Errindlev Havn, som jeg først for nyligt havde stiftet bekendtskab med i forbindelse med overvågning af Rørdrum på mit arbejde. Jeg ankom omkring kl. 5 og kunne konstatere, at det blæste betydeligt mere her. Nu var jeg her dog, så jeg gik ad diget mod øst, da der efter nogle hundrede meter er et rigtig spændende område med en kanal og en stor rørskov. Jeg nåede et godt stykke ned ad diget, da jeg pludselig hørte en fugl kalde et stykke borte. Blæsten gjorde, at jeg var i tvivl om, hvorvidt det blot var en Blishøne, der kaldte, men da jeg kom nærmere, var jeg ikke længere i tvivl. Der sad en Blåhals og sang i rørskoven! Hør med her:
Det var for fedt! Jeg satte mig ved diget og nød sangen og rushet ved at finde min egen lolliske Blåhals! Det var stadig mørkt, så efter lidt tid besluttede jeg mig for at gå tilbage til bilen og hente kameraet, og så håbe på, at jeg kunne få billeder af fuglen, når solen stod op. Inden da fik jeg dog lige meldt den ud på Bird Alarm. Den næste times tid blev det gradvis lysere, og jeg forsøgte at få fuglen at se, men det lykkedes kun meget kortvarigt et par gange, hvor den lige var oppe og svirre over rørene. Ellers holdte den sig meget skjult, og bevægede sig en del frem og tilbage på strækningen. Til sidst opgav jeg at få billeder af den, og kørte videre til Hyllekrog med en fantastisk følelse i maven. Sikke en start på dagen!
Ved Hyllekrog kunne jeg hilse på den enormt aktive og erfarne træktæller Preben Berg samt Jesper N. Kristiansen, som jeg ikke havde mødt før. Da jeg fortalte om min Blåhals måtte de desværre oplyse mig om, at Jesper allerede havde fundet fuglen og meldt den ud på DOFbasen tre dage forinden! Det tog lige toppen af glæden, da jeg så ikke synes, jeg kan kalde det for en ædelart (selvom jeg blev oprigtigt overrasket), men pyt med det – jeg må finde en ny 😜
Ved Hyllekrog var der fint gang i trækket, og de to gutter delte rundhåndet ud af deres erfaring. Det kan ses på min Lolland-liste, at jeg stort set aldrig har kigget på havtræk på Lolland før, da jeg inden for den første time havde set 3 nye Lolland-arter: Fløjlsand, Sortand og Sortstrubet Lom (Lolland-art #211-213). Efter en times tid kom regnbygerne snigende, så Jesper pakkede teleskopet sammen og begav sig ud for at luske lidt rundt i nærområdet.
Der gik ikke længe før Jesper ringede til Preben og fortalte, at han netop havde set en Hærfugl, og at den var fløjet den vej som Preben og jeg sad! Det lød for godt til ikke at rykke på, så jeg gik straks ned fra diget og ind på området, hvor fuglen skulle være fløjet hen. Jeg gik mod vest og gik en runde tilbage til obs-pladsen uden at støde på fuglen. Herefter gik jeg mod vest igen (forbi sommerhusene), hvor Jesper stod ved det stræk af diget, som går mod Hyldtofte Østersøbad. Han fortalte, at han havde set Hærfuglen kortvarigt tre gange mere, men at den hver gang var kommet flyvende og var forsvundet for ham. Vi gik lidt hen ad diget, for at se om vi kunne genfinde fuglen, og bevægede os derefter hele vejen tilbage til obs-pladsen uden held. Jeg havde kun en lille times tid tilbage, inden jeg skulle hjemad, så jeg valgte at gå op og pakke mit grej, og så bruge den sidste tid på Hærfuglen. Jeg kørte hen til det sted, hvor Jesper sidst havde set fuglen, og gik så ad diget næsten hele vejen hen til Hyldtofte Østersøbad og tilbage igen. I et sidste forsøg kørte jeg hen til lunden ved Fugleværnsfondens areal, men her var der heller ikke spor af fuglen. Den var simpelthen forsvundet. Jeg glædede mig over, at det var lykkedes mig at se Hærfugl (i 8. forsøg) sidste år, da jeg ellers tror jeg havde lagt mig i græsset og tudet. Nu var jeg på det rigtige sted, det rigtige tidspunkt, og alligevel lykkedes det mig ikke at se Hærfugl! Den fugl kan godt nok drille – og den blev ikke set igen!
Nårh men tilbage til mandag d. 21. april. Jeg havde haft en nat uden meget søvn, da Lærke døjede med skoldkopper, og havde været vågen fra kl. 22.30 til kl. 7.00 næste morgen. Her lykkedes det os begge at få nogle timers søvn, og da vi stod op, var der stemning i familien for at gå en tur i det dejlige vejr. Charlotte foreslog, at vi gik i Hamborgskoven, og vi fik hurtigt pakket lidt mad og drikke m.m. og så var vi afsted med Maja i barnevogn og Lærke i klapvogn (så kunne hun forhåbentligt sove lidt mere).
Vejret var fantastisk mildt og stille, og skoven var fuld af forårsfarver med lysegrønne bøgeblade og anemoner i skovbunden. Det hjalp bedre på trætheden end selv den bedste kop kaffe! Et stykke inde i skoven besluttede vi os for at vende hjemad, og jeg foreslog, at vi smuttede forbi engstykket, der skærer igennem skoven, da jeg altid synes, der er så fedt der. Det er ét af punkterne på mine årlige punkttællinger, og jeg ser altid en del fugle i det område – blandt andet en Fiskeørn for nogle år siden. Nede på engstykket fik jeg øje på en større fugl i luften et stykke mod nordvest, og da jeg havde kikkerten med kom den hurtigt mod øjnene i forventning om, at det var en Havørn (det plejer det jo at være). Jeg kunne dog hurtigt konstatere, at der var tale om en stork! Fedt nok, men jeg har godt nok også gået og spejdet efter Hvid Stork de seneste uger. Fuglen var et stykke borte, men kredsede langsomt tættere på os, så jeg holdte den i kikkerten. Efter lidt tid begyndte jeg at undre mig over, at fuglen ikke virkede særlig hvid, og tankerne om en mulig Sort Stork begyndte så småt at dukke op. Jeg troede dog ikke rigtig på det, men da fuglen heldigvis kom tættere og tættere på, kunne jeg til sidst konstatere, at det fandme var en Sort Stork! På dette tidspunkt hamrede min puls afsted, og lige da fuglen skulle til at kredse helt fri af skoven og komme lige over os, vendte den rundt og trak mod syd! Høj på adrenalin fik jeg meldt fuglen ud på Bird Alarm, og tænkte, at det nok var det sidste vi så til den. Men der gik kun et par minutter, så viste fuglen sig igen i luften i samme retning som jeg først så den.
Her kom den endnu engang tættere og tættere på os, og jeg nåede at få givet Charlotte kikkerten, så hun også kunne se den (ny DK-art til hende). Den var så tæt på, at Lærke også kunne se den fra klapvognen. Imens tænkte jeg, at jeg hellere måtte få dokumenteret fuglen, så jeg fik taget en video med telefonen igennem kikkerten. Det gik nogenlunde og er et godt trick, hvis man ikke har sit kamera ved hånden.
Herefter kredsede den lidt væk fra os, imens den fløj i lavere og lavere højde og til sidst forsvandt rundt om hjørnet bag træerne mod højre! Charlotte og jeg var enige om, at det lignede at den ville lande på engen eller i et træ, så vi gik med det samme ned mod den del af skoven, hvor den forsvandt.
Det tog omkring 15 minutter at komme derned, men der var desværre ingen stork at se. Ved kanalen, der løber igennem skoven, sad en familie med to små børn og fiskede med fiskenet. Jeg spurgte, om de havde set en stork, og de havde godt lagt mærke til en stor fugl, der var kredset over dem. De havde tænkt, at det måtte være en Trane. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om storken mon var landet på engen, hvis ikke de havde været der!
Herefter begav vi os hjemad, imens det langsomt gik op for mig, at jeg lige havde fundet en mega god fugl. Sort Stork i min egen lokale skov på Lolland! Det var næsten ikke til at fatte. Sort Stork er én af de arter, jeg allerhelst ville finde selv, og også rigtig gerne ville se på Lolland, men jeg havde forestillet mig, at det skulle være en heldig fugl ved klassiske steder som Hyllekrog eller Bøtø! Det var min ædelart #216 og Lolland-art #214. Jeg var lykkelig!
Næsten ude af skoven mødte vi birderen Jan Svejgaard, som ville ind og lede efter storken. Jeg har mødt Jan nogle gange før omkring andre sjældne fugle, og ønskede ham held og lykke med jagten. Han skrev sidst på dagen, at det desværre ikke var lykkedes at genfinde fuglen.
Dagen efter gik jeg rundt i en lykkerus, men jeg kunne også mærke, at det trak i mig for lige at komme ned og se, om storken mon alligevel skulle være dernede. Jeg cyklede derfor derned om eftermiddagen, og gennemgik alle engstykkerne, som ellers virkede virkelig storke-egnede med masser af sjapvand. Desværre var der ingen stork, men jeg havde alligevel nogle skønne timer, hvor jeg bl.a. fik set et par Svaleklirer og en Natugle. Jeg sluttede turen med at stille mig med en lakridspibe på stedet, hvor jeg opdagede storken, imens jeg tænkte på, hvor vild en oplevelse det var. Det er så fedt, at de sjældne fugle kan komme hvor og når som helst. Det eneste jeg kan ærgre mig lidt over er, at der ikke var andre der fik glæde af den fede fugl, men sådan er det nu engang.
Skriv et svar