Endnu en måned er gået. Jeg synes, tiden flyver! April var meget af tiden en kold og blæsende fornøjelse, og sangen “Kom maj, du søde milde” bliver i år sunget mere som en forhåbningsfuld bøn end en hyldest til en af årets dejligste måneder.
Jeg husker et lignende forår tilbage i 2010, hvor min bror og jeg fiskede en del. Maj plejer at være en forrygende fiskemåned, men det år var der virkelig ikke gang i det, og det var som om, at de mange kolde maj-morgener ved fiskevandene satte sig i kroppen på os, så vi aldrig rigtigt fik varmen igen resten af sommeren.
Nårh, men det går jo egentlig ganske godt, og jeg har haft en masse dejlige fugleture i april. I forhold til mit mål om at nå 200 årsarter går det stødt fremad. Jeg fik yderligere 25 nye årsarter i bogen i april, så jeg dermed kunne slutte måneden af med 162 arter. Hvis jeg kigger tilbage på de forudsigelser jeg lavede d. 1. april har de holdt rimelig meget stik: Jeg har set atlingand, jeg har set flere nye vadefugle (3 styk), de første svaler er kommet (land- og digesvale), og jeg fandt sørme også en ringdrossel – dog ikke i Bøtø Nor. Drømmen om en grønspætte på Fyn forblev en drøm, og det samme gælder for hærfugl, selvom der var en god chance tidligere på ugen. Der blev meldt en fugl ud fra Gedser Lystbådehavn, men jeg så først meldingen kl. 20. Charlotte var frisk på en aftentur, så vi strøg af sted, men kom 10 minutter efter, at fuglen var fløjet ind i den nærliggende skov. Vi fik dog en trøstepræmie, da vi så en natugle. Jeg prøvede endda at stå tidligt op og køre til Gedser dagen efter, inden jeg skulle på arbejde, men fuglen viste sig ikke. Man kan ikke vinde hver gang og en fugl, hvor jeg i den grad til gengældt vandt, var den amerikanske krikand, som jeg ikke havde forestillet mig, at jeg skulle se. Det var en fed oplevelse.
I boligbirding er det gået noget i stå: Sølle 3 nye arter er det blevet til i april. I alt er jeg på 53 arter og ligger pt. nr. 55 ud af 228 deltagere. Men haven er virkelig et dejligt sted fuglemæssigt i øjeblikket. Der er virkelig gang i fuglesangen og i redekasserne. Vi har stære i alle tre kasser, og en del af de andre er også besatte. For et par dage siden havde jeg en korttået træløber, der sang i vores egetræ – virkelig hyggeligt. Som et lille eksperiment satte jeg mig på vores terrasse i 10 minutter i går morges og skrev alle de fuglearter ned, jeg kunne høre for at give et indtryk af det lydbillede, der er i haven hos mig d. 1. maj. På de 10 minutter kunne jeg høre 15 forskellige fugle: blåmejse, gærdesmutte, tyrkerdue, ringdue, munk, musvit, løvsanger, gråspurv, stær, jernspurv, grønirisk, gransanger, hættemåge, solsort og så knopsvane, hvor jeg kunne høre lyden, den frembringer med vingerne. Derudover så jeg det sødeste dompap-par, som ikke sagde noget, men bare sad og nussede hinandens næb. Nåååårh 😁
Maj-måned er også allerede kommet i gang fuglemæssigt. Jeg var hjemme hos mine forældre, som bor i Maribo, i går. Vi startede med at snuppe en ny årsart hjemme i deres have: Gærdesanger (årsart #163). Vi tog derefter lige et smut til “den hemmelige sø”, som er en lille sø på en mark midt i et boligkvarter, som mine forældre fandt sidste år. Her fandt vi en atlingand, som lå og sov middagssøvn.
Derefter tog vi til Maribo Sø og startede ved Bøndersvig Eng, hvor der plejer at være godt med syngende småfugle i krattene. Sidste år hørte vi en savisanger på denne tid. Vi havde et enkelt teleskop med, så vi også kunne kigge lidt ud over søen, og her fandt jeg en han og hun rødhovedet and (årsart #164). De lå et stykke ude, så jeg kunne desværre ikke lige få et billede af dem. Der var virkelig liv på søen med både kajak-regatta og geddepremiere (gedderne er fredet i april, så 1. maj er en traditionsrig geddefiske-dag), men der var nu fint med fugle alligevel. I krattene var der godt med liv. Især løvsangere var der masser af, og vi fandt også en fin sangdrossel.
Vi gik langs søen mod golfbanen og fandt årets første fjordterner (årsart #165).
Her fik vi også kigget ud på Kapøen, som er en ø, der i løbet af de seneste år er blevet ryddet for bevoksning til glæde for ynglefuglene. Der var vildt gang i hættemågerne på øen, men også fjordterner, rødben, vibe og strandskade. Det var fedt at se.
Lige pludselig, imens vi står og kigger ud på øen, kommer der en rødhovedet and han svømmende kun 10 meter fra os. Fantastisk dejlig oplevelse ud af det blå.
Tilbage ved bilen var der gang i svalerne i luften, og jeg fandt årets første bysvaler med den karakteristisk hvide sukkerknald på overgumpen. Årsart #166.
Derefter gik turen til Naturskolen. Her syntes vejret, at vi havde fået nok sol, så der trak en del skyer over os og blæste en kold vind op. På engen fandt vi både hvide og gule vipstjerter, og ved søkanten kunne vi nyde de smukke engkabbelejer, imens søens signaturfugl havørnen svævede over os.
Turen gik videre forbi Søholt, hvor vi fra den lille parkeringsplads ved landevejen kunne se en del fine andefugle, havørn, rørhøg og hvidklire. Sidste stop var fugleskjulet ved Hejrede Sø, men der var ikke så meget liv udover en smuk og aktiv atlingand, der havde travlt med at fange småinsekter. Derefter kørte vi hjem til varmen og en god kop kaffe. Turen bød i alt på 61 arter.
Og så står vi ellers foran maj-måned og alt, hvad den indebærer af lysegrøn bøgeskov, smukke forårsmorgener og (forhåbentligt!) lune forårsaftener. Jeg har kigget lidt på listen over fuglearter set i Danmark, og jeg vurderer, at der er 18 fugle, som jeg uden tvivl får set, hvilket vil hæve min nuværende total til 184. Derudover er der 32 fuglearter, som jeg vurderer som mulige. Det vil sige, der er en chance for, at jeg ser dem, men der er også en chance for, at jeg ikke gør. Forudsat, at der ikke kommer overraskelser i form af fugle, som jeg slet ikke havde regnet med, skal jeg altså finde mindst halvdelen af de mulige arter for at nå mit mål om 2o0 arter. Det bliver ikke let, men der er ikke andet at gøre end at give den gas derude. Og kom så maj – du kan godt!
Jesper
Imponerende mange fugle du får set! og fedt med billeder af mange af dem – så lærer jeg noget 🙂
Lasse Birch Højrup
Fedt, at du kigger forbi Onkel 😁 Og dejligt, at du lærer noget!