Endelig lykkedes det – bare en enkelt, tak!

Ah, påskeferie. Og dermed tid til at komme lidt afsted. Jeg havde aftalt med Charlotte, at jeg kunne tage en tur i mandags (d. 11. april). Jeg havde ét overordnet mål for turen: Jeg skulle ud og se, om jeg kunne finde min første enkeltbekkasin – en fugl jeg har sat mig for skal ses i år.

Det virker dog ikke som om, at arten er den nemmeste at finde på Lolland og Falster. En søgning i DOF-basen viser, at der de seneste 10 år kun er indtastet 33 observationer med registrering af 66 individer på Lolland og Falster! Det skulle dog ikke stoppe mig fra at lave et målrettet forsøg, og jeg stod derfor ud af bilen ved Kalløgrå omkring kl. 7.30. Kalløgrå er sammen med Bøtø Nor og Saksfjed-Hyllekrog et af de steder med flest observationer af enkeltbekkasin på Lolland-Falster, så jeg tænkte, at det var et godt sted at starte.

Jeg ville dog lige starte med at kigge lidt med teleskopet, så jeg parkerede ude ved vigen, og lige så snart jeg steg ud af bilen, hørte jeg en skægmejse kalde fra rørskoven. Den første i år og årsart # 105. Der var fint med fugle i vigen, selvom vandet stod lidt højt, og jeg fandt bl.a. en del klyder og rødben, som ligeledes var første gang i år – årsart # 106 og 107. Vejret var solrigt, men køligt og mere blæsende end jeg havde håbet på, selvom jeg godt havde set, at vinden ville stå ind fra vest.

Efter at have kigget lidt ved vigen bevægede jeg mig op til tårnet, hvor jeg kunne konstatere, at der var godt gang i hættemågerne på øen i den sø, der ligger til venstre. Det var her, der var ynglende sorthovedet måge sidste år, så jeg begyndte at scanne fuglene igennem for at se, om de måske også havde indfundet sig i år. Der gik ikke længe, før jeg pludselig havde en sorthovedet måge i teleskopet: Knaldsort hætte og ildrødt næb. Fedt! Og kort efter kunne jeg konstatere, at den faktisk sad sammen med en anden fugl. De var uden tvivl i gang med de indledende øvelser til endnu et yngleforsøg. Super godt og årsart # 108!

Jeg fik meldt fuglene ud på Bird Alarm og DOF-basen og stod og nød dem lidt, inden jeg ledte videre efter flere gode fugle. Der var bl.a. en del krikænder, som jeg fik kigget godt igennem i håb om en amerikaner (det var ca. på denne tid sidste år, at der blev set en amerikansk krikand ved Kalløgrå). Jeg fandt dog ikke sådan en, men det er altid sjovt at spejde efter noget sjældent.

Da jeg var færdig i tårnet, gik jeg tilbage til bilen med mit teleskop, for nu skulle jeg ud og gå noget eng af i jagten på en enkeltbekkasin. Jeg startede i det nordøstlige hjørne af området og gik så ellers i en lige linje i de fugtige engområder, hvor jeg tænkte, at jeg ville hygge mig, hvis jeg var en enkeltbekkasin. Jeg fik gået området godt igennem og kunne efterfølgende måle, at jeg havde gået ca. 2,5 km i gummistøvler. Jeg fik 6 dobbeltbekkasiner på vingerne (årsart # 109), men desværre ingen enkeltbekkasin. Jeg havde ellers en god tro på projektet. Derudover fik jeg set en del engpibere, sanglærker og rørspurve.

Lidt træt i lårbasserne satte jeg mig tilbage i bilen og kørte mod Majbølle Nor. På vejen derhen så jeg to agerhøns på en mark – årsart # 110. I Majbølle startede jeg lige i tårnet, hvor jeg kunne konstatere, at der var en del ænder, men intet usædvanligt. Langs med grusvejen ud til tårnet, er der en eng, som virker lovende til bekkasiner, så jeg kørte derhen for at gå en lille tur. På vejen derhen fandt jeg to fine rødben ved et vandhul på en mark, som jeg kunne få nogle gode billeder af fra bilen.

På engen fik jeg gået endnu en tur, men den virkede skuffende tør, og jeg gav den derfor ikke så lang tid. Jeg fik dog sat en enkelt dobbeltbekkasin på vingerne, på det lille område af engen, som var lidt fugtigt.

Derefter gik turen til Skejten. Her er der aldrig blevet registreret enkeltbekkasin i DOF-basen, men jeg havde udvalgt det som et sted med stort potentiale, da jeg tit ser dobbeltbekkasiner på stedet, og det virker til at have alle de parametre, der skal til for at være rastested for enkeltbekkasiner.

Jeg har fået en bekendt, der bor helt nede ved Skejten, som havde sagt, at jeg bare kunne parkere hos hende, når jeg skulle på tur. Dermed slap jeg for at gå ad den lange, kedelige grusvej – lækkert!

Lige da jeg steg ud af bilen kom to traner flyvende. God start! Jeg startede ved de store egetræer og gik langs kystlinjen hele vejen hen til rørskoven, som afslutter området. Her fik jeg lige en lille pause og en snack, inden jeg begav mig tilbage igen. Et lille stykke inde i rørskoven hørte jeg en vadefugl kalde ude fra vandet af, og ved at snige mig langsomt ind ad en sti imellem rørene, kunne jeg se, at det var en svaleklire, der stod og kaldte og blev svaret af en anden svaleklire ikke så langt derfra. Årsart # 111. Desværre var der for mange rør foran mig til, at jeg kunne få et godt billede.

Solen kom virkelig frem og begyndte at varme omgivelserne op. Kombineret med, at jeg nu begyndte at vade væk fra stierne og gå i sjapvand og tæt bevoksning, skal jeg love for, at kropstemperaturen steg hastigt. Jeg valgte hele tiden at sætte mig nogle fikspunkter, så jeg havde nogle mål at gå efter, og så jeg kunne afsøge engen så systematisk som muligt. Der var forbavsende tørt i forhold til, hvad der plejer at være, men der var dog småfugtige områder på flere steder. Flere gange fik jeg skræmt en fugl op, men hver gang måtte jeg konstatere, at det enten var en engpiber eller rørspurv.

Et gråande-par, som valgte først at gå i luften et par meter fra mig, fik også lige skræmt livet af mig. Efter at have gået endnu ca. 2,5 km i gummistøvler, stoppede jeg af en eller anden grund kortvarigt op, og lige pludselig fløj en fugl op kun et par meter fra mig. Det første jeg så var, at der var tale om en mindre bekkasin med et par lækre karamelfarvede rygstriber, og jeg fik hurtigt kikkerten på fuglen, som fløj i en forholdsvis lige linje direkte ud mod vandet. Jeg syntes, at jeg kunne konstatere, at den havde et forholdsvist kort næb og fuglen valgte at gå ned på engen igen efter kun at have fløjet omkring 50 meter. Jeg fik noteret mig et godt fikspunkt for, hvor den ca. gik ned. Kombinationen af, at fuglen gik op meget tæt på mig og uden at give lyd, var af mindre størrelse med karamelfarvede striber, havde et kort næb og fløj forholdsvis lige og i kort tid før den gik ned igen gjorde, at jeg var næsten 100 % sikker på, at det endelig var lykkedes mig at finde min første enkeltbekkasin. Jeg ville dog rigtig gerne have et billede af fuglen, så jeg bevægede mig langsomt hen mod stedet, hvor den gik ned, med kameraet klar. Jeg nåede helt ud til vandet, uden at have skræmt den op, og bevægede mig derfor tilbage til udgangspunktet. Efter ca. 10 meter gik fuglen på vingerne igen, og jeg knipsede febrilsk med kameraet i håb om at få bare et enkelt godt billede. Det lykkedes heldigvis lige akkurat, da et enkelt af billederne viste fuglen, så den kunne identificeres. Billedet bekræftede kun min antagelse, men jeg ville gerne lige være helt sikker, så jeg tog et billede af billedet med min telefon, og skrev til min ven Simon, om han kunne bekræfte, at det endelig var lykkedes mig. Han var heldigvis hurtig på tasterne og kunne bekræfte, at der var tale om en enkeltbekkasin. Sådan – et glædesråb lød over Skejtens enge. Årsart # 112 og DK-art # 238. Og første registrering af enkeltbekkasin fra Skejten. Fedt at jeg måtte kæmpe lidt for den!

Høj på den fede oplevelse gik jeg tilbage til bilen og fik smidt lidt af det varme tøj, og fik mig noget at drikke. En rugbrødsmad og en lakridsstang røg i lommen, og så gik jeg tilbage til Skejten og fandt en stor træstamme i solen, som jeg kunne sætte mig op af og nyde min frokost og følelsen af, at have opnået et stort mål. Det var klasse!

Efter et velfortjent hvil kunne jeg ikke lade være med lige at vandre lidt mere eng af. Jeg fik dog ikke flere bekkasiner på vingerne, men hørte til gengæld en natugle tude og så to fine halemejser i et af de store egetræer. Begge fugle var første gang de blev registreret fra Skejten i DOF-basen. Derefter var jeg ved at være mør i kroppen og mæt på fugle efter en fantastisk tur, der bød på i alt 61 arter, heraf 8 årsarter og 1 DK-art. Og synet af de karamelfarvede striber på fuglen lige da den gik på vingerne står stadig knivskarpt på nethinden. Orj, hvor var det fedt!