Dette indlæg omhandler sjældne og bemærkelsesværdige fugle set i DOF Storstrøm i november 2025.

Kriterierne for, hvilke fugle, der er taget med, fremgår af den lyseblå tekstboks. Data er hentet fra DOFbasen, og udtrækket er lavet d. 3. december 2025.

Datasættet med de anvendte observationer kan hentes her:

En stor tak skal lyde til Benjamin Bechgaard Lisse, Morten Lisse, Oliver Bøgh, Simon Vikstrøm og Torben Sebro for bidrag med billeder og finderberetninger.

En stor tak skal også lyde til alle dem, der i den ene eller anden sammenhæng har givet udtryk for, at de synes godt om disse gennemgange. Det er sjovt at lave, men også et halvstort arbejde, så det er fedt at vide, at andre har glæde af det 😊 I den sammenhæng vil jeg også rette opmærksomheden mod den nyligt udgivne ‘Årsrapport over sjældne og bemærkelsesværdige fugle på Lolland-Falster 2024’, som jeg selv har bidraget til i år.

Svaner og Ænder

Sortsvanen, som rastede ved ‘Noret ved Roneklint‘ (S) i sidste måned, blev igen set på lokaliteten, og blev rapporteret på følgende datoer: 5/11, 16/11, 17/11 og 18/11.

Efterårets anden Kongeederfugl i lokalafdelingen blev fundet af Preben Berg d. 13/11 ved Birkemose (F).

Rødhovedet And blev set med op til 6 i Hejrede Sø (L) samt op til 2 i Maribo Søndersø (L).

Lommer

En Islom blev set trækkende ved Gedser Odde (F) d. 16/11 .

Ibisser

En Sort Ibis blev fundet ved Bøtø Nor (F) d. 8/11. Herefter blev den set stort set dagligt, indtil d. 20/11, hvor der pludselig blev meldt om 2 fugle. Dagen efter blev der endda nævnt muligheden for, at der måske kunne være tale om 3 fugle, men at den ene muligvis var blevet ædt af en Havørn – se Morten Lisses spændende beskrivelse på DOFbasen. D. 24/11 var der igen kun 1 fugl, og sidste melding var 25/11. Med 2 fugle er det svært at vide, hvorvidt den ene fugl var den samme, som blev set ved Fladet (L) i slutningen af oktober. Går man ud fra, at der ikke er tale om samme fund, er fuglene ved Bøtø Nor det 8. fund af i alt 10 fugle i lokalafdelingen. En god lokal art, som jeg heldigvis også selv nåede forbi at se.

Sort Ibis ved Bøtø Nor (© 2025 Morten Lisse)

Rovfugle

En Kongeørn blev set trækkende ved Faxe (S) d. 13/11.

En sen Rørhøg blev set ved Birkemose (F) d. 22/11.

Vadefugle

Den Enkeltbekkasin, jeg selv fandt ved Skejten (L) d. 1/11 blev periodens eneste for lokalafdelingen.

Kjover, Terner og Måger

Gedser Odde (F) bød på flere sene observationer: En Sorthovedet Måge (som i forvejen er en usædvanlig fugl i lokalafdelingen) blev set d. 2/11. En ret så sen Almindelig Kjove blev set d. 26/11. Dagen efter – d. 27/11 – blev en Sildemåge set.

Ride er forholdsvis ualmindelig i lokalafdelingen, og er derfor taget med i denne oversigt. Området omkring Sydfalster havde flere observationer i løbet af måneden: Gedser Odde (F) havde 4 observationer: 5/11, 9/11, 15/11 og 30/11. ‘Havet ud for Gedesby Strand’ (F) havde en enkelt d. 12/11 og Birkemose (F) havde to fugle d. 13/11. Roneklint (S) havde derudover en enkelt fugl d. 25/11.

Det blev til i alt 7 observationer af sene Havterner. Den seneste var d. 14/11 ved Orehæld (M).

Spætter

En Lille Flagspætte blev set ved Birkemose (F) d. 7/11 og 10/11. Derudover blev én set ved Vejlø Skov (S) d. 10/11. For begge lokaliteter, var der tale om den første observation af arten nogensinde.

Lille Flagspætte ved Birkemose (© 2025 Oliver Bøgh Jensen)

Jeg havde på fornemmelsen, at det havde været et godt år for Lille Flagspætte på Lolland-Falster i år og nedenstående oversigt over antallet af observationer af arten de sidste ti år, begrunder indtrykket. I oversigten har jeg sorteret for gengangere de samme dage, men ikke taget stilling til, om det samme individ er observeret på forskellige datoer, så det er selvfølgelig også til en vis grad påvirket af den ornitologiske aktivitet eller særligt publikumsvenlige fugle.

Sejlere og Svaler

Dygtige Simon Vikstrøm fandt d. 5/11 en Gråsejler ved Birkemose (F). Simon fortæller:

“Jeg opdager fuglen fra min sædvanlige obspost, en klit nær stranden. Herfra er der en afstand af ca. 270 m til fuglen (opmålt med Google Maps).
Jeg får øje på fuglen, idet den i rolig flugt med mange glid fouragerer lige over, eller mellem trætoppene nær p-pladsen ved Birkemose og den første tanke, der slår mig er, at det er en falk, altså en fugl, der normalt er større end sejler. Men hurtigt går det op for mig, at fuglen er en sejler, en relativt bredvinget sejler, og med knapt så spidse og måske lidt mere afrundede vingespidser i sammenligning med Mursejler. I de vel ca. 20 sekunder jeg ser fuglen i teleskopet når jeg at iagttage en grå–brunlig fjerdragt, lys strubeplet og ansigt, og at det lyse går op i panden, samt at dette får fuglens øjne til at ligne mørke ”briller”. Jeg når også at bemærke en kontrast mellem arm- og håndsvingfjer, samt en svagt skellet underside. Alt i alt gav fuglen mig et anderledes indtryk end fx Mursejler, der vel er den mest oplagte forvekslingsmulighed. Observationsforholdene var i øvrigt gode og behagelige med tørt og skyet vejr, samt godt medlys.”

Der er hidtil kun ét godkendt fund i lokalafdelingen – en fugl fra Jættebrink (M) i 2022. Hvis Simons fund bliver godkendt af SU vil der dermed være tale om det første godkendte fund for Lolland-Falster nogensinde.

Derudover blev en del sene Landsvaler set helt indtil d. 16/11, hvor en enkelt fugl blev set. Denne var sammen med to fugle fra Bornholm, den seneste observation af arten i landet i år.

Vandstære

Vandstær blev set med op til 2 fugle ved de to nærtliggende Faxe Å-lokaliteter Blåbæks Mølle og Hovby Eng (S). Rådmandshaven (S) bød på op til 3 fugle. Derudover blev en enkelt fugl set d. 23/11 ved Vesterborg (L).

Småfugle

En Tajgapiber blev både hørt og set ved Gedser Odde d. 1/11 af flere observatører, mig selv inklusive. Dygtige Benjamin Bechgaard Lisse var hurtig med udmeldingen, og han fortæller:

“Jeg havde lige gået ned for at justere på min mikrofon der stod lidt skævt, og hører netop dér et meget tydeligt Tajgapiber-kald kl. 08.04. Jeg får straks råbt “Tajga” til de andre observatører, der stod fordelt ved krattet og den nordøstlige del af marinestationen. Thor Vincent og Anton havde også hørt det første kald, hvor vi derefter får øje på en piber trækkende i 20-30 meters højde målrettet mod syd, der nu giver endnu et klokkeklart Tajgapiber kald. Råber for en sikkerheds skyld op igen, for at alle nede ved marinestationen bliver opmærksomme på fuglen, hvorefter den giver et sidste kald, inden den ryger ud over havet og følges i håndkikkert langt ud over havet til en prik. Alle observatører fik hørt og set fuglen. Jeg var ikke i tvivl – det var en Tajgapiber, og de andre var enige. Jeg tjekker optagelsen på diktafonen kort efter for at sørge for at kaldende var kommet med – det var de heldigvis! Der var jubel på obs-pladsen, og flere andre var glade for at have fået sig en ‘lifer’, og det var naturligvis en stor oplevelse at få set denne art ved Gedser, som trods stigende antal fund i DK fortsat er en større sjældenhed i Østdanmark.

Ved hjemkomst om aftenen fik Thor, Anton og jeg tjekket spektrogram, som netop viste, at det var en Tajgapiber: Peakfrekvens ved 8 kHz, modulationer på 10-11 ms og tydeligt kort og faldende kald. Den eneste forvekslingsmulighed ville være Skovpiber, der ville vise meget kortere
modulationslængde end Tajga, på under 9 ms og ville være mindre faldende i frekvens. Vi var sikre, men ville naturligvis have en ‘second opinion’. Vi sender lydfilen og spektrogrammer til Frederik Johansen, som hurtigt svarer og skriver, at det “lyder og ser fantastisk ud”, at vi “med god samvittighed kan være 100% sikre” og ønsker os tillykke med en hård østdansk art.”

Hvis fuglen godkendes af SU vil det være det tredje fund af arten i lokalafdelingen – alle fra Gedser-området. Som nedenstående tabel viser, har der dog været en del sandsynlige fund af arten, og det er derfor tænkeligt, at der vil komme flere observationer i takt med, at flere har fokus på arten og samtidig har lydoptager med til dokumentation af kald.

Bjergpiber blev set ved Feddet (S) på to datoer (muligvis samme fugl?) d. 4/11 og 19/11. Det er en art, jeg gerne selv ville se i lokalafdelingen. Nedenstående kort viser, hvor arten er observeret de seneste 10 år.

Lokaliteter med Bjergpiber i DOF Storstrøm fra 2015-2025 (kilde: DOFbasen).

Gedser Odde (F) stod for månedens eneste observation af Gulirisk, da 2 blev set d. 7/11

Stor Korsnæb fortsatte stilen fra oktober med flere observationer i lokalafdelingen. Ved Råbylille Strand (M) rastede 2 d. 1/11, Birkemose (F) havde henholdsvis 1 og 3 d. 3/11 og 5/11, og på Feddet (S) rastede op til 18 fugle hele måneden, hvilket jeg også selv fik glæde af.

Store Korsnæb ved Feddet (© 2025 Torben Sebro, www.faxefugle.blogspot.com)