Slutningen af Påsken bød på flere fine fugle og en del nye årsarter. Lørdag d. 16. april kunne jeg se frem til at birde på Falster fra omkring frokost og resten af dagen. Der var blevet set gode fugle i området i dagene op til – silkehejre, vendehals og ringdrossel – så jeg var super spændt og kunne næsten ikke sove natten før af bare fuglefeber.
Vejret var kanon, og jeg startede turen med at køre til Gedser Lystbådehavn. Planen var at få gået en masse områder af i håbet om at finde ringdrossel, vendehals, hærfugl eller noget andet rigtig spændende. Samtidig holdt jeg et vågent øje med himlen i håbet om en sort stork eller lignende.
Ved Lystbådehavnen fandt jeg min første sortstrubede bynkefugl i år – et par endda. Årsart # 113 og et dejligt gensyn med en flot fugl. Jeg gennemsøgte først området nord for lystbådehavnen, og bevægede mig derefter syd på og gik en god lang tur på Kroghage. Jeg fandt dog ingen sjældenheder, men kunne notere endnu en ny årsart i form af landsvale. Årsart # 114. Årets første svale er altid en dejlig begivenhed.
Derefter gik turen til området omkring Gedser Naturskole, hvor der var set vendehals dagen før. Jeg gik en god tur uden held og gik bagefter en tur på diget, hvor jeg fandt to husrødstjerter. Endnu en ny årsart – årsart # 115.
Derefter gik turen til Birkemose. På vejen derhen så jeg en fin stenpikker (årsart # 116). Ved Birkemose gik jeg igen en god tur, og fandt yderligere et par sortstrubede bynkefugle.
Fra Birkemose gik turen videre til Bøtø Enge. Her havde jeg teleskopet med og fandt et par af lille præstekrave ude på en af øerne (årsart# 117). Langt ude fandt jeg også den smukke atlingand – der var faktisk nogle stykker (årsart # 118). Der var fint med fugle i området og en flok på 7 traner kom også forbi.
Jeg gik en god tur i området i håbet om ringdrossel eller vendehals, men fandt intet sjældent. Derefter kørte jeg mod Bøtø Nor, men valgte at køre zigzag igennem sommerhusområdet, der grænser op til, i håbet om måske at finde en vendehals i vejkanten. Det gjorde jeg desværre ikke, men det blev dog til årets første rødstjert (årsart # 119). Sidste stop var sydtårnet i Bøtø Nor, hvor øverste etage desværre stadig et utilgængeligt. Det går en del udover oplevelsen. Her fandt jeg også lidt atlingænder samt svaleklire og rørhøg foruden en del andre ænder. Derudover var der lidt over 40 brushaner (årsart # 120). På dette tidspunkt var klokken blevet omkring 19.45 og jeg vendte snuden hjemad efter en skøn dag, der kun lige manglede en enkelt sjælden fugl for at være helt i top.
Søndag d. 17. april var det egentlig ikke planen, at der skulle kigges fugle. Charlotte og jeg havde været i haven i det skønne vejr det meste af dagen, da der omkring kl. 14.30 tikkede en bird alarm ind om hærfugl set på Østmøn. Hærfugl står højt på vores begges ønskeliste, og Charlotte foreslog hurtigt, at vi tog en spontan familietur til Møn. Lærke og bilen blev pakket på rekordtid, og så var vi ellers afsted mod Møn med to store kopper iskaffe i hånden og godt humør i bilen. Skulle det mon lykkes denne gang?
Vi ankom til Møns Fyr omkring kl. 16.30 og kunne se en god håndfuld andre fuglekiggere på stedet. Det viste sig desværre hurtigt, at hærfuglen ikke var blevet fundet igen den sidste times tid. Vi var dog ved godt mod, så klapvognen blev pakket ud, og så gik vi en god tur frem og tilbage i området, imens vi spejdede efter hærfugl. Jeg fandt en fin bomlærke, som sad og sang lystigt i toppen af et træ. Det er ikke en sjælden fugl, men det var kun tredje gang, at jeg ser bomlærke, så det var en god oplevelse, og fedt at jeg kunne kende dens sang. Årsart # 121.
Efter halvanden times eftersøgen i området var alle de andre fuglekiggere taget videre, og vi besluttede os også for at give op, og begav os i stedet hen til Høvblege, hvor der var blevet set ringdrossel de seneste dage. Det er ikke rigtig klapvognsterræn og Lærke skulle have noget mad, men Charlotte var storsindet og sendte mig afsted, imens hun tog sig af Lærke. Jeg vandrede målrettet mod det sted, hvor droslerne var blevet set, og da jeg kom over toppen på en bakke, kunne jeg spejde ned på en lille lund med nogle mindre buske og træer. Ret hurtigt fløj en mørk drossel fra et af træerne og ned på jorden, og da jeg fik den i kikkerten kunne jeg se den smukke, hvide aftegning på brystet. Ringdrossel! Årsart # 122. Jeg synes virkelig, det er en fed drossel! Jeg sneg mig stille og roligt tættere på fuglen, så jeg kunne få lidt billeder af den. Den fouragerede lystigt på græsset, og da jeg kom lidt tættere på, fandt jeg endnu én (der var meldt i alt 5 ud samme dag, så det var ikke nogen overraskelse, at der var flere). Det var super fedt, at stå og nyde de smukke drosler i det flotte aftenlys, og efter en lille hyggestund begav jeg mig tilbage til bilen og mine to tøser. Det var kun fjerde gang i mit liv, at jeg så ringdrossel.
Derefter gik turen til aftenens sidste stop; Råby Sø, hvor der tidligere var blevet set vendehals. Jeg havde aldrig været på stedet før, men vi gik en fin tur nedad en grusvej, der til sidst endte ved en eng og sø. Her var der fint med især andefugle, men desværre ingen vendehals. Vi så til gengæld en ræv, der var på musejagt, og som blev betragtet af et rådyr. En fed oplevelse.
Derefter var vi trætte og begav os hjemad, hvor aftensmaden denne gang blev den nemme løsning fra det lokale pizzeria. Det lykkedes ikke at finde hærfuglen, men det var alligevel en virkelig hyggelig tur, som bød på masser af andre fine fugle. Og som et lille kuriosum kunne jeg se, at der blev registreret en hærfugl kl. 8 i morges stort set fra det sted, hvor vi parkerede bilen ved det sidste stop. Man ved aldrig, hvor tæt man er på de sjældne fugle. Hærfuglen skal nok komme en dag 😊
Skriv et svar