I går – d. 26. april – blev der meldt en blåhals ud fra Kalløgrå. Den var fundet af Rene Christensen, som målrettet havde været på udkig efter arten, som i disse år breder sig mere og mere i Danmark – vildt sejt gået!
Jeg har selv set blåhals en enkelt gang før, da vi var i Vejlerne i 2020, hvor flere smukke individer kunne nydes på tæt hold. Sidste år, hvor jeg havde min store årsarts-mission, forsøgte jeg mig med den både på Fyn og i Nordjylland, men dog uden held. Det kriblede derfor i mig for at komme afsted og se en blåhals på hjemmebanen, og da vejret så fint ud i morges (d. 27. april) planlagde jeg en tidlig tur inden arbejde. Mine forældre var friske på at joine mig, så kl. lidt i 6 stod vi alle tre ved Kalløgrå og kunne nyde den smukke, røde morgensol.
Næsten med det samme kunne vi høre en blåhals synge fra rørskoven! Super godt, så var den på plads endnu! Vi brugte noget tid på at prøve at lokalisere fuglen, og et par gange nåede vi at se den meget kortvarigt, da den fløj hurtigt op i luften for så at forsvinde helt i rørene igen. På et tidspunkt syntes vi endda, at vi kunne høre to fugle, da den fugl vi var tæt på først sang, hvor der derefter blev sunget en enkelt strofe 30-40 meter derfra. Spændende! Efter tyve minutters tid kom den smukke fugl pludselig frem og sad og sang i en lille meters højde i nogle rør, som stod helt ud til kanalen. Vi kunne derfor alle tre nyde den, og jeg fik også et par halvgode billeder, inden den forsvandt ind i rørskoven igen. Blåhals fra Kalløgrå! Årsart # 127.
Efter den dejlige oplevelse, havde jeg en halv time tilbage at løbe på, så vi skyndte os hen i tårnet. På vejen derhen fik vi dog set hvidklire (årsart # 128), dværgterne (årsart #129) og gøg (årsart #130).
I tårnet prøvede vi forgæves at genfinde de sorthovedede måger – det virker desværre til, at de ikke har slået sig ned. Jeg fandt dog årets første fjordterne (årsart #131). Derefter var klokken lidt over 7, og det var på tide at komme videre på arbejde efter en kort, men begivenhedsrig tur.
Jens Brandt
Hej Lasse.
Hvor var det heldigt, at du og dine forældre fik set Blåhals i morges.
Jeg var også i Kaløgrå i går for at kigge efter fuglen, men så den ikke.
Jeg har kun set Blåhals i DK en enkelt gang. Det var i Sønderjylland i 2018, hvor jeg så den på lang afstand, men så kørte vi til en fuglelokalitet lige syd for grænsen. Der så vi til gengæld en Blåhals under de bedste forhold. Det ser desværre ikke ud til, at man kan sende billeder til dig på din blog. Jeg prøver derfor at sende dig et billede af fuglen enten på mail eller på Messinger.
Jeg var også ude ved fugletårnet i går. Der så jeg også min første Fjordterne i år :o)
Mange hilsner
Jens Brandt
Lasse Birch Højrup
Hej Jens. Ja det var godt vi rykkede, for det virker til, at den er væk igen. Ærgerligt du ikke fik den eller damkliren at se. Mange tak for de fine billeder 🙂 Vi ses lige pludselig.