I søndags besluttede jeg mig for at bestille mig et nyt og bedre objektiv – et Sigma 150-600 mm. Så da pakken kom i torsdags, og jeg kunne se, at der var lovet lækkert solskinsvejr med næsten ingen vind lørdag morgen, måtte jeg bare afsted! Jeg planlagde derfor en tur lørdag morgen.
Morgenen startede ved Majbølle Nor, hvor jeg ankom klokken lidt over 7. En jernspurv hilste mig velkommen, da den sad og sang lystigt i toppen af en brombærgren. Jeg nåede at tage et par billeder af den i morgenlyset, og selvom fuglen ikke er så tydelig på billedet, synes jeg, at der er en særlig stemning over det.
Det var lækkert at kunne komme så meget tættere på fuglen med det nye objektiv. Jeg fik placeret mig i tårnet og nød solens stråler, en kop kaffe og udsigten til et par gode timer i felten. Der var godt gang i småfuglene i det levende hegn, som omkranser fugletårnet, og jeg fik både hørt og set gulspurv, gransanger, blåmejse og den smukke stillits.
På engen og i søerne var der også fint med liv. Der var ikke så mange vadefugle, men diversiteten var fin. Der var lidt strandskader og et par rødben, som jævnligt gav lyd fra sig med deres karakteristiske “dyt-dyt”. En enkelt klyde svømmede morgentur i den ene sø, og en enkelt dobbeltbekkasin lettede fra rørskoven, lige da jeg panorerede forbi med teleskopet (heldigt!). Derudover flaksede en håndfuld viber rundt over engene. Lidt rovfugle var der også. En rørhøg han svævede rundt over rørskoven på jagt efter morgenmad, og en flot havørn med hvid hale fik sat det hele på vingerne, da den kom svævende over søerne og satte sig på en ø skjult af rørskoven.
Efter halvanden time var det tid til at komme videre, men jeg ved af erfaring, at det kan være en god idé at trille stille og roligt hen ad grusvejen og holde øje med de små pytter på engene langs vejen. Jeg havde derfor også beholdt både kikkert og kamera på forsædet. Det blev jeg glad for, da jeg i en af de små pytter spottede en vadefugl, som jeg hurtigt konkluderede var en rødben. I samme pyt fik jeg dog øje på to mindre vadefugle, som gik og fouragerede. Det var svaleklirer! En meget smuk og yndefuld lille vadefugl og årsart #143. Jeg betragtede fuglene lidt, og efter lidt tid kom en tredje svaleklire flyvende, imens den kaldte hyppigt. Den landede kortvarigt ved pytten og fløj så af sted med de to andre. Her kunne jeg nyde synet af de smukke sorte og hvide fugle med knaldsorte undervinger – et rigtig godt kendetegn for arten.
Alt i alt havde jeg noteret 40 arter i Majbølle, heraf 6 vadefugle og 8 andefugle (inklusive to skalleslugere). Jeg besluttede mig for at se, om Kalløgrå kunne overgå dette.
Kalløgrå startede godt, da jeg med det samme så en stor flok bramgæs – en art jeg ikke havde set i Majbølle. På vej ud til fugletårnet fik jeg jokket 4 dobbeltbekkasiner på vingerne. Selvom det aldrig er fedt at skræmme fugle, kan jeg ikke lade være med at blive imponeret over, hvor godt bekkasinerne kan holde sig skjult, inden de vælger at flyve op. Hvis de bare holdt sig nede i græsset, ville jeg aldrig have set dem. Og så synes jeg, at det lille “kætsch” de siger, når de går på vingerne, er lidt hyggeligt.
I Kalløgrå blæste der en let, men kølig vind. Der var vildt gang i hættemågerne på fugleøen i søen til venstre for tårnet. Derudover var der en stor flok klyder ved søen – nok omkring 100 fugle.
Her var der ligeledes fint med både andefugle og vadefugle. En håndfuld store præstekraver trissede rundt på de lavvandede flader i søen. Jeg fandt en enkelt smuk bjergand blandt troldænderne, og både en rørhøg hun og han kom svævende forbi.
Opsummerende var der intet usædvanligt på stedet, men det var fantastisk at stå og blive bagt af solens stråler og nyde de mange smukke fugle, som gjorde sig ekstra godt i det flotte lys. Alt i alt kunne jeg notere 39 arter i Kalløgrå, heraf 7 vadefugle og 10 andefugle, så Majbølle vandt altså med en enkelt 😊 Af de 39 arter var der 9 af dem, som jeg ikke også havde set i Majbølle. Sammenlagt med alle de fugle jeg så på de to lokaliteter samt fugle set på vejen, kom jeg op på i alt 51 arter. Ganske fornuftigt. Det var super fedt at have det nye objektiv med, og jeg kan mærke, at jeg kommer til at blive rigtig glad for det, når jeg lærer det bedre at kende. Der skal en del øvelse til, før det bliver rigtig godt, så det er bare om at komme afsted og få skudt en masse billeder af, så jeg kan finde ud af, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør.
Skriv et svar