Feltsæsonen med fuglearbejdet er ved at have nået sin afslutning, men jeg fik nogle fantastiske og overraskende oplevelser her til sidst.
Den 2. juni var jeg på Omø for at registrere Klyder og Terner. Her var jeg bl.a. forbi Omø Mose, hvor mit øje pludselig fangede en ugle, som kom flyvende tæt på mig! Det var med sikkerhed én af hornuglerne, og jeg nåede heldigvis lige at skyde et par billeder af fuglen bagfra, før den forsvandt ind i et krat. Jeg har ikke den store erfaring i at kende forskel på Mosehornugle og Skovhornugle, men jeg havde fornemmelsen af, at der var tale om en Skovhornugle. Dette kunne billedet bekræfte, da det ses, at halebåndene er smalle, hvorimod de er brede på Mosehornugle. Jeg synes også man kan fornemme, at bugen er stribet, og at vingens bagkant ikke er hvid.
Det var en glædelig overraskelse, og første gang jeg finder en Skovhornugle selv. Det var dermed min ædelart #219.
Lidt efter kom endnu en god overraskelse i form af en Silkehejre flyvende over mosen. Jeg var dog en smule forberedt på dette, da min kollega havde haft 4 fugle på stedet en måneds tid forinden.
Dagen efter var jeg på Dybsø. Her fangede mit øje pludselig en langvinget rovfugl, og da jeg fik kikkerten på den, kunne jeg konstatere, at jeg igen kiggede på en ugle! Det var fedt med et ugle-møde så kort efter, at jeg havde læst op på kendetegnene. På denne fugl kunne jeg se brede halebånd, sorte vingespidser og lys bug. Den hvide vingebagkant og de gule øjne synes jeg var svære at se i felten, men da fuglen blev hængende i luften i noget tid, kunne jeg få nogle fine billeder, så jeg kunne se disse kendetegn på kameraet. Der var dermed ingen tvivl om, at jeg denne gang havde en Mosehornugle foran mig. Som om det ikke var nok, kom der lidt efter endnu en fugl frem, og denne virkede meget territorial og holdt sig svævende lige over hovedet på mig, imens den udstødte små kald og lavede små rystelser med kroppen. Jeg fik en klar fornemmelse af, at den gerne ville have mig til at skrubbe af, og mistænkte den derfor for at være en mulig ynglefugl. Virkelig spændende!
Jeg gik videre og rundede sydenden af øen, inden jeg vendte tilbage til udgangspunktet – dog denne gang gående langs øens østlige kant. Her gik den første ugle igen på vingerne, og jeg skyndte mig forbi den i tilfælde af, at der var tale om en ynglefugl. Ved øens nordende er der et halvstort krat, hvor jeg ville spise min frokost, inden jeg afsluttede turen, men sørme om ikke endnu en Mosehornugle fløj ud fra et buskads! Det kunne teoretisk set være den anden ugle jeg så, men jeg syntes, at denne virkede noget lysere end de to foregående ugler, og jeg havde en klar fornemmelse af, at der var mindst 3 ugler på øen! Imens jeg sad og spiste min frokost kom en Lærkefalk drønende forbi mig. Super fedt!
Nogle dage efter ringede jeg til Klaus Dichmann, som er ugleekspert og artskoordinator for Mosehornugle i DOF. Jeg fortalte ham om min oplevelse og Klaus syntes, at det lød spændende, men fortalte også, at det ikke kan udelukkes, at der er tale om ungfugle, som har valgt at bruge sommeren i Danmark. Disse kan nemlig også finde på at udvise territorial adfærd. Skal man være sikker på, at der er tale om ynglefugle, skal man finde reden eller se ungerne.
I sidste uge var jeg på elfiskekursus for at kunne føre elektroden i forbindelse med elfiskeriet i vandløb til efteråret. Kurset foregik i nogle lækre midtjyske vandløb, og selvom fokus var på fiskene, fik jeg både set ynglende Isfugl, Bjergvipstjert samt hørt Grønspætte. De jyske vandløb kan virkelig bare noget!
I dag – d. 17. juni – havde jeg så det, der højst sandsynligt bliver årets sidste dag med fugleovervågning. Det var tydeligt, at ynglefuglene har toppet, men på den allersidste lokalitet – Flinthorne Odde – kunne jeg afslutte et fantastisk forår med en lækker Fiskeørn, som kom flyvende forbi mig på nært hold.
Det blev dog ikke dagens sidste fugl, for på vejen hjem hang en smuk Rørhøg han og fouragerede over en mark utroligt tæt på vejen, og så kunne jeg altså ikke lade være med at smide bilen ind til siden og få lidt billeder 😉
Sommerferien nærmer sig, og med afslutningen af årets fugleovervågning kan forårssæsonen vist godt erklæres afsluttet for mit vedkommende. Det har været et helt fantastisk forår med 4 nye DK-arter, 5 nye ædelarter, 6 nye lokalafdelingsarter, 7 nye Lolland-arter, 5 nye Falster-arter og 3 nye matrikelarter. Jeg må dog sige, at jeg er overrasket over hvor få sjældne fugle, der har været på Lolland og Falster. Udover Sibirisk Krikand og Fuglekongesanger, som det lykkedes mig at få set, har der ikke været de store sjældenheder at twitche: Lille Skrigeørn er blevet set af få mennesker et par gange og en Alpesejler var kortvarigt forbi Gedser, men ellers synes jeg det har været meget sparsomt med sjældenheder. Jeg har også været ekstra glad for, at jeg fik set Hærfugl sidste år, for der har stort set ikke været nogle fugle at se i lokalafdelingen i år. De få sjældne fugle lokalt samt det faktum, at mit sats til Jylland kun bød på 2 nye DK-arter, betyder også, at mit årsmål om at nå 10 nye DK-arter hænger i en tynd tråd. Det kræver et par gode fugle over sommeren og så afhænger det nok af om jeg får en (god) tur til Nordsjællands kyst i efteråret. Vi må se.
Den næste halvanden måneds tid har jeg ikke de store planer i forhold til fuglene. Jeg tror, jeg ser vejret og lysten an, men jeg skal i hvert fald nok ud og kigge på lidt vadefugle i takt med, at de begynder at dukke op ved de lokale vandhuller.
Skriv et svar