Der har været stille på bloggen siden mit nytårsindlæg, men det er ikke fordi jeg ikke har været ude!
D. 7. januar var jeg på tur i det skønneste solskinsvejr og startede ved Skejten, hvor jeg fandt en flok Tajgasædgæs på Gammelholm Enge. En art jeg slet ikke fik set i 2023. På samme tur fandt jeg en Sølvhejre ved Skejten samt yderligere en flok på 35 Tajgasædgæs blandt flere tusinde Bramgæs på en mark, så det var tydeligt, at der var kommet nogle gæs til området omkring årsskiftet. Turen bød desuden på en flok Knortegæs, ligeledes på en mark. En art som jeg ikke støder på så tit i lokalområdet. Jeg sluttede ved Maribo Sø, hvor jeg havde nogle smukke Lille Skallesluger på tæt hold. Altid en lækker fugl at se.
Derudover bød januar mest på lokale usædvanligheder: Jeg fandt en Ederfugl i Guldborgsund på vej hjem fra arbejde (jeg cykler over sundet hver dag). Det er et sjældent syn på lokaliteten og kun tredje gang arten indtastes derfra i DOFbasen.
Den 18. januar var vejret for godt til ikke at tage tidligt fri og komme på tur. Jeg cyklede lidt rundt på ladcyklen i Nykøbing og fandt først 2 Dobbeltbekkasiner ved Tingsted Å. Det var første gang arten registreres på lokaliteten ’Nykøbing F. by – centrum og Nørrebro’, og da der er registreret i alt 149 arter fra lokaliteten var det ikke helt dårligt.
Jeg var især på jagt efter Skovsnepper i det flotte og kolde vejr, og på turens sidste stop ved Ravnstrup Skov lykkedes det endelig: Først fik jeg sat en enkelt Skovsneppe på vingerne, da jeg gik lige i skellet mellem eng og skov. En rute jeg ofte har gået i håbet om en rastende Skovsneppe, men det var første gang det lykkedes. Det gav mig blod på tanden, og efter yderligere eftersøgning gik endnu en Skovsneppe pludselig på vingerne. Mens jeg stod og kiggede på den, fløj endnu en fugl op, og sørme om ikke den kort efter blev efterfulgt af en fugl mere! Det var en fornem afslutning på en lækker tur, og jeg kunne derefter cykle glad hjem i dagens sidste lys.
Den 28. januar gjorde jeg et stop ved Guldborgsund Kajakklub efter jeg havde været ude og handle. Det ligger tæt på, hvor jeg bor, og er et område jeg først for nyligt har fået øjnene op for. Området består af en tange som strækker sig ud i Guldborgsund, og der er et fint område på omkring 200 x 80 meter med en del krat, urter og forskellige bærholdige buske. Det holder helt sikkert på nogle spændende fugle til tider. Derudover er der et fint view ud over Guldborgsund. Jeg har løbende været forbi området for især at scanne flokkene af Troldænder igennem for noget sjældent – Halsbåndstroldand for eksempel, som er set for ikke så mange år siden. Denne dag fik jeg dog noget af en overraskelse, da en Isfugl pludselig fløj forbi mig og rundede et hjørne i rørskoven. Fedt! Jeg eftersøgte fuglen i håb om et billede, og det lykkedes mig at genfinde den tre gange mere, men alle gange uden at få muligheden for et billede. Men endnu en super lokal art. Sundet har også budt på andet end fugle, da jeg både har fået set Spættet Sæl og Marsvin. Det behøver ikke være sjældent for at være sjovt 😊
Jeg har dog også fået jagtet årets første nye DK-kryds. Den 6. januar landede der nemlig en ornitologisk bombe, da min ven Simon Vikstrøm fandt en Mellemflagspætte i en kollegas have på det østlige Falster. Det var første observation nogensinde for Falster, og første observation i det østlige Danmark siden en rudedræbt fugl i 1983! Spætten landede heldigvis i haven hos nogle utroligt gæstfrie beboere, som har været meget overbærende med de mange fuglekiggere, som efterhånden har stået og kigget ind mod deres foderbræt, og også har været flinke til at melde spætten ind på DOFbasen og anvise, hvordan man bedst parkerer og kigger på foderbrættet uden at være til gene.
Mit første forsøg efter spætten var d. 4. februar, hvor jeg brugte 3,5 time sidst på eftermiddagen på at kigge på foderbrættet. Desværre dukkede spætten ikke op. Ugen efter (d. 11. februar) prøvede jeg igen, da jeg pludselig fik mulighed for at tage af sted. Denne gang gik jeg også lidt rundt i selve skoven, men jeg var flere gange forbi foderbrættet. Jeg sad i bilen igen kl. 16.07, og da jeg kom hjem kunne jeg se, at spætten var landet på foderbrættet kl. 16.08 (!). Onsdag d. 14. februar virkede det til, at spætten var jævnligt på foderbrættet, så da en kollega spurgte, om vi skulle flexe ud og prøve lykken, sprang jeg til. Vi nåede at stå ved stedet en times tid. Desværre igen uden held.
Lørdag d. 17. februar havde jeg mulighed for at komme afsted igen, da Charlotte og Lærke skulle hen og hygge hos mine svigerforældre. Jeg satte tøserne af ved toget kl. 9, og lige da jeg satte mig i bilen kom der en Bird Alarm om, at spætten var på foderbrættet. Det var ikke så godt, da spætten de forgangne dage kun var blevet set 1-2 gange pr. dag. Nu havde jeg allerede misset den ene gang! Jeg ankom til stedet kl. 9.30 og gik ned ad skovstien til stedet, hvor foderbrættet kunne ses. Her var omkring 8 andre birdere på plads. Nogen havde set spætten kl. 9. Andre havde akkurat misset den. Vejret var skønt og solrigt, så det var bare om at vente på, at spætten indfandt sig igen. Den første time gik, og jeg fandt den første kop kaffe frem. Imens kiggede jeg lige i DOFbasen for at se, hvordan spættens mønster havde været de forgangne dage. Det så desværre ikke opløftende ud. Dagen før, havde spætten været på foderbrættet kl. 9.30, og jeg kunne se, at der havde været folk på stedet fra kl. 10-13 uden at se den. To dage før, var spætten blevet set på foderbrættet kl. 9, imens der havde været folk på stedet fra 10-15 uden at se den. Det kunne godt gå hen og blive tricky!
Nårh, men der var ikke andet at gøre end at håbe og holde godt øje med foderbrættet. En flok Canadagæs kom flyvende over skoven og både Havørn og Ravn kom forbi et par gange, men ellers var det hovedsageligt foderbrættets almindelige fugle, der viste sig, heriblandt 3-4 Store Flagspætter. Oprindeligt skulle jeg køre hjemad kl. 13.30, men jeg skrev med Charlotte i løbet af dagen, som skrev, at de hyggede sig, og at jeg bare kunne fortsætte med at kigge. Til sidst aftalte vi, at jeg kunne give det til kl. 16.30 og så køre til Maribo og spise med. Luksus!
Birdere kom og gik, imens jeg stædigt sad på min stol og spejdede forgæves efter spætten. Kaffen og den medbragte madpakke var væk, og mine tæer begyndte stille og roligt at blive ret så kolde. Det med bare at sidde og vente, er ikke en disciplin, jeg har gjort mig meget i som fuglekigger, men jeg har gjort det utallige gange, da jeg medefiskede meget: Fodre en plads op og så sidde og vente på, at det eftertragtede bytte (typisk en suder eller karpe) indfandt sig på pladsen…
Det ville være løgn at skrive, at det ikke var en smule kedeligt bare at sidde og vente. Men jeg blev sgu også lidt stædig og tænkte, at den spætte ikke skulle narre mig endnu engang. Medefiskeren på trofæjagt i mig blev vækket og nægtede at stoppe.
Kl. 15 var jeg den eneste birder tilbage. Omkring 20 forskellige folk havde været forbi i de forgangne timer. Jeg skrev til Simon (finderen af spætten), og spurgte, hvad søren der lige skete for den besværlige spætte. Han mente, at den ville komme forbi igen og spise aftensmad. Jeg håbede, at han fik ret.
For at holde humøret oppe, prøvede jeg at komme i tanke om andre fugle, som jeg havde måtte vente på, men som det til sidst var lykkedes mig at se. Jeg kom i tanke om den Amerikanske Sortand, som jeg så sidste år efter en del timers søgen. Der var også min seneste Kongeørn som jeg så ved Holmegårds Mose i starten af 2021. Den havde jeg først brugt en halv dag på at finde uden held sammen med Charlotte, og lidt senere brugte jeg en kold formiddag ved Rødebro uden held, for derefter at køre ind til Holmegårds Mose, hvor det til sidst lykkedes mig at se den. Der var også min første Enkeltbekkasin, som jeg først havde en del forgæves ture efter og derefter havde en dedikeret dag efter, hvor jeg først vandrede Kalløgrå igennem uden held for til sidst at træde fuglen op ved Skejten.
Tankerne om de gode fugle, som jeg havde måtte kæmpe for, hjalp på motivationen og gav mig fornyet håb om, at det nok skulle lykkes. Tre birdere dukkede op, hvoraf to af dem havde været forbi tidligere på dagen. Den tredje havde, ligesom mig, forsøgt sig forgæves efter spætten tre gange før. Nu havde han lige en time at give af. Klokken nærmede sig faretruende 16.30, og jeg begyndte at miste troen på projektet. Men pludselig, kl. 16.26 så jeg en spætte, der pludselig sad på foderet. Jeg satte kikkerten til øjnene og kunne konstatere, at spætten var meget lysere i hovedet end de Store Flagspætter, der havde været på pladsen det meste af dagen. Der var den sgu! De 3 andre blev adviseret, og kameraet blev for første gang den dag sat på arbejde. Spætten sad ikke så godt i forhold til billeder, men det lykkedes mig at få enkelte skud, hvor spættens hoved med den flotte røde isse kunne ses. Sådan! Mellemflagspætte i allersidste øjeblik! Årets første DK-art var en realitet efter 7 timers stirren på foderbrættet (DK-art # 274)!
Fire minutter efter fløj spætten op i et nærtstående birketræ, hvor den sad ganske kort, inden den fløj over os og langt ind i skoven igen. Pyha, det var på et hængende år, men virkelig fedt, at tålmodigheden betalte sig! De tre andre glade birdere fik en high five, og så var en lakridspibe vist også på sin plads. Den blev nydt i det aftagende lys, før jeg gik turen tilbage til bilen, og prøvede at få en smule varme i kroppen igen.
Tilbage i bilen blev der skruet godt op for varmen, inden et jubelbrøl af forløsning blev skreget ud. Den art måtte jeg godt nok kæmpe for, og det gør jeg ikke igen lige foreløbig!
Jeg kunne derefter køre glad mod Maribo, hvor en lækker hamburgerryg med flødekartofler ventede på mig. Det var lige, hvad jeg trængte til. Senere på aftenen, da Lærke var puttet, satte jeg mig i sofaen med et godt glas 21 års rom, for lige at fejre den nye DK-art. Det var en god følelse!
Spætten har virkelig ikke været nem at gennemskue. Dagen efter landede den først på foderbrættet kl. 10.30, og to dage efter viste den sig kl. 10. Men jeg fik den sgu! Nu bliver det spændende at følge med i, hvor længe den vælger at blive.
Skriv et svar