*DK-art nr. 300*

Efter turen til Skagen gik tingene pludselig enormt stærkt! Læs med her om den seneste uges birding, som endte med, at jeg nåede mit store mål om 300 DK-arter.

Tirsdag d. 16. juni kørte jeg til Bøtø, hvor jeg havde aftalt at mødes med Morten Lisse, som har sommerhus i området. Morten og hans søn Benjamin er flittige og dygtige birdere, som jeg har mødt en del gange ved de lokale steder de seneste år, og de har fundet mange gode fugle heriblandt min første Damklire og Tajgapiber.

Jeg mødtes med Morten ved p-pladsen nær Stolt Henriksvej, og planen var så, at vi ville cykle lidt rundt i området. Morten har en rute, som han ofte kører, så den kørte vi, og her lærte jeg nye spændende områder at kende. De bedste fugle var et par Sortstrubede Bynkefugle og et Rødrygget Tornskade par. Vi fik også hyggesnakket en masse, og jeg fik fortalt Morten, at jeg var tæt på at nå de 300 DK-arter. Jeg havde planer om at skulle besøge min bror i Stenløse i weekenden, og da der i løbet af ugen var meldt en Flodsanger fra det nærliggende Ganløse Eged, håbede jeg på at kunne få hørt den, og dermed kun mangle én fugl for at nå de 300. Morten mente, at jeg ville nå 300 arter allerede inden sommerferien. Det syntes jeg selv lød lige lovligt optimistisk. Jeg skulle blive klogere…

Vi sluttede ved nordtårnet, hvor der var set en ung Aftenfalk i ugen op til, og fuglen var meget samarbejdsvillig og sad fint fremme i en lille busk så snart vi kom. Derudover var der virkelig fint med vadefugle i Bøtø, og vi talte bl.a. næsten 50 Sortklirer.

To dage efter tog jeg på aftentur og valgte at køre rundt omkring på Falster, især med henblik på at prøve at finde min egen Flodsanger, som der er en del af i landet i år (dog ingen i lokalafdelingen endnu).

Jeg var forbi Borremosen, Præstemoserne i Hannenov Skov, den nordlige del af Horreby Lyng og Præstemosen ved Horbelev. Præstemosen troede jeg egentlig kun, at man kunne se fra landevejen, så der startede jeg med at stå, og her så jeg pludselig en terne komme op over bevoksningen og fouragere lidt i luften, inden den forsvandt ned igen. Der var en del modlys, men jeg syntes godt, det kunne ligne en Sortterne, hvilket ville være lidt spændende. Lidt tilfældigt faldt jeg over et skilt, der viste, at der faktisk var et fugletårn i den anden ende af Præstemosen, så jeg kørte til Lammehave Økologi, hvor man via et “Spor i landskabet” kunne gå lidt over en kilometer til fugletårnet. Se info om ruten her.

Jeg kom ned til tårnet, som så rigtig fint ud, og jeg syntes faktisk også viewet over mosen så ganske interessant ud i forhold til rørskovssangere og måske en fremtidig Blåhals-lokalitet. Hele tre Nattergale sad og sang rundt omkring i mosen, og et Rørhøg-par fløj rundt over rørskoven. Den mystiske terne så jeg desværre ikke noget til.

Solen var ved at gå ned over den flotte sommeraften, og jeg besluttede mig for at køre til Barup Sø. Her startede jeg for enden af Barup Søvej, hvor man kan stå og kigge udover et stort rørskovsområde. Jeg kunne høre lidt Nattergale men ellers ikke noget. Derefter gik jeg ind i skov- og moseområdet fra Lillebrændevej. Her gik jeg ad plankestien ud til det område, hvor der tidligere har stået et fugletårn, som nu er væk. Der var ikke så meget at berette om, så jeg gik tilbage, og lige inden jeg kom ud af skoven, opdagede jeg et Pindsvin. Det skulle jeg lige have et billede af til Fuglebingo. Imens jeg gjorde det, hørte jeg den umiskendelige lyd af en Vagtel, der sang fra det åbne område et stykke væk. Jeg gik videre af stien tilbage mod bilen i håbet om at kunne høre den bedre, men den sagde ikke mere. Derefter kørte jeg lige et smut forbi Gundslev Å’s udløb (hvor jeg fandt Blåhals tidligere på året). Her sad en Sivsanger, men ellers var der stille.

Lørdag d. 20. juni var vi på besøg hos min storebror Jeppe og hans familie. Flodsangeren var stadig på plads, så han og jeg kørte på tur omkring kl. 20.15, imens konerne puttede unger.

Jeppe og jeg har brugt utrolig mange timer sammen i løbet af de 15 år, hvor jeg virkelig var bidt af lystfiskeriet. Jeg prøvede lige at sidde og regne hurtigt på det, og det er nemt blevet til flere tusind timer vi har siddet sammen ved en eller anden sø og ventet på hug fra store fisk. Det var hyggeligt at være på tur sammen på den måde igen – denne gang dog med et lidt anderledes mål.

Vi parkerede og gik ad stien ind i skoven, hvor vi hurtigt fandt den lille fugtige skovlysning, hvor Flodsangeren skulle sidde. Så var der ikke andet at gøre end at vente. Heldigvis stod der en lille bænk, og vi havde kolde sodavand med til at dulme tørsten på den varme sommeraften.

Den første time gik uden, at vi hørte noget til Flodsangeren. Der var dog masser af andre fugle, der sang rundt omkring i skoven. Lyset blev svagere og Skovsnepperne begyndte jævnligt at flyve over lysningen med deres høje pift og lave grynt. Tiden gik, og jeg blev mere og mere urolig for, at fuglen ikke ville give lyd fra sig. Vi ville jo også gerne tilbage og hygge med tøserne. Det var dog vildt hyggeligt bare lige at sidde os to og hyggesnakke om løst og fast igen. Da klokken rundede 22 annoncerede jeg, at vi gav den til 22.15 og derefter kørte hjem.

Kl. 22.14 var Jeppe midt i en historie, da en ny lyd pludselig fyldte skovens lydbillede kortvarigt. Jeg afbrød Jeppes historie med en løftet pegefinger og et opmærksomt blik, og Jeppe nåede lige at sige “Det har vi ikke hørt før det der”, og jeg nåede at svare “Det var den!”, hvorefter fanden tog ved fuglen, og den begyndte virkelig at give den gas med sin sang. Jeg synes det lyder som om, der er nogen, der tænder for en sprinkler. Hør med her:

Efterfølgende har jeg på lydoptagelsen faktisk kunne høre, at fuglen synger nogle enkelte strofer i minuttet op til – noget, der dog hurtigt drukner i skovens øvrige lyd.

Fuglen fortsatte med at synge uafbrudt i 2 minutter og 17 sekunder før den stoppede igen! Stemningen var euforisk og jeg fandt to lakridspiber frem fra lommen, så vi kunne fejre min DK-art #299. Selvom der var tale om en fugl, var stemningen og glæden genkendelig fra de mange gange, hvor vi sammen har stået med en stor fisk i nettet efter utallige timers venten eller måske endda en hel sæsons krævende ture. Det var fedt at kunne dele oplevelsen med sin bedste ven og give ham et lille indblik i rutsjebaneturen som birder!

Flodsangeren begyndte at synge igen, og det blev magisk, da en Skovsneppe samtidig fløj over lysningen og stemte med i koret. Pludselig ændrede Flodsangeren toneleje, og lød mere som en husalarm. Det vidste jeg ikke den kunne:

Vi var ret sikre på, at fuglen sad i en lille pilebusk, men det lykkedes os ikke at finde den. Det gjorde nu ikke så meget. Det er lyden, der er den store oplevelse.

Glade begav vi os igennem den mørke skov, og kørte hjem til tøserne. På terrassen derhjemme skålede vi i et koldt glas rosé, og de andre spurgte, hvilken fugl, jeg troede blev nummer 300. Jeg havde ingen idé, men jeg var til gengæld ikke i tvivl om, at den nok skulle komme i år.

Dagen efter kørte vi hjem fra Stenløse, og landede på Falster omkring 10.30, hvor planen var, at vi skulle ud og plukke jordbær. Jeg tjekkede lige min telefon, og kunne se, at der var meldt en Tophejre ud fra Majbølle Nor! DK-art nr. 300 var pludselig inden for rækkevidde, og Charlotte var heldigvis med på, at vi udskød jordbærplukningen og kørte til Majbølle, som ligger et kvarters tid væk.

Vi ankom til stedet og fik kontakt til andre twitchere, hvor vi fandt ud af, at hejren var fundet i en af de små søer på vej ud mod selve Noret omkring kl. 10, men var fløjet udover diget og forsvundet kort efter. Jeg havde ikke teleskop med, og med en varm bil fuld af familie tænkte jeg, at det klogeste nok var at smutte igen og håbe på, at hejren ville blive fundet igen senere på dagen.

Vi fik plukket en masse jordbær og skulle derefter lige i Rema, da Bird Alarm pludselig meldte, at hejren var genfundet. Det var Jan Svejgaard, som også genfandt skrigeørnen i Saksfjed sidste år, som havde fundet fuglen fouragerende ved en sivkant på den anden side af diget.

Vi skyndte os at afslutte handleturen, og drønede endnu engang til Majbølle. Her parkerede vi ved diget, hvor jeg straks så Jan og løb op til ham for at høre, om han havde fuglen. Det havde han, og jeg fik lov til at se den i hans teleskop (tak for det Jan). Her kunne jeg se en fin, lille, gullig hejre gå og fouragere et godt stykke væk. Sådan! DK-art #300 var pludselig en realitet! Hurtigere end forventet og som et lyn fra en klar himmel. En lokal fugl og så endda sammen med hele min familie, som må finde sig i lidt af hvert fra den tossede fuglefar. Det kunne ikke blive meget mere magisk.

Vi fandt lakridspiberne frem og holdt en lille fest i bilen 🥳 Tophejre var desuden min Storstrøm-art #263 og Lolland-art #224. Det var første fund i lokalafdelingen nogensinde! Og faktisk den første sjældne fugl, jeg nogensinde har set ved Majbølle. Vildt nok, når nærtliggende Kalløgrå har givet mig adskillige sjældne fugle. Sjovt nok var Majbølle også stedet som leverede min årsart #200 i 2021, hvor jeg startede bloggen, og hvor 200 årsarter var mit helt store mål.

Og hermed lykkedes det altså at opnå målet, som jeg satte tilbage i 2022 om at nå 300 DK-arter inden for 5 år. Og det endda med en fornuftig margin på et halvt år. Det gik stærkt her til sidst med hele 7 nye DK-arter på lidt over en måned! Efter Skagen-turen var jeg fortrøstningsfuld om, at målet var realistisk, men jeg var bestemt heller ikke sikker på, at det ville lykkes. Men det gjorde det, og det er en fantastisk følelse, når man opnår noget, man har sat sig for og kæmpet for.

Hvad så nu? Jeg kan jo birde resten af året med sænkede skuldre. Kigger jeg på de øvrige mål, som jeg satte mig i starten af året, ser det således ud:

• 5 nye ædelarter, heraf mindst et nyt sub-hit: Målet er nået. Jeg har fået 5 nye ædelarter indtil videre: Blåhals, Mallemuk, Islom, Vagtel og Høgesanger.
• 10 nye DOF Storstrøm-arter: Indtil videre 3. Der er lang vej endnu, og det mål når jeg nok ikke.
• 7 nye Lolland-arter: Jeg er på 6.
• 8 nye Falster-arter: Falster har drillet mig, og jeg er kun på 3.

Mit fokus kommer dermed til at være på lokale fugle og selvfundne arter. Især en lokal og gerne selvfunden Vendehals står højt på listen. Nu står sommeren for døren og med godt tre ugers planlagt ferie med campletten sydpå, kommer der til at være lidt stille på fuglefronten. Men efterårstrækket og alt hvad der hører med af lækre vadefugle, rovfugle og småfugle står lige for døren, og jeg glæder mig allerede.