Uglesats – med fraværende ugler

Jeg havde gået i flere måneder og glædet mig til at skulle afsted på uglesats til Jylland og endelig blev det fredag d. 28. februar, hvor turen skulle starte.

Inden da, havde jeg brugt en del vinteraftener på at forberede turen. Jeg elsker at lave forberedelsesarbejdet til en fremtidig tur, og det er som om, at turen på en måde allerede starter der. Det er der drømmene begynder at forme sig og forventningerne begynder at spire i maven. Turens oprindelige formål var især at få krydset Stor Hornugle og Fyrremejse. Begge arter findes hovedsageligt i Jylland (selvom uglen også ses på Fyn) og er to af de i alt fem “sorte” fugle, jeg mangler at se (fugle, der skrives med sort skrift i DOFbasen, og dermed anses som almindelige). I forbindelse med min forberedelse blev jeg dog lokket af muligheden for at se både Perleugle og Spurveugle i Gludsted Plantage. Ifølge DOFbasen har Perleugle været registreret fra lokaliteten hvert år på nær ét (2013) siden 2012. Spurveugle blev som en sensation fundet ynglende i plantagen i 2023, og den var på plads igen i 2024. Jeg havde derfor 3 uglearter, jeg gerne ville se med 2 nætter til rådighed. Min research viste, at overgangen mellem februar og marts nok ville være det bedste tidspunkt for ikke at komme for sent til Stor Hornugle og samtidig ikke komme for tidligt til de to små ugler. I 2024 var både Perleugle og Spurveugle begyndt at blive registreret fra Gludsted i midten af februar. Året før var det lige omkring månedsskiftet februar/marts.

Op til turen holdte jeg øje med meldingerne om Stor Hornugle. Der blev jævnligt meldt fugle ud fra forskellige lokaliteter, men der var ikke lokaliteter i det område, jeg ville befinde mig i, som virkede sikre. Meldingerne om Perleugle og Spurveugle udeblev, men jeg havde en god tro på, at uglerne ville være aktive når turen skulle finde sted.

Dagtimerne ville jeg især bruge på Fyrremejse, som jeg håbede, jeg kunne “lukke” forholdsvis hurtigt. Her var der en del meldinger fra lokaliteter omkring Skjern Enge. Det passede perfekt, da jeg også håbede på, at en Halsbåndstroldand, som havde vinter-rastet ved Skjern Enge i 2023 og 2024, ville indfinde sig igen. Den begyndte at blive meldt ud igen i november 2024, og da meldingerne var rimelig stabile, havde jeg en god tro på, at det ville lykkes at se den. Desværre forsvandt meldingerne ugen op til min tur (!). Til gengæld blev en Sortbrun And meldt ud fra Skjern Enge. Arten blev for første gang registreret i Danmark på samme lokalitet i 2024, og det er nærliggende at tro, at det er samme individ, der er vendt tilbage. Det var en okay byttehandel, selvom jeg havde glædet mig til at se Halsbåndstroldand.

Jeg havde luftet tankerne om min tur for min ven og kollega Aske, og han ville gerne med. Han foreslog, at vi overnattede i telt i Gludsted Plantage, da vi så ville øge mulighederne for at høre de små ugler. Den var jeg med på.

Efter at have afleveret ungerne i børnehaven fik jeg pakket det sidste grej derhjemme, og stod klar i indkørslen kl. 9, hvor Aske kom og samlede mig op. Stemningen i bilen var elektrisk, som den kun kan være, når man har udsigt til 2 døgns uforstyrret birding.

Bird Alarm gav spændende meldinger fra morgenstunden af: Sortbrun And var på plads, og kortvarigt virkede det til, at Halsbåndstroldanden var blevet genfundet samme sted, men det viste sig dog at være en lumsk hybrid mellem Troldand og Halsbåndstroldand.

Første stop blev på Sjælland, da en Høgeugle havde rastet noget tid nær Ringsted. Det ville være en ny DK-art for Aske, og det var derfor oplagt at starte turen her. Twitchet gik problemfrit, og jeg havde allerede spottet uglen, inden bilen blev parkeret. Den sad lige så fint i toppen af et grantræ, og vi kunne derfor ikke få en bedre start på vores tur.

Vejret på Sjælland var pænt dårligt med regn og tåge, men lige så snart vi kørte over Lillebælt, blev vi mødt af det flotteste forårsvejr med høj sol. Bilen blev dirigeret mod Skjern Enge i håbet om, at vi kunne nå at se Sortbrun And. Vi havde dog kun en times tid på stedet, da vi havde en times kørsel mod øst til Gludsted Plantage. Her kunne vi se frem til en 3 kilometers gåtur gennem plantagen til vores lejrplads, hvor vi gerne ville slå lejr op i dagslys, inden plantagens sjældne ugler skulle have et skud om aftenen.

Vi ankom til Skjern Enge omkring kl. 14. Der var folk i tårnet ved Hestholm Sø, men den sjældne and var desværre ikke blevet set de seneste timer. Folkene i tårnet kunne fortælle, at anden tidligere på dagen havde ligget tættere på tårnet, men senere hen var fløjet hen til et lille stykke åbent vand ret langt ude. Der var modlys og varmeflimmer, og anden kunne gemme sig bag en million tuer, så efter en halv times tid i tårnet besluttede vi os for at køre hen til et andet udsigtspunkt kaldet Pumpestation Nord. Dels for lige at prøve lykken der, men også for lige at have set stedet an. Planen var nemlig at vende tilbage til området igen dagen efter.

Vi fandt heller ikke anden fra Pumpestation Nord, og vi kørte derfor til Gludsted Plantage, hvor vi parkerede i den sydvestlige del, tæt på en hundeskov. Vejret var mildt, stille og fuld af forårstegn. Både Fuglekonge og Sortmejse sad og sang lystigt i nåletræerne, imens vi slæbte al bagagen ned til lejrpladsen. Det var en halvhård tur med fuld opbakning og tog knap 3 kvarter. Aske gik straks i gang med at sætte lejren op, og jeg gik i gang med at varme den medbragte mad i form af chili sin carne med ris, creme fraiche og tortilla chips. Det var godt at sidde og nyde maden og en kold øl dybt inde i plantagen på en smuk forårsaften. Samtidig kunne vi se på Bird Alarm, at Sortbrun And blev set igen sidst på aftenen samt at Halsbåndstroldanden var blevet genfundet ca. en halv times kørsel vest for Hestholmtårnet. Det tegnede rigtig godt for morgendagen!

Med maverne fulde af mad og forventninger begav vi os derefter tilbage mod p-pladsen, hvor vi skulle mødes med Emil Skovgaard Brandtoft (naturhistorier.dk), som gerne ville joine os i uglejagten. Mørket var så småt ved at falde på, så vi gik i stilhed og lyttede intenst efter kaldende ugler. Forholdene var perfekte: Helt vindstille, stjerneklart og temperaturer omkring frysepunktet. Emil stødte til os omkring kl. 19.20 og vi gik derefter rundt i plantagen i det område, hvor især Perleugle typisk er hørt. Kl. 22 var vi tilbage ved p-pladsen og måtte desværre sande, at der havde været forbavsende stille på turen. Et enkelt underligt HUH-HUH, som nok var fra en Natugle, samt en fjernt tudende Natugle var det eneste vi havde hørt. Vi sagde farvel til Emil, og begav os derefter tilbage mod lejren, hvor vi landede omkring kl. 23. Godt trætte efter ca. 15 kilometers vandring rundt i plantagen smed vi os i soveposerne, og håbede, at natten ikke ville blive alt for kold.

Det gik nogenlunde med at holde varmen, og vi stod op til en tåget morgen. Vi havde set på vejrudsigten, at dagen skulle starte tåget, men den skulle lette opad formiddagen. Vi havde derfor heller ikke så travlt med at komme afsted, da vi regnede med, at det ville være svært at se noget fra tårnet i dagens første timer. Vi fik dog lidt en lang næse, da Sortbrun And blev meldt på plads fra tårnet omkring kl. 9. På dette tidspunkt sad vi i bilen og havde 40 minutters kørsel til tårnet. På vejen kørte vi skiftevis gennem tåge og klarere vejr, men vi havde følelsen af, at sigtet stille og roligt blev bedre i takt med, at vi nærmede os Skjern Enge. Vi nåede desværre kun lige akkurat op i tårnet, da en tæt tåge kom rullende over engen og lukkede fuldstændig for udsynet!

Vi håbede, at tågen ville lette, men efter knap 2 timer var det endnu ikke sket, og vi besluttede os for at køre ud i området og så evt. vende tilbage senere.

En snak med de lokale førte os mod Skænken Sø, hvor der skulle være en god chance for Fyrremejse. Vi gav lokaliteten en times tid, men det virkede til, at tågen og den medfølgende kulde virkelig begrænsede aktiviteten fra småfuglene, og vi havde ikke rigtig følelsen af nogensinde at være tæt på Fyrremejser.

Imens vi var der, kom der spændende meldinger fra Bird Alarm. Først blev der meldt Halsbåndstroldand fra Hestholm Tårnet, hvor vi lige havde været! I meldingen blev det understreget, at der ikke var tale om hybriden fra dagen før, og da det var dygtige folk, der havde fundet anden, var der god grund til at tro på dette. Utroligt nok, blev Halsbåndstroldanden fra dagen før også meldt ud, hvilket måtte betyde, at der var to individer i området!

Vi kørte tilbage til Hestholm Tårnet, hvor der stadig lå en tung tåge over området. Efter en kort snak med folk i tårnet viste det sig, at Halsbåndstroldanden var set fra en rasteplads få hundrede meter henne ad vejen. Vi kørte derfor derhen, hvor vi som de eneste på stedet begyndte at scanne den udpegede flok af Trold- og Taffelænder igennem. Det var svært! Flokken lå langt ude, det var tåget, og vi stod lavt i terrænet. Derudover lå ænderne og puttede sig med front mod os, så det var enormt svært at skelne arterne fra hinanden. Jeg troede ikke meget på projektet, men Aske var anderledes positiv, og mente, at det nok skulle lykkes os at få anden at se, hvis vi bare blev ved. Efter måske 20 minutter var det som om, at andeflokken langsomt nærmede sig, samtidig med at tågen lettede en smule. Pludselig råbte Aske, at han havde den kortvarigt, men da ænderne flettede ud og ind i mellem sig, mistede han den hurtigt igen. Det samme skete yderligere et par gange i minutterne efter. Jeg fik lov, at kigge i Askes teleskop, og det var tydeligt for mig, at hans Swarowski-teleskop gav betydeligt bedre mulighed for at finde anden end mit Wing-teleskop. Andeflokken kom lidt tættere på, og fik lagt sig bedre, og pludselig åbenbarede en flot Halsbåndstroldand sig for mig. Jeg lagde mærke til den markante hvide kile foran den grå flanke, det store, trekantede hoved og flotte hvide næbtegninger. Anden flettede dog hele tiden ind og ud imellem de andre ænder, samtidig med, at den ofte skjulte hovedet, og det var derfor kun i få øjeblikke ad gangen, den kunne nydes. Jeg synes den lignede en Halsbåndstroldand “lige efter bogen”, men det var samtidig svært at afgøre, når jeg ikke havde tidligere erfaringer med arten. Vi prøvede at få billeder af fuglen, men det var virkelig svært. På det tidspunkt tror jeg heller ikke, at vi tænkte på, at vi burde få billeder, der med sikkerhed kunne dokumentere, at der ikke var tale om hybriden fra dagen før. Om det havde været muligt selv med en større indsats er jeg i tvivl om, for flokken lå langt ude til fotoafstand, men jeg ærgrer mig over, at vi ikke prøvede mere ihærdigt.

Vi kørte derfor videre efter endnu en halv times tid, da vi gerne ville nå at få mere ud af dagen. Det viste sig dog hurtigt, at der blev stillet spørgsmålstegn ved, om det kunne være rigtigt, at der lå 2 Halsbåndstroldænder ved Skjern Enge. Da ingen havde fået ordentlig foto-dokumentation af den and vi havde set, og den heller ikke blev genfundet i dagene efter, har jeg egentlig gået og ærgret mig over hele situationen. Jeg har ærgret mig over, at vi ikke fik den dokumenteret bedre, og også over, at vi ikke kørte en halv time mod vest, hvor den sikre vare lå og endda på betydeligt bedre afstand ud fra fotos at dømme. Jeg havde derfor faktisk også valgt ikke at betragte den som ny DK-art, da jeg ikke troede på, at den ville kunne blive godkendt af SU. I forbindelse med at jeg skriver dette indlæg, kan jeg dog se, at fuglen er under behandling af SU, og at der er kommet nogle gode, udførlige beskrivelser af fuglen fra dygtige folk på DOFbasen. Ikke nok med det, så blev fuglen genfundet i dag med ordentlig fotodokumentation. Det gør, at jeg nu tror på, at fuglen har en god chance for at blive godkendt, og jeg vælger derfor at betragte den som min DK-art #283. Skulle SU vælge ikke at godkende den, vil jeg selvfølgelig slette den fra min liste igen, men jeg tror virkelig på, at det var den ægte vare vi så!

Vi kørte derefter til Borris Hede, da vi gerne ville opleve området. Vi blev dog ret forvirrede over den modsatrettede information om adgangsforholdene. I folderen over området stod der, at vi måtte køre på bestemte navngivne veje. Men ved indgangen til de pågældende veje, var der plastret til med skilte om, at adgang var forbudt. De tavler, der eftersigende skulle oplyse om, hvorvidt der var adgang tilladt i området, var slukkede og bidrog kun til forvirringen. Jeg var ret overbevist om, at vi gerne måtte køre ind i området på de navngivne veje, men Aske var ikke tryg ved situationen, og vi valgte derfor at droppe heden i denne omgang og i stedet køre mod Ølstrup Grusgrav. Vi havde planlagt at slutte dagen ved lokaliteten, hvor der et par dage forinden var hørt en aktivt tudende Stor Hornugle. Vi ankom i god tid, og da vi begge var trætte ovenpå dagens strabadser, tog vi os lige en times lur i bilen. Derefter satte vi os ned til grusgraven med pasta og linsesauce på trangiaen, imens mørket stille og roligt faldt på.

Det havde været en lidt underlig dag, hvor jeg syntes både vejr, fugle og adgangsforhold havde drillet, og jeg følte mig derfor ret frustreret over dagens gang. Det var nok medvirkende til, at jeg ikke helt troede på, at det ville lykkes os at høre Stor Hornugle denne aften. Den skulle dog have et forsøg, og imens vi ventede kunne vi nyde den hyggelige sang fra en Misteldrossel. Det er ikke så tit, jeg har oplevet det. Forholdene var fine med stille vejr, men en trafikeret vej i nærheden gjorde det dog lidt udfordrende at lytte. Kl. 18.20 hørte vi kortvarigt en ugle tude langt væk, men en nærmere inspektion af min optagelse tyder mere på, at der var tale om Skovhornugle. En sikker Stor Hornugle fik vi i hvert fald ikke hørt, og vi måtte i stedet trøste os med en fin oplevelse, da 15 Skovsnepper fløj over os inden for kun 15 minutter. Alle sammen fløj fra grusgraven og ud mod mere åbent terræn og kunne tydeligt ses imod den lyse nattehimmel. Nogle fløj parvis, men ellers var der tale om enkelte fugle.

Jeg var fuldstændig gennemkold ovenpå den kolde dag, hvor tågen aldrig rigtig lettede, og jeg valgte derfor at smide det meste af tøjet i bilen på vej tilbage til Gludsted, og så ellers fyre op for al den varme bilen kunne trække. Det lykkedes heldigvis at få varme i kroppen, inden vi igen stod ved Gludsted omkring kl. 19.45. Her gik vi en god tur i plantagen på 5-6 km, men endnu engang var der ingen ugler på trods af ret gode forhold, der samtidig var anderledes end dagen før: Vindstille, overskyet og 5 grader.

Vi landede ved shelterpladsen og fik os en velfortjent fyraftensøl, inden vi lod os overmande af trætheden. Uret blev sat til 6.30, da vi var blevet enige om, at tage forbi Uldum Kær på vejen hjem. Lokaliteten skulle være en af de mest sikre til Fyrremejse, så måske vi kunne slutte turen med lidt oprejsning.

Søndag morgen fik vi pakket lejren sammen og gået den lange tur tilbage til p-pladsen. Vejret var betydeligt bedre end dagen før, og en Grønspætte kaldte langt fra os. Det tegnede meget bedre.

Vi kørte til Uldum Kær, og startede med at lytte efter Fyrremejser i svinget før fugletårnet. Vi kunne ikke finde nogen og kørte derfor hen til fugletårnet, hvor vi begav os ind i området bag fugletårnet. Efter lidt tid hørte vi noget, som muligvis var kaldet fra en Fyrremejse, og efter at have bevæget os lidt ind i krattet fandt vi endelig Fyrremejser! Det virkede til, at der var 2-3 fugle, som fouragerede ivrigt imellem grene, og var svære at få ordentlig at se i kikkerten. Men da vi pludselig også kunne høre sang fra Fyrremejse var der ingen tvivl længere. DK-art #284 og en længe ventet art for mig.

Fuglene forsvandt så vi gik lidt videre i området og fandt dem muligvis igen – eller også var der tale om nye fugle. Disse fik vi set rigtig godt, og vi fik hørt dem kalde adskillige gange. Det lykkedes også at få enkelte doku-fotos imellem de tætte grene, hvor det lyse vingepanel og den brede, hvide kind kan ses.

Jeg var glad for den succesfulde afslutning, og vi gik derefter tilbage til bilen, hvor jeg satte mig på passagersædet med en lakridspibe og en kop kaffe. Turen var ikke gået efter planen, men var i hvert fald sluttet med en succesoplevelse!

Dagene efter skulle jeg lige fordøje turen: Lytteforholdene havde været rigtig gode, men uglerne havde bare ikke været til stede, og i skrivende stund er der endnu ikke kommet meldinger om nogle af uglerne fra Gludsted. Det vil i så fald være første gang, at Perleugle ikke registreres i plantagen siden 2014! Jeg følte, at vi havde været ret uheldige med vejrforholdene om lørdagen, da både fredagen og søndagen bød på langt bedre vejr. Jeg var ærgerlig over situationen med Halsbåndstroldanden, men det har jo som bekendt heldigvis ændret sig siden. Jeg måtte også reflektere lidt over planen. Måske det var for meget både at håbe på at høre Stor Hornugle, Perleugle og Spurveugle? Det endte i hvert fald med, at vi fik brugt mest tid på de små ugler, og de var jo desværre ikke aktive. Stor Hornugle fik reelt set kun en times tid. Omvendt kunne vi også have været heldige at høre de små ugler den første aften, og så havde vi nok givet Stor Hornugle et bedre forsøg den anden aften. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg næste år kan give den et ordentligt forsøg, som også giver mening i forhold til den tid det tager at køre hen til egnede lokaliteter.

Sådan forløb årets helt store sats altså. Et sats, som jeg havde håbet på, ville give en håndfuld nye arter, men som desværre skuffede resultatmæssigt, men trods alt (forhåbentligt) gav 2 nye DK-arter. Hyggen sammen med Aske var dog i højsædet, og jeg synes, jeg lærte mange ting, som jeg kan tage med videre fra turen.

Imens er foråret kun fortsat, og det bliver nogle dejlige kommende måneder. Jeg er startet på arbejde igen, og kan se frem til en del feltarbejde, hvor jeg starter med Traner, og derefter Rørdrum og Rørhøg for til sidst at slutte med Klyder og Terner. Meget af feltarbejdet kommer til at foregå på Lolland. Det bliver skønt!

Jeg har ingen deciderede projekter, men det kunne være fedt med lidt småture til de lokale vådområder i jagten på spændende ænder. Jeg håber også på måske at kunne få Enkeltbekkasin eller Lille Flagspætte som Falster-art, og så er der god chance for, at jeg får boostet min Lolland-liste med al det feltarbejde, jeg kommer til at lave på øen. Jeg drømmer derudover om at ædle Blåhals på Lolland-Falster. Derudover bliver det nok mest at holde øje med meldingerne og rykke på gode fugle.

Årets første nye matrikel-art er også kommet, da en Misteldrossel fløj kaldende væk fra krattet, da jeg var på vej ud af indkørslen. Den var længe ventet og var matrikel-art #75.

Nu vil jeg glæde mig over forårets begyndelse og vente spændt på en afgørelse i SU-sagen. Jeg krydser fingre!