Skrev jeg “kom maj, du våde vilde” i sidste indlæg? Det blev i hvert fald opfattet sådan. Sikke en blæsende og våd uge i sidste uge. Vandet var dog tiltrængt efter en ret tør april.

I lørdags (d. 8. maj) stod jeg op kl. 5.00, da det var tid til årets sommer-punkttælling. Det er fjerde år i træk, jeg laver sådan én, men i år havde jeg lavet en ny rute. Jeg syntes, jeg havde fået lagt punkterne lidt for tæt på hinanden på den gamle rute og at 20 punkter var lidt for mange, så på den nye rute var jeg gået ned til 16. Overordnet set var ruten dog den samme. Jeg startede hjemme i Sundby og bevægede mig så ud i Hamborgskoven.

Der var fint med fugle i alle punkter, og jeg fik registreret i alt 37 forskellige arter på de 16 punkter. Der var ingen store overraskelser, men dog årets første tornsangere (årsart #167). I de første par år, hvor jeg lavede punkttælling, brugte jeg min kikkert utroligt meget. Jeg lagde mærke til, at jeg i år stor set ikke brugte kikkerten, men efterhånden er blevet så skarp på stemmerne, at jeg registrerer fuglene bare ved at lytte til dem. Det er meget fedt. Det er en helt anderledes måde at kigge fugle på, når man punkttæller. Man får virkelig lagt mærke til lydene og antallet af fugle, og i hvilke retninger de forskellige fugle sidder. Noget andet jeg virkelig er blevet opmærksom på, i forbindelse med punkttællingerne er, at den lyd der går igen, uanset hvor jeg står i skoven, er lyden af kurrende ringduer. Uanset hvilket punkt jeg stod i, kunne jeg høre mindst én ringdue.

Der var en del rødstjert på årets tælling. Det er også en fugl jeg virkelig har fanget stemmen på det sidste års tid. Jeg synes, den minder om en bogfinke, der slutter midt i sangen.

Efter små tre timers punkttælling var jeg hjemme igen og fik hurtigt lavet en madpakke og pakket bilen med teleskop osv., og så var det ellers af sted til dagens næste punkt: Gedser Odde. Her kunne jeg hilse på to erfarne fuglekiggere – Louis og Gert – hvilket jeg var glad for, da jeg ikke er super erfaren i at kigge på træk, og det derfor er rart at kunne læne sig op af et par garvede gutter og suge noget af al deres viden til sig. Jeg har især ikke den store erfaring med forårstrækket, så jeg stod bare og nød solens stråler og de fugle, jeg kunne se. Ved selve skrænten var der godt gang i digesvalerne og rundt om ørerne på os fløj både by- og landsvaler.

Digesvaler ved skrænten.

Jeg var på pladsen et par timer og fik nogle fine oplevelser i den tid, jeg var der. Først og fremmest skal nævnes en fin flok småspover, som kom trækkende over os. Jeg syntes selv, at de var rimelig kortnæbbede, og at der derfor var tale om småspover, og ikke storspover, men det var rart at have de garvede fyre til lige at slå det helt fast. Da der lidt senere kom en lidt mindre flok flyvende forbi, som også tydeligt sagde som småspover, var jeg slet ikke i tvivl. Det er kun anden gang i mit liv, at jeg med sikkerhed ser småspover, så det var super fedt. Årsart #168. Jeg fik også både set og hørt en fin flok splitterner samt et par dværgterner, som fløj meget aktivt omkring ude foran os. Det blev også til årets første hvepsevåge (årsart #169).

Jeg kørte derefter til Gedser Lystbådehavn, da Gert havde fortalt, at den nordiske lappedykker stadig var at finde i havnen, og at den nu var i sommerdragt. Jeg har aldrig set nordisk lappedykker i sommerdragt, så den måtte jeg ned og kigge efter. Jeg gik ud på en af de broer, der ligger midt i havnen, og rimelig hurtigt fandt jeg den nu meget smukke nordiske lappedykker liggende helt op af sivkanten. Sikke en fin oplevelse.

Nordisk lappedykker i sommerdragt.

Ud over lappedykkeren fandt jeg også nogle pibere, som jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt var eng- eller skovpiber. De to skelnes især på stemmen, men fuglene her sagde ikke særlig meget. Der er det godt at have kameraet med, for jeg kunne så lægge billederne op i Facebook-gruppen “Feltornitologen”, hvor jeg fik et meget grundigt og detaljeret svar om, hvorfor der var tale om engpibere.

Engpiber – bl.a. på grund af brede flankestriber og langt næb.
Ligeledes engpiber – udover førnævnte kendetegn ses også orange undernæb, hvor skovpibers er pink.

Derefter gik turen til Bøtø Nor, hvor jeg startede i det sydlige tårn. Der var næsten ikke en eneste vadefugl – faktisk fandt jeg kun én, som ikke var en vibe. Det var til gengæld årets første tinksmed (årsart #170). Jeg synes, der har været bemærkelsesværdig få vadefugle i Bøtø i år. Jeg fandt også de “sædvanlige” traner og en overflyvende havørn (som faktisk kom ret tæt på).

Havørnen kom tæt over tårnet i dag.

På jorden ved de småbuske og træer, der er ved folden på vej hen til tårnet, fandt jeg en fin stenpikker og årets første bynkefugle (årsart #171).

Jeg kørte derefter den korte vej hen til Bøtø Skoven og gik en god tur i håbet om måske at kunne finde en vendehals. Det lykkedes desværre ikke, men jeg havde en dejlig tur, hvor jeg især fandt en del syngende skovpibere, hvor der slet ikke var nogen tvivl om, at det var skov- og ikke engpiber (årsart #172). Derudover fandt jeg også en syngende hedelærke på det samme sted, som Mads og jeg fandt min livsart for en måneds tid siden.

Musvåge over skoven.

Jeg havde også en intens oplevelse med et rådyr, som virkede forholdsvis upåvirket af min tilstedeværelse, så længe vi var ca. 15 meter fra hinanden. Den gik stille og roligt og spiste, drak og kløede sig, imens jeg tog lidt billeder af den. Efter lidt tid listede jeg væk uden at skræmme den.

Rådyr holder øje med mig.

Efter en god tur i skoven sluttede jeg dagen af med at køre forbi den nyetablerede Åhave Sø i Nykøbing. Her fandt jeg rimelig hurtigt en lille præstekrave, der virker til at have taget stedet til sig, da der vist også var et ynglepar ved søen sidste år. Årsart #173.

Og som om det ikke var nok, gav weekenden en årsart mere, da jeg søndag kiggede op i luften, da jeg var i Maribo og kunne se årets første mursejlere flyve rundt. Så er det altså næsten sommer! Årsart #174.