De seneste to år synes jeg, at februar er sluttet med lovende forårstakter, for så at blive aflyst af en kold og grå marts. Det har været samme tendens i år.
Foråret skal dog nok komme, og de første forårsfugle er begyndt at dukke op. Der har ikke været så meget tid til fuglene de seneste par uger, men i fredags (d. 17. marts) kunne jeg se frem til nogle timers birding på Møn, da jeg havde en arbejdsrelateret aftale på øen. Ugen før var der blevet fundet øens første Amerikanske Sortand nogensinde, så jeg gik spændt i dagene op til, og håbede at den ville blive.
Den blev dog ikke meldt ud hele ugen, men jeg var fortrøstningsfuld og tænkte, at fuglen stadig burde være i området. Stedet den var fundet, var havet ud for Ålebæk Strand – en lokalitet som jeg kender fint. Jeg var derfor ikke i tvivl om, hvor jeg skulle starte, og jeg parkerede på den lille p-plads ved Ålebæk Strand omkring kl. 9.15. Jeg skulle af sted igen til min aftale omkring kl. 10.30, og ville så have mulighed for at vende tilbage igen omkring kl. 13, hvis det var nødvendigt.
Jeg gik ned til kysten og stoppede ved det første hul for at spotte ud over havet. På trods af, at der var lovet en rimelig kraftig blæst fra syd (fralandsvind) var der rimelig store bølger på havet. Men ellers var forholdene fine med lune temperaturer og tiltagende lys. Vinden var dog rimelig kold. Der lå en halvstor flok ænder, og i løbet af det første minut fik jeg 3 nye årsarter: Havlit (#99), Sortand (#100) og Fløjlsand (#101). Dejlig begyndelse, men alle sammen også forventede fugle.
Jeg fik scannet flokken godt igennem, og mente at kunne konkludere, at der ikke var nogen amerikaner iblandt. Jeg begav mig derfor videre nedad kysten og fik kigget to-tre andre flokke af Sortænder igennem uden held. Det blev til gengæld til yderligere to nye årsarter i form af Nordisk Lappedykker (#102) og Gråstrubet Lappedykker (#103). Derefter var tiden gået, og jeg måtte gå mod bilen, men ikke uden løftet om at vende stærkt tilbage!
Omkring kl. 13.15 var jeg tilbage, og jeg startede med at scanne flokken af Sortænder ved det første hul igennem igen. Jeg var lidt usikker på, hvor meget en Amerikansk Sortand ville skille sig ud iblandt de mange Sortænder, men jeg besluttede mig for at stole på, at jeg ikke ville være i tvivl, hvis jeg først fandt den. Samtidig besluttede jeg mig for en taktik for de resterende timer: Der var flokke af Sortænder i forskellig afstand fra kysten. Dem længst ude var utydelige og forsvandt meget i bølgerne. Jeg besluttede mig for slet ikke at bruge tid på at prøve at kigge på dem. Derimod ville jeg foretage en halvgrundig scanning af de flokke, der lå i fornuftig afstand fra kysten, og så prøve at komme så mange flokke igennem som muligt og håbe på, at jeg ville finde den forholdsvis hurtigt, hvis jeg fandt den flok, den var i.
Jeg bevægede mig henad kysten og fandt løbende flokke af Sortænder, som blev scannet igennem. Jeg tjekkede lige DOFbasen for at se på noten til den seneste observation af fuglen, og kunne læse mig frem til, at den var blevet fundet på stykket ved fyrretræerne, som jeg ikke havde kunne nå til om formiddagen. Da jeg nåede dertil, kunne jeg se en halvstor flok Sortænder et godt stykke længerede nede af kysten. De lå for langt væk til en ordentlig obs, men det så ud til, at jeg kunne komme på fin afstand af dem, hvis jeg gik et stykke længere nedad kysten. Det gjorde jeg, og jeg besluttede mig for at slå rygsækstolen ud og sætte teleskopet ned i højde, så jeg kunne sidde i en behagelig stilling og scanne flokken stille og roligt igennem. Der var et eller andet, der gjorde, at jeg havde følelsen af, at anden godt kunne være i denne flok. Den følelse har jeg haft før det forgangne år, og den har efterhånden vist sig ofte at holde stik.
Der gik heller ikke længe før jeg kortvarigt så en and, der så ud til at have en del orange på næbbet. Den dykkede dog, så jeg nåede ikke at se den ordentligt, men jeg havde på fornemmelsen, at det var den rigtige and, jeg havde fundet. Jeg holdt derfor fuldt fokus, imens jeg scannede den bevægelige flok igennem fra højre til venstre og tilbage igen. Det er vildt, hvordan fuglene kan forsvinde bag bølgerne, selvom det ikke ser ud til, at de er så høje! Pludselig var der dog ingen tvivl! En Sortand med en meget tydelig og stor gul/orange næbknold fyldte teleskopet, og jeg var slet ikke i tvivl: Amerikansk Sortand 🥳 DK-art #254 og årsart #104. Den gode start på året fortsætter! Jeg prøvede at få lidt doku-fotos igennem teleskopet med mobilen, og til alt held blev et enkelt af dem rimelig fornuftigt.
Jeg kunne nyde anden i ca. 10 minutter, hvorefter den pludselig forsvandt, og det lykkedes mig ikke at genfinde den, selvom jeg prøvede den næste halve time. Vildt nok! Jeg var dog mere end tilfreds og kunne derefter begive mig tilbage mod bilen med endnu en lækker oplevelse fra Møn i bagagen.
1 Pingback