Det er virkelig blevet sommer, og jeg havde planlagt en lille tur til Saksfjed efter arbejde. Stedet er super godt til rødrygget tornskade, som yngler i området, og da jeg både mangler den som årsart, og også rigtig godt kunne tænke mig et billede af en flot fugl i yngledragt, var det primære mål med turen i dag at finde en tornskade.
I onsdags, efter jeg havde set karmindompap, kørte jeg et smut til Fiskebæk Skov og gik en tur, da jeg havde hørt, at der til tider er god chance for pirol der. Jeg havde aldrig været i skoven før, men det var en dejlig skov med store egetræer, og en fin rundtur man hurtigt kunne gå. Jeg hørte dog ingen pirol. Lørdag kunne jeg så se på DOF-basen, at der var hørt flere piroler i skoven, så jeg stod ved skoven søndag morgen omkring kl. 8.15.
Lige så snart jeg havde skrevet det seneste indlæg på bloggen i onsdags, tog jeg afsted på en lille aftentur. Der var meldt karmindompap ud fra forskellige steder på Lolland og Falster den seneste uges tid, og den kunne jeg altså godt tænke mig at stifte bekendtskab med. Jeg kørte til Birkemose ved Gedesby, da der især her var meldt 1-3 fugle ud næsten hver dag den seneste uge.
Tænk, at det allerede er juni! Foråret er slut, og nu er det pludselig sommer. Ifølge kalenderen i hvert fald. Maj var måske ikke en fantastisk måned vejrmæssigt, men fuglemæssigt kan jeg ikke klage! Sikke en måned det har været. Hele 30 nye årsarter blev det til, så måneden slutter med 192 årsarter. Af disse var der endda fire nye livsarter! Det er helt vildt. Ved månedsskiftet var jeg langt fra sikker på, at jeg ville nå mit mål om 200 årsarter. Maj har dog budt på en del uventede og “mulige” arter , og derfor er jeg heller ikke længere i tvivl om, at jeg når mit mål på 200 årsarter! Nu er spørgsmålet mere hvornår. Jeg vover pelsen, og siger, at årsart nummer 200 bliver en krumnæbbet ryle, som jeg ser inden midten af juli. 😎
Det var blevet tid til min årlige weekend-fisketur sammen med min bror. Siden 2013 har vi lejet en privatejet sø, som vi så har helt for os selv i et par dage, hvor vi fisker karper og hygger godt igennem. Det er uvurderligt at have den kvalitetstid sammen bare os to, hvor vi har god tid til at få snakket i dybden, og samtidig får os en masse gode, nye oplevelser.
Hold da op der har været gang i den de seneste dage. Hvor skal jeg overhovedet starte? Det er blevet til flere ture med masser af kvalitetsfugle. Der er bare virkelig gang i fuglene lige nu! Jeg vil i dette indlæg give et overordnet indblik i de mange fede oplevelser, jeg har haft på det sidste.
I går aftes (tirsdag) så jeg på DOF-basen, at der var set to sorthovedede måger i Kalløgrå. Det fik fuglefeberen til at stige, og jeg planlagde derfor med det samme en kort tur efter arbejde dagen efter (i dag d. 12. maj). Grejet blev lagt frem, og jeg aftalte med min mor, at vi kunne mødes på stedet omkring kl. 15.30. Jeg har kun set sorthovedet måge en enkelt gang før for ca. 5 år siden, og det er bestemt ikke en art, jeg havde regnet med, at jeg ville få en chance for at se i år.
Skrev jeg “kom maj, du våde vilde” i sidste indlæg? Det blev i hvert fald opfattet sådan. Sikke en blæsende og våd uge i sidste uge. Vandet var dog tiltrængt efter en ret tør april.
I lørdags (d. 8. maj) stod jeg op kl. 5.00, da det var tid til årets sommer-punkttælling. Det er fjerde år i træk, jeg laver sådan én, men i år havde jeg lavet en ny rute. Jeg syntes, jeg havde fået lagt punkterne lidt for tæt på hinanden på den gamle rute og at 20 punkter var lidt for mange, så på den nye rute var jeg gået ned til 16. Overordnet set var ruten dog den samme. Jeg startede hjemme i Sundby og bevægede mig så ud i Hamborgskoven.