Tilbage på Møn

Jeg har ikke været på Møn i år, men onsdag d. 19. juni kunne jeg se frem til en hel dag på den dejlige ø.

Jeg skulle nemlig ud og registrere ynglende Rødrygget Tornskade sammen med 3 kolleger. Jeg kørte sammen med den ene af dem – Aske – og vi blev enige om at køre lidt tidligere afsted, da vi så lige kunne nå at bruge en times tid ved Møns Klint, hvor der i noget tid har siddet en Lundsanger, som ville være en ny DK-art for os begge. Møns Klint er et klassisk sted for arten, men den har ifølge DOFbasen ikke været på stedet siden 2020. Jeg gad godt lære den at kende, da det er en art, jeg godt kunne drømme om selv at finde en dag – for eksempel på Falsters østkyst eller i min lokale Hamborgskov.

Vi ankom kl. 6.30 og parkerede ved Geocentret, hvorefter vi gik hen til trappen, der fører ned ad klinten. Vi nåede ikke mange trin ned før den tydelige sang fra en Lundsanger lød igennem skoven. Faktisk tog det kun 17 sekunder – lyt selv med her.

Jeg havde lyttet til sangen hjemmefra, men var spændt på, hvordan den ville være i virkeligheden, da den godt kunne lyde som noget, der kunne drukne lidt i mængden. Sangen var dog kraftig og tydelig, og jeg synes den minder om en spids Løvsanger. Hør den isoleret her:

Efter kort tid havde vi dermed begge fået en ny DK-art (min DK-art #278). Vi ville begge gerne se fuglen og brugte derfor en del tid på at rende op og ned ad trappen. Fuglen sang meget aktivt, men var også enormt bevægelig, og vi endte derfor helt oppe i toppen på gangbroen, hvor vi havde et godt udsigtspunkt og kunne høre Lundsangeren synge et stykke mod højre. Stille og roligt kom den dog tættere på os, og pludselig sad den lige så fint på en bar gren imellem de grønne bøgeblade. Så var det ellers frem med kameraerne, og vi fik begge knipset løs, inden den livlige sanger var videre igen. Fantastisk!

Derefter var det i gang med arbejdet, og vi havde en god, men dog lidt kølig dag på altid betagende Møn. Blomsterfloret på overdrevene satte smil på læberne, og det lykkedes os at finde en del ynglepar af Rødrygget Tornskade. Det er en fed fugl at overvåge, da den yngler i nogle lækre naturtyper og er ret nem at gennemskue. Flere gange stod jeg ved områder, jeg aldrig havde været ved før, men hvor jeg tænkte, at her måtte der altså være et ynglepar, hvorefter det viste sig, at det var der også. Det er en sjov disciplin at gå rundt på overdrevene og lede efter den karakteristiske fugl i toppen af buske og krat.

Vi kom godt rundt i områderne og stødte både på signatur-fuglen for Møn – Vandrefalken – men også den mindre slægtning Lærkefalk. Det er altid glædeligt at se de hurtige jægere.

Efter en god og lang dag sluttede Aske og jeg med at køre forbi Råbylille Strand, hvor der over længere tid har siddet en Gulirisk og sunget. Det er en art, som jeg efterhånden har brugt ret mange forgæves småture på at få krydset, så det var værd at se, om det mon skulle lykkes denne gang. Vi stod et kvarters tid ved den birk, hvor den eftersigende skulle ynde at sidde og synge, men vi hverken så eller hørte noget til fuglen. Derfor begav vi os tilbage mod bilen, men på vej tilbage, fløj en mindre fugl ud fra en birk og væk fra os, imens den utvivlsomt kaldte som en Gulirisk. Så var DK-art #279 sådan set hjemme, men det var ærlig talt lidt af en skod-obs. Den tæller dog, og så håber jeg, at jeg får både hørt og set den bedre næste gang.