Gedser for fa’n!

Jeg er fan af Gedser! Sådan har det dog ikke altid været.

Kort efter, at jeg for alvor var startet med at birde, flyttede vi tilbage til Lolland, og så skulle Gedser Odde selvfølgelig besøges. Selvom jeg er opvokset på Lolland, tror jeg aldrig, at jeg havde været på odden – eller måske endda Gedser – før!

Det var ikke ligefrem kærlighed ved første blik… Der var da fugle – bevares – men jeg syntes også altid det blæste meget på odden, og fuglekiggeriet var svært. Det var fugletræk over havet og dermed fugle på en vis afstand med fart på. Samtidig havde jeg heller ikke noget fugle-netværk, så jeg følte mig meget fremmed og ny, når jeg stod blandt de erfarne lokale birdere. Lokaliteten voksede dog langsomt på mig; godt hjulpet på vej af flinke og hjælpsomme lokale birdere, hvor især Louis (som jeg har nævnt mange gange her på bloggen) tog sig godt af mig. Jeg fik flere ture på forskellige årstider og fandt ud af, at det faktisk ikke altid blæser på Gedser Odde, men at der derimod næsten altid er et eller andet at kigge på. Jeg har siden da haft mange fantastiske oplevelser ved Gedser (både odden og de nærliggende lokaliteter) og stedet står indtil videre for 15 af mine DK-arter. Det tal tror jeg dog kun er stigende…

Dagen i dag startede som en smuk og måske lige lovligt varm efterårsdag, og jeg sad og arbejdede hjemme, da Bird Alarm omkring kl. 9.30 pludselig plingede med en ny meddelelse. Det første jeg ser er “Isabellastenpikker, Sjælland”. Jeg når at tænke “hvis den er her i nærheden, så rykker jeg på den”, inden jeg trykker mig videre ind og kan se, at meldingen kommer fra Mads Elley, som står ved Gedser Odde. Et hurtigt kig i kalenderen viser, at jeg har mulighed for at flexe ud et par timer, så grejet bliver smidt i bilen, og så er jeg ellers på vej mod Danmarks sydspids.

Omkring 10.15 stiger jeg ud af bilen, og når lige at hilse på min ven Simon, som er på vej væk fra stedet. “Den står lige ude på marken, bare gå hen til de to folk, der står der” siger Simon. “Yes, det lyder som en sikker sag”, tænker jeg, og går hen til to fuglekiggere nogle hundrede meter længere henne. Det viser sig dog ikke at være så nemt! Kort forinden har der været en Dværgfalk over området, og Isabellastenpikkeren er mistet af syne.

Jeg går helt ud til odden, hvor jeg hilser på Mads, Gert og Orla. Det er Orla, som har fundet fuglen, men de kan heller ikke genfinde den. Jeg scanner løs over pløjemarken, og ser bl.a. to fine Kaspiske Måger, som raster derinde.

Derudover er der et forrygende liv af Dværgfalke, som delvist trækker, og delvist jæger i området, og jeg ser i hvert fald tre forskellige fugle inden for en times tid.

Isabellastenpikkeren ser jeg derimod ikke – heller ikke selvom jeg prøver at bevæge mig lidt rundt i området. Klokken runder 11, og jeg bliver nødt til at give op og komme tilbage på arbejdet.

Jeg holder øje med udmeldingerne i løbet af dagen, men det er meget sparsomt, hvad der kommer fra Gedser. Kl. 13.15 kommer der en melding om, at fuglen er genfundet efter 3 timers søgen, men derefter er der stille igen. Jeg skal hente Lærke kl. 15 og kører derefter bilen på værksted, da vi har et dæk, der taber luft. Imens hygger Lærke sig i Charlottes børnehave. Da bilen er færdig, tager jeg derhen og hygger med tøserne, imens Bird Alarm er umådeligt stille. Kl. 17 har Charlotte fri og Lærke vil cykle med hende hjem. Jeg kigger en sidste gang på telefonen, inden jeg stiger ind i bilen, og sørme om ikke Mads igen har meldt Isabellastenpikkeren ud! Jeg får sagt det til Charlotte, og selvom planen var, at jeg skulle køre hjem og gøre maden klar, siger hun: “Du kører bare. Vi laver os nogle rugbrødsmadder”. Sikke en kone! 😍 Jeg drøner mod Gedser og skriver til Mads, at jeg er på vej. Han svarer, at han bliver på stedet og holder øje med fuglen. Fedt!

Jeg ankommer til Gedser ca. 17.30 i det smukkeste aftenlys. Mads står nogle hundrede meter henne og kigger ned ad skrænten, og jeg skynder mig hen til ham. Da jeg kommer, fortæller han, at fuglen har rastet på en betonklods 20 meter fremme i 10 minutter, men netop er fløjet direkte imod ham, og derfor må være på skrænten lige nedenfor os! “Det er bare løgn” tænker jeg, ved tanken om, hvis den skulle være forsvundet igen. Men kort efter finder jeg den i kikkerten: En fin, lys Stenpikker, som ikke gør så meget væsen af sig. Jeg tvivler på, at jeg ville have tænkt så meget over det, hvis jeg selv var stødt på den.

Det er fedt at kunne stå og betragte den sjældne fugl, som efter lidt tid har stillet sig op på betonklodsen igen. Den virker langnæbbet og er meget lys og sandfarvet – især på vingerne. Den har en mørk tøjle foran øjet samt lys øjenstribe ligeledes foran øjet. Jeg får skudt nogle billeder og glædet mig over min DK-art #270 (og årsart #218), som er tredje nye DK-art på kun en måned. Alle 3 fra Gedser!

Derefter vender jeg snuden mod bilen, da jeg tænker, at jeg hellere må komme tilbage til tøserne. Lakridspiben bliver spist i bilen, imens jeg nyder det smukke september-lys. Tak endnu engang til fantastiske Gedser!