Onsdag eftermiddag (d. 19. oktober) havde jeg muligheden for at komme ud og få lidt luft. Jeg havde opsparet en del flex, vejret var lækkert, og Charlotte og Lærke var væk hele dagen. Det eneste jeg ikke havde, var en bil.
Jeg besluttede mig derfor for at tage vores el-ladcykel på arbejde, og så flexe ud omkring kl. 13 og cykle et smut ud til Skejten. Jeg håbede på at kunne finde årets første Stor Tornskade, og drømte derudover om Enkeltbekkasin, Mosehornugle eller nogle spændende fugle ved strandkanten.
Omkring 500 meter fra Fuglsang punkterede jeg pludselig. Øv, det var en streg i regningen, men altid noget, at det skete så tæt på destinationen. Jeg fik trukket cyklen det sidste stykke og fik ringet til Charlotte, som heldigvis havde mulighed for at hente mig, når jeg var færdig. Så var det ellers på med gummistøvlerne og ind i parken. Da jeg ankom til det skovstykke, der ligger mellem parken og Skejten, måtte jeg lige prøve at afspille lidt mob gang. Det var helt sindssygt, som det trak fugle til sig. Forskellige mejser og Fuglekonger myldrede frem fra træerne. Det kan virkelig være effektivt!
Jeg nåede Skejten og kunne konstatere, at der var MEGET vand! Måske det højeste vandspejl jeg nogensinde har oplevet derude. Godt jeg havde mine gode lange gummistøvler på, for flere gange gik jeg rundt i 30-40 cm vand.
Det tog en smule af fornøjelsen, fordi jeg så var nødt til at kigge en del nedad for at se, hvor jeg gik. Men ellers var vejret fantastisk, og der var virkelig meget liv både på engene og i luften. Jævnligt kom der store flokke af Bramgæs forbi, som jeg tjekkede efter for at se, om der skulle være en Rødhalset Gås iblandt. Derudover kom der også en fin flok på 60 Traner trompeterende over mig, og 80 Hjejler fik jeg også set.
Jeg kunne hurtigt konstatere, at det nok var for vådt til Enkeltbekkasiner. Jeg fik tjekket alle småbuske og træer igennem for at se, om der skulle raste en Stor Tornskade, som jeg ofte har set på Skejten om efteråret. Men det virkede desværre ikke til at være tilfældet.
I rørskoven fik jeg hørt en enkelt Skægmejse, og da jeg kom ud til kysten fandt jeg en stor flok Viber samt 5 Almindelige Ryler. Det er første gang, jeg ser Almindelige Ryler på stedet, så det var en fin obs.
Pludselig kom der en flok på 8 svaner flyvende over mig. De lød underlige, så jeg fik kikkerten på dem. Det kunne godt ligne Pibesvaner, så jeg skyndte mig at få skudt nogle billeder af dem. Jeg har ikke særlig meget erfaring med Pibesvaner, så jeg måtte lige vente til jeg kom hjem med at glæde mig. Her kunne jeg smide billederne op på Facebook og blive bekræftet i, at det rigtig nok var Pibesvaner. Super fedt! Kun anden gang jeg ser arten og årsart #201 😊Og samtidig også kun anden gang arten registreres fra Skejten i DOFbasen. Sidste gang var i 1999.
Jeg gik videre og fik sat en enkelt Dobbeltbekkasin på vingerne. Derefter nåede jeg de store egetræer, hvor der også er en del krat, så jeg prøvede med lidt mob gang, og fik registreret en del småfugle i form af Spætmejse, Fuglekonge, Træløber, Musvit, Blåmejse, Gransanger, Sumpmejse, Gærdesmutte og Rødhals. Altid sjovt at få registreret nogle arter på lokaliteten, og det var første gang jeg har set Sumpmejse på Skejten.
Jeg gik derefter langs det område, som ligger nordligst, og hvor der rastede en pænt stor flok Bramgæs. Jeg havde ikke teleskop med, men det lykkedes mig at snige mig tæt nok på til, at jeg kunne scanne flokken igennem efter en Rødhalset Gås. Sådan en fandt jeg desværre ikke, og jeg gik derefter det sidste stykke af grusvejen op til Fuglsang, hvor Charlotte og Lærke kom og hentede mig.
Jens Brandt
Hej Lasse.
Endnu en fin beretning :o)
Lige et spørgsmål. Hvad er en mob gang? Jeg troede, at det var en slåfejl, da jeg læste det første gang, men det må jo være rigtigt, når du skriver det igen.
Mange hilsner
Jens Brandt
Lasse Birch Højrup
Hej Jens
Tak 🙂 Det en lydfil med småfugle, der alarmerer mod en fare. Prøv at kig i mit forrige indlæg: https://fuglefeber.dk/kratlusk-ved-stevns/ Der er en forklaring og henvisning, hvor man kan høre et eksempel på en mob gang fil. Det er noget værre larm.
Mvh. Lasse