Uret ringede kl. 4 på dag 2, og efter en hurtig omgang kaffebrygning og lidt morgenmad, parkerede vi ved Grenen omkring 4.30.
Vi gik ad Sandormsporet, og det var fedt at være tilbage efter tre år, men det var også en helt anden stemning end sidst, da vejret denne morgen bød på en del blæst, kølige temperaturer og småbyger. Det føltes mere som marts end maj…
Vi stillede os på Verdens Ende, hvor der allerede var ret godt fyldt. Der gik ikke længe, før en spændende lom kom flyvende over os forholdsvis tæt på. Det virkede ikke til, at der var andre end mig, der havde øje på den, så jeg skyndte mig at prøve at få teleskopet på den, men jeg nåede det ikke, før den blev meldt som Islom over Zello fra den yderste klitrække. Super fedt, og da jeg selv fik øje på fuglen og studsede over den, valgte jeg at se den som min ædelart #225.
Derudover fløj en Mosehornugle kortvarigt rundt lavt over de yderste klitter. Efter lidt tid, kunne jeg hilse på Emil Skovgaard Brandtoft (naturhistorier.dk), som kom hen og stod sammen med mig. Det var hyggeligt at gense Emil, som jeg mødte for første gang, da jeg var i Skagen i 2023, og siden da har holdt kontakten med.
Det skulle vise sig at være en morgen, hvor fuglene kom hurtigt forbi, da de havde en hård medvind fra syd, så selvom det lyder flot med omkring fem Topskarver og fire Islommer, var der ikke nogle af fuglene, vi fik set specielt godt. Begge arter var dog nye DK-arter for Claus, og han havde dermed overhalet mig med en enkelt fugl. De fleste fugle kom fra Kattegat og drejede mod NV, og vi havde følelsen af, at det ville være federe at sidde ved de yderste klitter.
En Storspove fløj rundt over reservatet, og jeg ville lige tage lidt billeder af den. Jeg kunne dog ikke få mit kamera til at fokusere, og det viste sig, at der var noget ved fokusringen, der havde sat sig fast i objektivet, så jeg hverken kunne zoome manuelt eller med auto. Kritisk!
Da to Topskarver blev set gående til rast nær de yderste klitter besluttede Claus sig for at gå derud for at få set dem bedre. Det skulle vise sig at være en uheldig beslutning, for imens Claus bevægede sig derud, blev der fundet en Mellemkjove, som kom trækkende et stykke ude. Jeg fandt kjoven i teleskopet, men syntes slet ikke jeg kunne se alle de detaljer, som folkene rundt omkring mig kunne se. Da Emil var færdig med at kigge på kjoven, fik jeg lov til at kigge på den i hans teleskop (et Kowa) og her kunne jeg se fuglen og dens detaljer en hel del bedre. Jeg ønsker mig et bedre teleskop…
Efter lidt tid gik Emil og jeg ned til Claus ved Y-pælen, hvor bl.a. også Alex Sand Frich (Friggens Blog) sad. Hvis du læser med, så var det hyggeligt at hilse på dig Alex!
Det var desværre lidt sent, vi fik rykket til de yderste klitter, da trækket af havfuglene virkede til at være overstået. En enkelt Islom kom dog lige over hovedet på os. Den var sjovt nok ikke blevet set fra Verdens Ende og derfor kunne vi få æren af at melde den ud på Zello.
Op ad formiddagen kom der gang i lidt rovfugle, og vi fik bl.a. set to Sorte Glenter samt en Hedehøg på ret lang afstand. Omkring middag gik vi tilbage og rundede hytten, inden vi kørte til Flagbakken, da jeg havde skrevet sammen med Oliver Gram (der filmede den fine punkttællingsvideo jeg deltog i), som gerne lige ville give mit kamera et kig. Han fik kigget på det, og konkluderede, at objektivet skulle sendes til reparation. Så var det da afklaret.
Vi tog til Batteriskoven, som lå meget tæt på vores bolig. Vi prøvede at finde lidt læ for den kraftige vind, og det lykkedes os at finde et par Topmejser samt en Grøn Busksommerfugl, som var ny art for os begge.
Derefter tog vi til Saftevandsbakken, hvor vi håbede på lidt rovfugletræk. Der kom lidt våger og en Havørn, og der sad en fin Sortstrubet Bynkefugl han, men aktiviteten var begrænset. Claus luskede derfor rundt og fandt arter, da han har en mission om at have set ti gange så mange arter (af alle slags), som der er dage på året. Han havde over 1.400 og håbede at kunne runde 1.500 i løbet af turen til Skagen. Imponerende!
Efter nogle timer ved Saftevandsbakken tog vi videre til Nedermosen, hvor vi gik en fin tur, dog uden det store at berette.
Trætte endte vi i hytten til frikadeller, pølser og kartoffelsalat. Der kom meldinger på Zello om spillende Tredækkere en halv time mod syd, men vi var begge for trætte, og lagde os i seng omkring kl. 21.
Dag 3 var vi på Grenen igen kl. 4.45. Denne morgen valgte vi at stå på de yderste klitter, men vi var spændte på, hvordan det ville gå, da der var lovet en del regn og fortsat hård blæst fra syd.
Ved ankomst kunne vi konstatere store, mørke skyer og heftige regnbyger over Kattegat. Vi håbede, at det værste ville drive forbi os.
Det skulle vise sig, at morgenen forløb uden de store højdepunkter. Lidt Almindelige Kjover kom trækkende tæt forbi os, og det var fint nok, da jeg ikke har oplevet arten tæt på særlig mange gange før. Derudover fandt jeg en fin Mallemuk på tæt hold, og kunne dermed notere min ædelart #226.
Efter nogle solide regnbyger, klarede vejret op, og der kom gang i rovfuglene. Trækket bestod hovedsageligt af Musvåger og Hvepsevåger. Vi fandt dog også et par Fiskeørne, tre Havørne og en Hedehøg – igen langt væk.
Omkring middag trak vi stikket, da de havde lovet heftig regn hele eftermiddagen. Hjemme i hytten fik vi os en god lur og et tiltrængt bad. Efter en god kop kaffe var vi klar igen omkring kl. 15. Planen var at drage på aftentur og ende ved Tredækkerne omkring kl. 20. Vi startede med at køre til Nordstrand, hvor vi gik hen til Skarvsøen. Der var fundet en Rødrygget Svale ikke så langt derfra aftenen før, og vi håbede, at den måske ville fouragere over søen. Ved udsigtspunktet over søen kunne vi konstatere mange svaler, og vi fandt både Landsvaler, Bysvaler og Digesvaler, men desværre ikke den eftertragtede Rødryggede Svale. Derefter gik turen mod syd til Tredækker-stedet, hvor vi ankom i god tid og kunne nyde vores medbragte aftensmad, imens regnen endnu engang faldt.
Langsomt ankom der flere og flere biler, men det virkede desværre til, at den heftige regn havde sat en stopper for spillelysten. Til gengæld var der pludselig en af de andre birdere, som havde rettet teleskopet den modsatte vej og kunne proklamere, at han havde en Ulv omkring 500 meter ude. Straks fik folk kikkerterne mod stedet, og vi kunne glæde os over synet af en stor Ulv, som løb rundt langs et levende hegn. Super fedt!
Glade tog vi hjem til hytten, og smed os til køjs omkring kl. 23. Uret blev sat til 5.30, da vi havde besluttet os for at droppe morgen-obs på Grenen og i stedet køre direkte mod Ulvedybet i håbet om at se Amerikansk Pibeand. Derudover kunne der så også blive mulighed for at tage forbi Holmegårds Mose og kigge efter Purpurhejre, selvom vi ikke troede så meget på den, da den ikke var blevet set siden kl. 10, hvor den var fløjet langt væk fra mosen.
Dag 4 stod vi op og fik pakket hytten sammen og kl. 6.30 var vi afsted mod Ulvedybet, hvor vi ville være ca. kl. 8.
Vi ankom til fugletårnet og håbede, at vi kunne gøre kort proces, da anden var meldt på plads en times tid før. Desværre nåede vi kun lige at scanne overfladen på søen kortvarigt, før alle ænderne blev skræmt op af en Havørn og fløj om bag en pynt et stykke ude, hvor de lagde sig. Damn! Det var svært at se ænderne fra tårnet, og vi prøvede derfor at bevæge os henad dæmningen for at få en bedre vinkel. Her kunne vi se lidt ænder, men de lå langt væk og stadig delvist skjult af pynten. Vi håbede på, at de pludselig ville flyve tættere på os igen. Imens blev der meldt om Pirol, Turteldue og Almindelig Skråpe fra Grenen, hvilket ikke ligefrem hjalp på humøret.
Ænderne rykkede desværre ikke på sig, så efter noget tid, besluttede vi os for at dele os op. Jeg blev stående, imens Claus ville køre længere ind ad dæmningen i håbet om at kunne se ænderne bedre. Efter kort tid parkerede Niels Kristian Bech Jensen tæt på mig. Niels Kristian er punkttæller og tidligere formand for DOF Østjylland, og jeg har mødt ham et par gange tidligere, så det var hyggeligt lige at støde ind i ham. Han var ligeledes på jagt efter anden og kørte hurtigt videre for også at få et bedre udsigtspunkt.
Jeg ringede sammen med Claus, som ikke havde held med foretagendet og ville køre længere ind ad dæmningen. Imens besluttede jeg mig for at gå tilbage til tårnet. Jeg nåede dog kun lige derop, før Claus pludselig ringede: “Jeg har syngende Turteldue! Jeg kommer og henter dig”. Så steg pulsen straks, og jeg skyndte mig afsted for at gå Claus i møde. Han kom drønende og samlede mig op, og på vejen tilbage ad dæmningen fik vi lige adviseret Niels Kristian om fundet. Det viste sig, at Claus var gået nedad en sti i håbet om at finde et bedre udsigtspunkt og kort efter havde hørt en Turteldue kurre i en busk tæt på. Han havde ikke været helt sikker på artsbestemmelsen og havde derfor fundet en optagelse af Turteldue frem, som han havde afspillet, og duen havde kvitteret ved straks at svare på den.
Vi ankom til stien og gik ned og stillede os i svinget, hvor Claus havde hørt fuglen. Vi blev enige om at vente med eventuel playback til Niels Kristian ankom. Vi hørte ikke noget til duen, så da Niels Kristian ankom et par minutter senere, prøvede Claus at afspille kaldet. Der skete intet. Shit. Claus gik et par skridt frem og afspillede igen kaldet, og kort efter blev der svaret fra krattet med stor kraft! Yes mand! Duen var på plads, og var ny DK-art for os alle tre (min DK-art #296). Smilene var store og vi fik givet high-fives og lykønskninger hele vejen rundt.
Turtelduen blev ved med at kurre, men pludselig virkede det til, at der også blev kurret længere væk fra, så vi blev i tvivl om, hvorvidt der var tale om to fugle. For det meste kunne vi høre lyden fra en tjørn meget tæt på stien, og vi kunne ikke rigtig forstå, at vi ikke kunne se fuglen. Pludselig fandt jeg dog fuglen siddende i en rede! Fuglen var godt skjult af grene, men jeg kunne se den specielle halsplet samt den røde øjenring. Der sad den sgu! Jeg fik med det samme adviseret de to andre, og vi trak os straks tilbage, da der så måtte være tale om en ynglefugl. Vores udmelding på Bird Alarm blev hurtigt fulgt op af en advarsel om at tage hensyn til fuglen.
Efter lidt tid gik vi tilbage til bilerne og fandt teleskoperne frem, da der var okay udsigt til alle ænderne fra stedet. Der gik ikke længe, før vi pludselig havde den Amerikanske Pibeand i syne! Den cremefarvede blis lyste tydeligt op, og den rødbrune side med hvid flankestribe bekræftede os i bestemmelsen. Den anden nye DK-art for os alle tre indenfor blot ti minutter (min DK-art #297). Og imens kunne vi høre Turtelduen kurre i baggrunden. Magisk!
Vi kiggede lidt på anden, som lå langt ude og efter lidt tid forsvandt ind mod pynten, og vi besluttede os for, at den skulle fejres med en kop kaffe til Turtelduens kurren. Mens vi sad dernede, ankom en twitcher, og da duen ikke sagde noget, gik Niels Kristian med ham for at vise ham den. Duen var dog ikke længere på reden, og de gik derfor længere nedad stien. Her fandt de duen siddende i toppen af en busk. Jeg har fået lov at bringe Niels Kristians billede her:
Dette var vi uvidende om, så da en lille, falkelignende fugl pludselig kom flyvende over stien direkte imod os, var det med en vis måben, at vi kunne konstatere, at det var Turtelduen. Den lavede en flot svævende, flyveopvisning lige over os i det flotteste lys med den blå himmel som baggrund (lidt som man kender det fra Tyrkerdue). Der gad jeg godt have haft mit kamera! Kort efter begyndte den at kurre i buskene lidt væk fra os.
Med den totaloplevelse i bagagen, satte vi os i bilen og kørte mod Holmegårds Mose. Vi ville kun have tid til en lille times obs, og da jeg havde kontakt med dygtige birdere, som havde ledt efter Purpurhejren siden morgenstunden uden held, var troen på projektet ikke så stor.
Vi ankom omkring kl. 15 og gik ned til mosen, hvor vi bl.a. kunne nyde tre Lærkefalke, der fangede guldsmede. Hejren så vi ikke noget til, men der er godt nok også mange egnede og ufremkommelige steder, hvor den vil kunne sidde og gemme sig.
Vi tilbagelagde derefter den sidste times kørsel og ankom til Nykøbing omkring kl. 17.
Dagene efter skulle jeg lige fordøje turen og alle indtrykkene. Før turen havde jeg tænkt, at jeg ville være glad, hvis jeg kunne få 3 nye DK-arter, så med 4 nye af slagsen var det mål jo indfriet til fulde. Derudover havde jeg fået set Pomeransfugl, Islom, Mellemkjove og Topskarv, som jeg kun havde set før på min forrige tur til Skagen i 2023. Det der nok manglede mest var “forårsfølelsen”. Jeg småfrøs begge morgener på Grenen, og det virkede til, at der generelt var få fugle – især småfugle – i området. Det spændende rovfugletræk, som man ofte kan opleve i eftermiddagstimerne, var også ret sparsomt. Og de gode fugle, vi fik set, var stort set alle sammen kortvarige oplevelser, hvor fuglene var langt væk. Det er jo selvfølgelig sådan det kan gå, når man er nødt til at afsætte nogle specifikke dage, uden at kunne tage hensyn til vejr og vind. Det var dog også værd at bemærke, at det kun var én af mine nye DK-arter, der kom fra selve Skagen.
Alt i alt var det fedt at gense Skagen og på en eller anden måde også spændende at opleve området under helt andre forhold end i 2023, hvor vejret næsten var for godt, og der manglede vind. Med de fire nye arter opnåede jeg årets første delmål med hensyn til DK-arter, som var at nå 297 arter. Grunden til det er, at jeg i starten af 2022 satte mig et mål om at nå 300 DK-arter indenfor 5 år, hvilket ville kræve, at jeg fik 67 nye DK-arter. Det har jeg nu opnået, men da jeg også har mistet 3 DK-arter på grund af arter, der er lagt sammen, er jeg jo så endnu ikke på 300. Det er der dog stadig håb for, selvom det slet ikke er givet. Jeg skal helst have en ny DK-art, inden sommerferiens start. Forhåbentligt kan Lolland-Falster levere noget rigtig godt.
Skagen-turen medvirkede også til, at mit mål om at komme i top 200 i Fuglebingo i løbet af årets første 6 måneder blev indfriet. Jeg er pt. nr. 183 og målet må være at komme i top 100, inden året er omme. Jeg har ikke rigtig nogen anelse om det er realistisk, men jeg vil mene, at der stadig er en del nemme point at hente, især blandt sommerfuglene.
I takt med, at jeg nærmer mig de 300 arter, kan jeg også mærke, at mit fokus stille og roligt bevæger sig fra at prioritere nye DK-arter til i stedet at prioritere lokale arter. Især DOF Storstrøm-listen vil jeg virkelig gerne booste. Jeg var ærgerlig over at misse Purpurhejren, men det er jo den risiko man tager, når man smutter til Skagen i flere dage i maj. Jeg har derfor også besluttet mig for, at næste års forårstur går til Møn i stedet. Forhåbentligt kan jeg få det arrangeret sådan, at det kan ske, når vejrforholdene er rigtige.
Skriv et svar