Det rigtige sted, det rigtige tidspunkt

Wow! November er fuglemæssigt startet helt vanvittigt, og jeg har været nødt til at spørge mig selv om, hvor heldig man har lov til at være!

Det hele startede onsdag d. 1. november. Kl. 11.30 modtager jeg en sms på mobilen. Jeg får ikke lige tjekket den, men det gør min kollega Claus heldigvis på sin telefon. Han har nemlig modtaget samme sms fra en lokal liste vi er med på. I beskeden står der ”Blåstjert ringmærket på GFU. Slippes 12.00”. Claus kommer stormende ind på mit kontor og spørger om vi skal rykke til Gedser. Det tager ca. en halv time at køre til Gedser, så det er om at beslutte sig hurtigt. Jeg har egentlig været i tvivl om, hvorvidt jeg gad at køre efter en ringmærket fugl, men Blåstjert er så sjælden og svær at komme i nærheden af, at det sagtens kan være den eneste chance, jeg nogensinde får for at se fuglen. Vi rykker derfor med det samme, og jeg får sendt besked til folk på fuglestationen om, at vi er på vej. Få minutter over 12 ankommer vi til fuglestationen og kort efter bliver den fine lille Blåstjert vist frem for ca. 10 birdere. Fuglen er smuk i fjerdragten, og det er sjovt at kunne komme helt tæt på fuglen og se dens særlige kendetegn godt: Hvid øjenring, lys strube, rød flanke og blåtonet hale (dog ikke særlig tydeligt). Min fjerde DK-art fra Gedser på 2 måneder og min DK-art #271 (årsart #220).

Weekenden d. 3.-5. november var afsat til punkttællingsårsmøde ved Skærbæk nær Rømø. Det var tredje år i træk mødet blev afholdt, men første gang jeg selv deltog. Da mine forældre også er punkttællere kunne jeg køre og bo sammen med dem, så jeg så frem til en rigtig hyggelig weekend. Mødet startede først lørdag kl. 10, men vi var enige om at køre allerede fredag eftermiddag. Så havde vi også tid til at birde lørdag morgen. I ugerne op til holdt jeg lidt øje med, hvad der blev set i området (DOF Sønderjylland), men det var ikke vildt meget, der blev meldt ud. Jeg fik dog talt med en kollega, som har en del erfaring med området, og han anbefalede, at vi brugte lørdag morgen på kratlusk ved Rømø. Jeg følte ikke, at chancerne for nye arter i weekenden var vildt stor, men jeg havde dog forhåbninger om, at jeg måske kunne se enten Hvidbrynet Løvsanger, Lapværling eller Gråmåge.

Turen til Sønderjylland gik fint, og vi stod op lørdag morgen med planen om at kratluske på Rømø. Min mor var desværre ikke på toppen, så hun blev hjemme. Vi startede med at køre til den nordlige del af Rømø, hvor der ved Juvre skulle være et fint krat, der var værd at gå en tur ved. Vi var på plads et kvarter før solopgang (kl. 7.30) og havde i billygternes skær set en Skovsneppe på vej hen til stedet. Kort efter ankomst til krattet fik vi skræmt endnu en Skovsneppe op. Vi fik gået en fin tur langs krattet, men der var ikke vildt mange småfugle, så bedste fugl blev en Vandrefalk, der kom høvlende forbi.

Derefter gik turen til Landsende på den sydlige del af øen. Her skulle der være et større sammenhængende krat, hvor der for nogle uger siden var set Hvidbrynet Løvsanger. Vi gik en god tur ved det spændende krat, som dog virkede til at være meget fugletomt. Efter noget tid fandt vi en lille flok Fuglekonger og lidt Blåmejser, og her hørte vi faktisk et enkelt kald, der lød spændende. Fuglen kaldte desværre ikke igen, og en omgang mob gang kunne heller ikke lokke noget frem. Vi gik en gåtur på ”Kratluskerstien”, men selv dét gav ikke rigtig noget. På vej tilbage til bilen, kom der pludselig en melding på Bird Alarm om en Brun Sule ved Rømødæmningen! Brun Sule er mega sjælden med kun et enkelt fund fra Danmark ved Bornholm i 2020. Det var svært at vurdere ud fra meldingen, hvorvidt fuglen stadig var i området, men vi blev enige om, at vi selvfølgelig var nødt til at køre hen til stedet, som meget belejligt lå lige på vejen tilbage til Skærbæk.

Ved ankomst kunne vi konstatere, at det var en af de øvrige deltagere fra punkttællingsmødet (Ursula fra DOF Østjylland) som havde fundet fuglen, der var kommet gående i vegetationen nær vandkanten(!) Hun havde undret sig over fugle og tilfældigvis havde Jens Christensen, som er en af de tre findere af fuglen fra 2020, kigget i hendes teleskop og konstateret, at der var tale om en Brun Sule. Helt vildt! Fuglen var blevet set kort før vores ankomst, hvor den havde lagt sig i den brune vegetation og var forsvundet ude af syne. Der var heldigvis et stykke plastik, nær det sted den sidst var set, så vi havde et godt pejlemærke at gå efter. Efter fem minutter kom top-birderen (og min kollega fra Miljøstyrelsen Sydjylland) Morten Bentzon kørende, og da vi alle sammen havde stået og kigget yderligere et kvarter uden at finde fuglen, spurgte Morten os alle om det var ok, at han gik ud og tjekkede om fuglen var død, da han havde tilladelse til at gå ud i området. Det var der ingen indvendinger imod, så Morten bevægede sig ud på strandengen, imens vi andre holdt vejret i spænding. Jeg havde lidt en forventning om, at Morten ville finde en død Brun Sule derude, og derfor gik der lidt et chok igennem mig (og nok også de andre birdere), da sulen pludselig viste sig, da Morten stod få meter fra den. Brun Sule! DK-art #272 (og en tangering af min personlige årsartsrekord på 221).

Morten og Ursulas beretning kan for resten læses her. Der var tydeligvis tale om en afkræftet fugl, men den prøvede alligevel efter lidt tid at flyve og kom da også nogle meter, før den stillede sig på vadefladen. Her stod den lidt tid, før den endnu engang prøvede en flyvetur og endte ved et hegn lidt længere henne af bredden.

Lykkelige over, at det lykkedes os at se den mega sjældne fugl, valgte vi at gå i bilen og gøre plads til nogle af de mange tililende twitchere. Jeg fandt lige et par lakridspiber frem fra tasken, så den nye art kunne fejres.

Punkttællingsmødet gik i gang, imens der løbende kom meldinger på Bird Alarm om sulens tilstand. Det kunne fornemmes, at der var mange folk på vej fra hele Danmark, og at det for nogen kunne være et spørgsmål om minutter at nå at se fuglen, inden den højst sandsynligt ville være død. Arrangørerne af mødet nåede heldigvis at få fuglen at se i frokostpausen, men kl. 14.07 kom den triste, men forventelige melding om, at fuglen nu var død og blevet samlet ind af Morten Bentzon, så den kunne videregives til Statens Naturhistoriske Museum. Desværre var der twitchere, som akkurat ikke nåede at se fuglen i liv 😯 Som en service til finderne af fuglen kontaktede Morten arrangørerne af mødet, og spurgte om han skulle komme forbi og fremvise fuglen, inden den røg i fryseren, og vi fik derfor set fuglen en sidste gang, og denne gang helt tæt på. Det var lidt underligt at stå og kigge på den nu døde fugl, som jeg havde set i live kun få timer før.

Udover meldingerne om sulen, blev der også meldt en Fuglekongesanger ud fra Kratluskerstien, hvor min far og jeg havde lusket rundt samme morgen! Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det mon var den mystiske fugl vi hørte kalde en enkelt gang. Jeg er i gang med at finde ud af, hvad jeg skal anskaffe mig af optage-udstyr, for sådan en situation skal jeg ikke stå i igen! Det kommer der en opfølgning på i et senere indlæg. Men endnu engang var vi på det rigtige sted, det rigtige tidspunkt. Vi var bare ikke gode eller heldige nok til at finde den sjældne fugl.

Søndag morgen d. 5. november var der arrangeret fællestur og vi skulle til Ballum Sluse. Der var fint gang i fuglene, og vi fik set nogle store flokke af blandede vadefugle og masser af gæs, som blev sat på vingerne af Havørne. Efter lidt tid ser jeg pludselig en stor og meget lys måge i kikkerten, som jeg får gjort de andre opmærksom på. Det viser sig at være en Gråmåge, som kort efter lægger sig på vandet ude foran os. Ugens tredje nye DK-art er en realitet og jeg kan fejre DK-art #273 (årsart #222 – wuhu ny rekord!). Mågen kan betragtes i lang tid i teleskopet, hvor den dog er langt væk, inden den pludselig flyver betydeligt tættere på, og stiller sig i en indsø, så jeg kan få nogle dejlige billeder af den. Fedt!

Der er godt gang i fuglene, og jeg står og håber på, at der pludselig lyder et kald fra en Lapværling, som ville være endnu en ny art for mig. Det sker ikke, men til gengæld får jeg yderligere to årsarter, da en Skærpiber flyver kaldende over os (årsart #223) og en flok Bjerglærker bliver fundet på engen (årsart #224). Derudover finder jeg gode fugle i form af Blå Kærhøg og Vandrefalk.

Det var historien om en helt vild uge på fuglefronten, hvor jeg virkelig havde heldet med mig, men også formåede at udnytte (de fleste) af de chancer, der bød sig. Det bliver et helt vildt år at se tilbage på ved årsskiftet, som hastigt nærmer sig. Jeg vil dog ikke udelukke, at 2023 kan byde på flere nye DK-arter – men det må tiden vise 😎