Drømmefugl

Lige siden jeg startede med denne blog, har der været én art, som har stået allerhøjest på min ønskeliste over fugle, jeg gerne ville se: Hærfugl.

Jeg tror alle fuglekiggere har nogle fugle, som bare vækker et eller andet særligt i dem, når de bladrer igennem fuglebogen, og for mig var Hærfuglen den mest specielle af disse. Det var på grund af Hærfuglen, at jeg købte mit første abonnement til Bird Alarm i 2022, og jeg har siden da gjort, hvad jeg kunne (inden for rimelighedens grænser) for at få den karakteristiske fugl at se. Charlotte har også rigtig gerne ville se den, så selvom hun ikke kigger så meget fugle i øjeblikket, har hun været nem at lokke med, når der har været Hærfugl i farvandet.

Fuglen har dog drevet gevaldigt gæk med os, og selvom vi flere gange har rykket afsted kort efter udmelding, var resultatet ved indgangen af 2024, at vi havde kørt 5 gange forgæves efter vores første Hærfugl.

Jeg var spændt på om 2024 ville være året, hvor forbandelsen blev brudt, men jeg må også indrømme, at jeg ikke helt troede på det, da vi ventede vores andet barn i starten af året. Ville det mon være muligt at komme afsted i rette tid med to små børn? Det fik vi svar på den 7. april, da Bird Alarm meldte om en Hærfugl ved Gedser. Meldingen lød på, at trækobservatørerne havde set en Hærfugl komme flyvende over marken, men desværre havde mistet den af syne kort efter. Vi valgte dog at køre til Gedser i håbet om, at vi eller andre kunne genfinde fuglen, og det lykkedes os at få pakket bil og børn på en halv times tid. I Gedser ledte vi på de mest oplagte steder, men ak; hverken vi eller andre genfandt fuglen, og efter nogle timer vendte vi tilbage til nabohygge på villavejen.

Senere samme eftermiddag blev fuglen dog pludselig genfundet. Der var tale om endnu en lidt usikker melding, hvor den, der meldte fuglen ud, var blevet kontaktet af én person, som havde fået meldingen om fuglen fra en tredje person, så de præcise detaljer om fuglens tilstedeværelse var noget uklare. Vi valgte dog at tage chancen og pakkede endnu engang børn og bil (denne gang med aftensmad) og begav os mod det formodede område. Det lykkedes os at finde frem til det rigtige sted, men der var ingen Hærfugl at se, og vi måtte i stedet nøjes med en familie-gåtur i den smukkeste forårssol. Det var nu også ganske hyggeligt.

Vi havde vist, at det kunne lade sig gøre at rykke, så da forårsvejret slog om og blev køligt og ustadigt, var jeg fortrøstningsfuld om, at vi ville have en chance for at få fuglen at se, hvis der blev fundet endnu en i lokalområdet. Da vejret i slutningen af april begyndte at blive lunere, forberedte jeg mig på, at det nok skulle være i de første weekender af maj, at chancen for en Hærfugl ville byde sig – hvis den altså ville byde sig.

Torsdag d. 9. maj startede med ren familiehygge. Vejret var fantastisk og vi havde ingen planer. Charlotte og pigerne skulle have været afsted på familiebesøg om eftermiddagen, men det var blevet aflyst. Omkring middagstid tjekkede jeg vanen tro lige DOFbasen og kunne se, at der var meldt en Hærfugl ud fra Sønder Kirkeby, kun 15 minutters kørsel fra vores hjem. Udmeldingen var en andenhåndsobservation, og jeg besluttede mig for ikke at køre på den, med mindre der blev meldt noget mere sikkert ud. Jeg meldte den dog ud på Bird Alarm i håb om, at andre måske havde mod på at prøve at tjekke op på fuglen. Der gik dog kun en halv time, før den person, som havde lagt fuglen ind på DOFbasen i første omgang, selv var kørt hen til fuglen og kunne melde ud på Bird Alarm, at fuglen var på plads! Så blev det ellers seriøst, og vi fik pakket pigerne og bilen på rekordtid og var ude af døren på under 10 minutter.

På vej mod stedet snakkede vi om, hvorvidt vi troede på, at det ville lykkes denne gang, og jeg måtte indrømme, at jeg efter så mange forgæves forsøg, først ville tro på det, når jeg rent faktisk så den. Men vi havde begge en god følelse med det hele denne gang, og jeg lovede en stor is, hvis vi så den – og en endnu større (trøste)is, hvis vi ikke så den 😜.

Et kvarter senere blev bilen smidt ind i vejkanten, og jeg hilste på Jakob, der havde meldt fuglen ud på Bird Alarm. Den havde stået på græsset helt ud til vejen, men var kort inden vi ankom, blevet skræmt af en knallert og var fløjet ind i noget bevoksning. Ja, selvfølgelig var den det(!). Det lød til, at fuglen bevægede sig en del rundt, og nemt blev skræmt af biler og lignende, men hele tiden vendte tilbage igen. Det lød lovende, og Jakob var sikker på, at vi ville få den at se på et tidspunkt. Både Lærke og Maja sov i bilen, så det var helt perfekt i forhold til, at vi begge kunne stå og lede efter fuglen.

Efter omkring et kvarter ankom en dreng på 11 år (Vitus) og hans far. De havde ligesom os, forsøgt sig en del gange uden held efter Hærfuglen. Vi spejdede alle sammen febrilsk efter fuglen, imens minutterne gik. Området den var set i, var et større græsareal tilhørende en landejendom, og der var mange potentielle gemmesteder for en Hærfugl. En halv time efter vores ankomst kaldte Vitus lige pludselig på os. Han mente, at han havde fundet fuglen, inde i selve haven til landejendommen. Vi skyndte os hen langs landevejen og kiggede ind mod haven, hvor Vitus prøvede at forklare, hvor fuglen var. Efter nogle hektiske øjeblikke fandt Charlotte den også, og hun fik kaldt mig hen, så jeg også fik den i kikkerten! Jeg nåede at skyde to hurtige billeder, inden fuglen valgte at hoppe om bag huset og ude af syne. Det hele gik enormt stærkt, men det lykkedes! Endelig fik vi en Hærfugl at se! Drømmefuglen var i hus i 8. forsøg (DK-art #275).

Smilene var store, og vi fik givet hinanden high fives, og Vitus fik en stor tak for genfundet. En blanding af forløsning og glæde skyllede over mig. Det, der på et tidspunkt havde føltes som en forbandelse, var blevet brudt, og jeg havde endelig fået min første Hærfugl at se.

Det hele var gået så stærkt, og vi ville begge rigtig gerne nå at se fuglen i længere tid, så vi spejdede løs i området. Efter noget tid fandt jeg pludselig fuglen i teleskopet, og vi fik begge set den godt – på noget afstand – imens den fouragerede omkring en kompostbunke. Ved at gå ned til haven kunne vi se fuglen fra en anden vinkel, hvor vi var lidt tættere på, og det var virkelig fedt at kunne stå og nyde den specielle fugl, imens den hoppede rundt om en trillebør. På et tidspunkt kom en Hvid Vipstjert flyvende, hvilket fik Hærfuglen til at rejse kammen kortvarigt. Fedt syn!

Efter lidt tid vågnede Lærke, og så fik hun også lov at se Hærfuglen, som havde fået hendes forældre til at opføre sig tossede flere gange. Det blev behørigt fejret med en lakridspibe 😜

Humøret var højt i bilen på vej hjem, og som lovet gik turen forbi den lokale is-pusher til en kæmpe is.

Jeg var lykkelig, og om aftenen var der heller ingen tvivl om, hvad der skulle skåles i til aftensmaden. Min far havde nemlig foræret mig en særlig vin, som først måtte åbnes, når Hærfuglen var i hus.

Fuglen valgte usædvanligt nok at blive hængende, så to dage efter (d. 11. maj) måtte jeg lige ud og se, om jeg kunne få fuglen at se igen, under mindre hektiske omstændigheder og uden alt for meget adrenalin i kroppen. Allerede ved min ankomst var fuglen på plads på hjørnet af haven, og jeg kunne sammen med en enkelt anden fuglekigger stå og nyde den smukke fugl, som bare sad og hvilede sig.

Efter 5-10 minutter valgte fuglen at flyve væk, og så fik jeg også set den i flugt. Virkelig fedt og jeg kunne derefter køre glad hjemad.

Dagen efter (d. 12. maj) ville mine forældre prøve at se, om de også kunne få fuglen at se, og jeg tog med for at hjælpe dem. Ved ankomst var der en håndfuld andre birdere, som lige havde set fuglen flyve, så vi blev stående og efter et kvarters tid, kom den flyvende tilbage, og vi kunne stå og nyde den, imens den skiftevis fouragerede lystigt på jorden, og hvilede sig.

Således endte fortællingen om, hvordan jeg fik min første Hærfugl at se. En fortælling, som har budt på op- og nedture, lyn-pakninger og spontane udflugter til steder, jeg ellers aldrig ville have besøgt. Jeg tror ikke, der kommer en fugl, som jeg vil have den samme besættelse af, at ville se. Men der skal jo alligevel være en fugl, der skal overtage den nye førsteplads på ønskelisten. Hvilken art det skal være, må jeg lige tænke over, men Vendehals kunne være et godt bud.