- Fokus på de gode fugleoplevelser og passionen som birder

purpurhejre

Set i DOF Storstrøm: Maj 2026

Dette indlæg omhandler sjældne og bemærkelsesværdige fugle set i DOF Storstrøm i maj 2026.

Kriterierne for, hvilke fugle, der er taget med, fremgår af den lyseblå tekstboks. Data er hentet fra DOFbasen, og udtrækket er lavet d. 3. juni.

Datasættet med de anvendte observationer kan hentes her:

En stor tak skal lyde til Bo Tureby, Ib Jensen, Lars Paaby, Lars Rostgaard, Morten Lisse, Sebastian Thorup Hansen og Simon Vikstrøm for billeder og tur-/finderberetninger.

Svaner, Gæs og Ænder

En Sortsvane blev set på lokaliteten ‘Smålandshavet nord for Fejø’ (L) d. 17/5.

En Indisk Gås blev set trækkende ved Råbylille Strand (M) 24/5.

En Nilgås blev set overflyvende ved Jættebrink (M) 3/5.

Rødhovedet And blev set i Maribosøerne med op til 28 ved Maribo Søndersø (L), 3 i Hejrede Sø (L) og 4 i Røgbølle Sø (L).

Omkring Nakskov blev der set op til 4 ved Slambassiner ved Savnsøvig (L), 1 ved Nakskov Havn (L), 2 (et par) ved Nakskov Fjord (L) og 4 (to par) ved Nakskov Indrefjord (L)

Hønsefugle

Årets første Vagtel i lokalafdelingen var en fugl 5/5 på Femø (L). Derefter blev der registreret følgende fugle: 1 Hundevængsgård (M) 15/5 og 24/5, 1 Staverholmmark (L) 21/5-22/5, 1 Borre Enge (M) 22/5, 1 Mandemarke Bakker/Høvblege (M) 23/5, 1 Bøtø Nor 23/5 og 25/5, 1 Borre Sømose (M) 23/5, 1 Ålebæk Strand (M) 23/5, 1 Feddet (S) 24/5, 1 Ålebæk (M) 24/5, 1 Hunseby/Maglemer (L) 25/5, 1 Frejlev (L) 26/5, 1 Saksfjed-Hyllekrog (L) 26/5, 1 Gedser Odde (F) 27/5, 1 Svinø (S) 28/5, 1 Tåstrup (M) 31/5 og 3 Enge øst for Søholt Gods (L) 31/5.

Lommer og Lappedykkere

3 Islommer blev set trækkende i perioden: 1 ved Gedser Odde (F) 16/5, 1 ved Roneklint (S) 21/5 og 1 ved Saksfjed-Hyllekrog (L) 30/5.

Sorthalset Lappedykker fortsatte med at blive set ved Broksø Enge (S) med op til 8 stk. i perioden 3/5-20/5. Derudover blev 2 set ved Bjørnebæk Sø (S) 6/5.

Hejrer, Storke og Ibisser

En Silkehejre blev set ved Avnø (S) 25/5.

Lokalafdelingens kun anden Purpurhejre nogensinde blev fundet af Lars Rostgaard ved Holmegårds Mose (S) 14/5. Lars fortæller:

“Torsdag d. 14 maj, tidlig morgen, tog min fotoven Jan Thorhauge Petersen og jeg en tur til Holmegårds Mose. Vi satte os på kanten af et ”tørveskær” – et sted hvor der tidligere blev gravet tørv – nu et idyllisk, rektangulært vandhul. Vi nød synet af Hættemåge-kolonien, Gråstrubede Lappedykkere, Blishøns, overflyvende Gøge, Bramgæs og svaler i luften. De første Mursejlere i år drønede rundt. Rød Glente, Lærkefalk, Blå Kærhøg og en enkelt Hvepsevåge fløj over. En del småfugle sang lystigt i buskene og rørskoven.

Efter en kort stund kommer, helt nede i den modsatte ende af tørvegraven, en lysbrun (beigefarvet), hejrefugl flyvende lavt over vandet. Jeg tænker
Rørdrum, da vi havde hørt Rørdrummen pauke flere gange. Hejrefuglen landede i nogle udgåede, væltede småtræer, stadig på temmelig lang afstand af os. Jeg tjekker fuglen i min kikkert og kan hurtigt se, at det er en Purpurhejre. Jeg har set Purpurhejre flere gange i Sydeuropa, så jeg var ret sikker i bestemmelsen. Wauw! Vi jubler (stille). Vi fotograferer begge fuglen flere gange, og sidder og taler om, hvad vi gør.

Jeg foreslår, at jeg ringer til Finn Jensen, som jævnligt kommer i mosen. Finn er en habil og dygtig ornitolog og fuglefotograf, som ikke bor langt derfra. Jeg ringer til Finn og fortæller, at jeg er ret sikker på, at vi sidder med en Purpurhejre foran os. Der går ikke længe før Finn dukker op, kigger på fuglen og giver os ret i bestemmelsen. Vi bestemmer os til ikke at melde den ud, da det formentlig vil give en masse virak og en del fugle er i gang med at yngle i området. Det er noget af et dilemma. Der er jo helt sikkert mange, som gerne vil have det kryds, men vi vælger altså at være tavse om opdagelsen. Senere på dagen taler Finn og jeg (telefonisk) om at
ændre på denne beslutning. Jeg sender nogle af mine billeder til Finn, og han ”offentliggør” fundet på dofbasen”
.

Efter offentliggørelsen fik flere ornitologer set fuglen d. 15/5 og 16/5, hvor den blev set flyve væk om formiddagen. Samme dag og dagene efter blev fuglen eftersøgt af mange inklusive mig selv, men fuglen virkede desværre til at være væk. Fundet skal godkendes af SU, men er veldokumenteret. Første fund i lokalafdelingen var en fugl ved Lidsø på Lolland i 2011.

Purpurhejre ved Holmegårds Mose  (© 2026 Lars Rostgaard)

Årets første Sorte Stork i lokalafdelingen blev en fugl på det østlige Møn set fra Hundevængsgård/Jættebrink (M) d. 24/5. Dagen efter blev en fugl set overflyvende ved Ulvshale Skov (M), og fra d. 27/5-30/5 rastede en fugl ved Nyord Enge (M). Den blev sidst set om morgenen, og lidt senere på formiddagen d. 30/5 blev en fugl set overflyvende ved Bønsvig Strand (S) lidt nordvest for Nyord. Det er vel nærliggende, at alle observationerne omhandler samme fugl.

Sort Stork ved Nyord (© 2026 Lars Paaby)

En Skestork blev set trækkende ved Bøtø Nor (F) 12/5. Derudover blev der set overflyvende eller trækkende fugle med 1 fugl ved Ulvshale Nordenge (M) 14/5, 2 ved Roneklint (S) 14/5, 1 ved Veddelen (M) 24/5, 1 ved Saksfjed-Hyllekrog (L) 27/5. Rastende fugle blev set med 2 ved Enge ved Lindersvold (S) 27/5 og 1 ved Nyord Enge (M) 29/5.

Rovfugle

Måneden bød på 9 Aftenfalke (personlig vurdering), hvoraf alle på nær én blev set på Møn:

En han blev set ved Jættebrink (M) d. 1/5. Dagen efter blev der set en han mere på flere forskellige lokaliteter på det østlige Møn. En hun blev set fouragerende ved Krambes (L) 3/5. Den 4/5 blev en hun set ved Mandemarke bakker/Høvblege (M). Den 24/5 blev en hun set ved Borre Sømose (M). Hele 3 fugle (to hanner og en hun) blev set ved Busene (M) d. 26/5, og en han blev set på Nyord (M) d. 27/5.

En del Hedehøge blev set i løbet af måneden. Første fugl var en overflyvende fugl ved Maribo Søndersø (L) 2/5. Ved Saksfjed-Hyllekrog (L) blev en fugl set i perioden 7/5-14/5 og en anden fugl blev set 27/5. Derudover blev der set 1 ved Avnø (S) 9/5, 1 ved Spragelse (S) 10/5, 1 ved Hundevængsgård (M) 12/5, 1 ved Bøtø Nor (F) 13/5 og endnu en fra samme lokalitet 16/5, 1 ved Jydelejet (M) 23/5 og til sidst 1 ved Gedser Odde (F) 27/5.

Omkring 5 Steppehøge blev set i perioden. 1 ved Busene/Jættebrink (M) d. 2/5, 1 ved Jydelejet (M) 3/5, 1 ved Bjernæs (L) 13/5, 1 ved Saksfjed-Hyllekrog (L) 13/5 og 1 ved Hundevængsgård (M) 23/5.

Op mod 126 Sorte Glenter (hvor der dog nok er en del gengangere iblandt) blev set rundt omkring i lokalafdelingen. Højeste tal var 5 Gedser Odde (F) 1/5, 5 Busene (M) 2/5, 18 Jættebrink (M) 3/5, 6 Saksfjed-Hyllekrog (L) 3/5 og 6 Gedser Odde (F) 22/5.

Blå Glente blev set på flere datoer og lokaliteter i lokalafdelingen. Hvorvidt der er tale om flere fugle skal jeg ikke kloge mig på, og jeg har ikke haft tiden til at sidde og sammenligne billeder. Men det er værd at bemærke, at fuglene er set på forskellige datoer, og der derfor godt kunne være tale om samme fugl, som har turneret rundt i lokalafdelingen. Den 1/5-2/5 blev 1, og måske endda 2 ifølge kommentarerne på DOFbasen, set på det østlige Møn. Ved Saksfjed-Hyllekrog (L) blev en fugl set d. 3/5. Og ved Gedser (F) blev en fugl set d. 4/5. Fundene skal godkendes af SU. Der har hidtil været 9 fund af Blå Glente i lokalafdelingen (medtaget april-fundet fra Gedser og Bøtø). Hvis fuglen fra Saksfjed-Hyllekrog godkendes, vil det være det tredje fund for Lolland.

Fuglen fra Hundevængsgård (M) d. 1/5 blev fundet af Benjamin Bechgaard Lisse, som sammen med vennerne Markus Clément og Sebastian Thorup Hansen havde en forrygende morgen/formiddag på Møn. Sebastian fortæller:

Der var pisket en solid stemning op til weekendens fugletur til Møn, som jeg nogle dage forinden havde planlagt sammen med Markus Clément og Benjamin Lisse. Sådan går det ofte, når vi skal på tur – og i dag var ingen undtagelse. Det usædvanlige var derimod, at vores forventninger faktisk skulle blive indfriet!

Om eftermiddagen efter skole d. 31. april trillede Markus og jeg mod Møn for at nå et hurtigt tjek af en håndfuld lokaliteter, inden vi samlede Ben op på Stege station om aftenen. Herefter gik turen, efter lidt aftenlyt i Busemarke Mose, videre til et shelter, hvor vi skulle overnatte. 

Vækkeuret ringede tidligt næste morgen, og kursen blev sat mod Møns Fyr, da vi alle var enige om at dagens hit måtte sidde derude.

Efter nogle timers kratlusk omkring fyret og Hundvængsgård, måtte vi dog erkende, at det næppe var i krattene at den skulle hives hjem i dag. Dette blev bekræftet kl. 08.45, da Benjamin, mens Markus og jeg tjekkede en gærdesanger, udbrød: Tjek lige…. Dét er en Blå Glente”. 

Og så hang der sørme en Blå Glente nogle 100 meter inde over land. Pulsen steg øjeblikkeligt, mens vi forsøgte at dokumentere dagens fugl, hvilket heldigvis lykkedes os. Den fortsatte umiddelbart mod nord, hvor den skruede sig op, for derefter at trække tilbage mod vest, hvor den formentlig var kommet fra. Da fuglen mistedes i kikkerten brød jublen ud, og dagen var officielt godkendt 🙂 

Der skulle dog ikke gå mange minutter – faktisk kun 25 – før Markus, mens han stod og smurte solcreme på nede ved parkeringspladsen, pludselig begyndte at snuble over sine egne ord, men dog fik fremstammet: H…H…Hærfugl!!” Og ganske rigtigt: Der kom gudhjælpemig en Hærfugl flyvende lige forbi parkeringspladsen! 

Kort efter satte den sig i et træ, og gik siden ned på klintestien. Den blev set on and off de næste par timer, og kunne også nydes gående på klintestien. Nu var dagen for alvor reddet! Og da klokken på dette tidspunkt kun var 09.15, kunne det virkelig gå hen og blive en dag til historiebøgerne…

Det blev dog ikke vildere end dette, men kort tid efter kunne vi notere en flok på 4 Sorte Glenter og en flok på 5 Hvide Storke. Alt dette indenfor ca. 45 minutter. Havde vi forladt lokaliteten en time før, var denne dag nok gået i glemmebogen. I stedet blev det en af de morgener man vil huske for altid.”

Blå Glente, Hundevængsgård 1/5 (© 2026 Sebastian Thorup Hansen)

Det blev til 2 stk. Lille Skrigeørn. Først en fugl ved Kraneled (M) 5/5 og derefter en fugl ved Saksfjed-Hyllekrog (L) 24/5.

Vadefugle

Ved Saksfjed-Hyllekrog (L) blev 2 Stylteløbere set 21/5, og de nok samme fugle blev set dagen efter ved Bøtø Enge (F).

Stylteløber, Bøtø Enge (© 2026 Simon Vikstrøm)

Måger

Sorthovedet Måge blev set flere gange i perioden omkring Saksfjed-Hyllekrog (L): 2 rastende 3/5, 1 trækkende 18/5, 1 rastende 27/5 og 1 rastende 28/5. Der kan selvfølgelig godt være gengangere iblandt. Derudover blev 1 fugl set trækkende ved Gedser Odde (F) 18/5.

Natravne, Skrigefugle og Spætter

En tidlig Natravn blev set ved Ulvshale Skov (M) 8/5. Ved Gedser Odde (F) blev en fugl ringmærket 11/5. En fugl rastede ved Sørup øst for Næstved (S) 14/5 og en syngende fugl blev hørt ved Ulvshale Skov 24/5.

Biæder blev set med omkring 14 fugle i løbet af måneden:

Gedser Odde (F) havde i alt 6 fugle: 1 10/5 , 1 22/5, 1 23/5 og 3 24/5. Derudover blev en fugl registreret ved nærtliggende Frisenfelt og Kanalerne (F) 19/5.

Saksfjed-Hyllekrog (L) havde 1 fugl d. 22/5 og 2 fugle d. 24/5.

Derudover blev der set 1 fugl ved Glumsø Sø (S) 23/5, 2 ved Jættebrink (M) 24/5 og 1 ved Ålebæk Strand (M) 30/5.

Især starten af måneden bød på flere observationer af Hærfugl. En rastende fugl blev set ved Møns Fyr/Hundevængsgård (M) 1/5. Dagen efter – d. 2/5 – blev en ligeledes rastende fugl set ved Ny Borre (M). Samme dag var der en overflyvende fugl ved Roneklint (S) og en trækkende/rastende fugl ved Gedser Odde (F). Ved Busemarke Mose (M) rastede en fugl 10/5 og ved Hejringe (L) blev en fugl set 30/5.

Hærfugl, Gedser Odde 2/5 (© 2026 Morten Lisse)

Lille Flagspætte blev hørt med 1 ved Tuerne ved Holmegårds Mose 7/5 og 1 ved Kysten ud for Bøtø Plantage (F) 17/5.

En Vendehals blev hørt syngende ved Kysten ud for Bøtø Plantage (F) 17/5. En mulig ynglefugl blev set ved Listrup Lyng, Virket Lyng (L) 24/5 (men dog indtastet under lokaliteten ‘Borremose på Falster’, da det er navnet på den mose, der ligger under lokaliteten Listrup Lyng, Virket Lyng – ja det er også forvirrende!). En fugl blev hørt syngende ved Bakkerne øst for Stengården (M) 25/5 og en ligeledes syngende fugl blev hørt ved Busene (M) 30/5.

Svaler

Rødrygget Svale har haft et godt år og lokalafdelingen har også haft sin portion af fugle siden en fugl blev set ved Gedser Odde (F) i april. På Møn blev en fugl set ved Jættebrink (M) 3/5. Samme sted havde endnu en fugl 24/5 og sørme om ikke samme sted samt nærtliggende lokaliteter havde en fugl mere 30/5.

Rødrygget Svale, Møns Fyr 30/5 (© 2026 Sebastian Thorup Hansen)

Drosler

Ringdrossel blev set med 1 R ved Møns Fyr (M) 1/5, 1 R Busene Have (M) 3/5, 2 R Jydelejet (M) 3/5, 1 FU Bøtø Enge (F) 3/5, 2 R Birkemose (F) 5/5 og 4 OF Gedser By (F) 6/5.

Småfugle

En Rødstrubet Piber blev set trækkende ved Gedser Odde (F) 19/5.

Flere lokaliteter med syngende Blåhals (sydlig) i april, havde også registreringer i maj: Gødstrup Engsø (S) havde 2 nye fugle (et par) d. 5/5. Der blev desuden registreret en syngende fugl 6/5 og 7/5. Den syngende fugl ved Gundslev Å’s udløb (Sortsø Nor/Blæsebjerg (F)) blev hørt igen d. 6/5. Ravnstrup Sø (S) havde registreringer af en syngende fugl 10/5-11/5 og 13/5. Kalløgrå (L) havde op til 3 syngende fugle på samme tid. Af nye lokaliteter for i år blev der registreret en syngende fugl ved Even Sø (S) d. 8/5 og Porsmose ved Holmegårds Mose (S) d. 12/5. Derudover blev en fugl ringmærket ved Gedser Odde (F) d. 15/5.

Drosselrørsanger blev registreret med første fugl ved Bøtø Nor (F) 14/5. Derefter enkelte fugle ved Røgbølle Sø (L) 19/5, Stege Sukkerfabriks jordbassiner (M) 20/5 og 25/5 og Saksfjed-Hyllekrog (L) 29/5. Op til 2 fugle blev set ved Glumsø Sø (S) fra 22/5 og måneden ud.

Drosselrørsanger, Glumsø Sø (© 2026 Bo Tureby)

Der blev registreret pænt med Græshoppesangere: 1 Porsmose ved Holmegårds Mose (S) 1/5, 5/5 og 12/5, 1 Hyldtofte Fæland (L) 2/5, 1 Busene Have (M) 3/5, 1 Bøtø Nor (F) 3/5, 1 Kramnitse Nor (L) 4/5, 1 Stoksbjerg (S) 5/5-6/5, op til 3 Gødstrup Engsø (S) 5/5, 19/5 og 25/5, 1 Borre (M) 10/5, 1 Fribrødre Å og enge (F) 10/5, 1 Enge øst for Hasselø Plantage (F) 10/5 og 18/5, 1 Saksfjed-Hyllekrog (L) 10/5, 1 Veddelen (M) 20/5 og 1 ringmærket Gedser Odde (F) 20/5.

Gulirisk blev set med 1 trækkende fugl ved Hundevængsgård (M) d. 12/5, 3 rastende fugle ved Gedser Odde (F) d. 21/5, 1 trækkende fugl ved Marienborg (M) d. 23/5 og 24/5 samt en trækkende fugl ved Gedser By (F) d. 27/5.

Hele 2 Høgesangere blev fanget og ringmærket ved Gedser Odde (F) 20/5. Derudover blev en fugl både set og hørt synge ved Marienborg (M) d. 24/5.

Årets første Lille Fluesnapper blev en fugl ved Vintersbølle Skov (S) 16/5. Ved Gedser By (F) blev en syngende fugl hørt 19/5. Ulvshale Skov (M) havde en syngende fugl 21/5, og det samme havde Gedser Odde (F). Klinteskoven (M) havde sin første observation 22/5 og der blev set op til 2 fugle perioden ud. Hundemose Skov/Tokkerup Hestehave (S) havde en syngende fugl 22/5-23/5, Gedser Odde (F) havde endnu en syngende fugl 24/5 og Jættebrink (M) havde en rastende fugl samme dag.

Lille Fluesnapper ved Klinteskoven (© 2026 Ib Jensen)

En Sydlig Nattergal blev ringmærket ved Gedser Odde (F) 2/5.

Pirol

Månedens første dag bød også på årets første Pirol i lokalafdelingen, da en gammel han blev set ved Bøtø Nor (F). Derefter blev der vanen tro observeret en del fugle rundt omkring: 1 SY Mandemarke Haver (M) 2/5, 1 T Jættebrink (M) 2/5, 1 SY Fiskebæk Skov (F) 3/5, 1 R Jættebrink (M) 10/5, 1 SY Saksfjed-Hyllekrog (L) 10/5, 1 T og 1 TF Gedser Odde (F) 15/5, 1 SY Udby Skov (M) 17/5, 1 SY Rådmandshaven (S) 18/5, 1 SY Ulvshale Skov (M) 21/5, 1 SY Korselitse Mellemskov og Bønnet Skov (F) 22/5-31/5, 1 OF Gedser Odde (F) 22/5, 2 R Saksfjed-Hyllekrog (L) 22/5, 1 SY Jydelejet (M) 23/5, 1 SY Bødkermosen (M) 23/5, 1 R Saksfjed-Hyllekrog (L) 23/5-24/5, 1 SY Klinteskoven (M) 24/5-25/5, 1 SY og 3 OF Gedser Odde (F) 24/5, 1 SY Borre Sømose (M) 24/5, 1 SY Bakkerne øst for Stengården (M) 25/5 og 1 SY Gedser Odde 30/5.

Forrige indlæg

Skagen – dag 2-4: Gode fugle trods svære forhold

Næste indlæg

Nye Lolland-arter, natsommerfugle og nul held på Falster

  1. Torben Sebro

    Hej Lasse

    Superfin og meget grundig fremstilling. Tak for arbejdet. Dejligt med finderberetninger til at krydre gennemgangen.

    Blot lige en minimal rettelse: Purpurhejren blev set sidste gang den 16/5 om morgenen.

    Vh. Torben

  2. Mads Elley

    Hej Lasse
    Dejligt du laver disse oversigter, tak for det!
    For fuldstændighedens skyld nævner jeg lige, at jeg hørte en syngende Lille Fluesnapper i Aktivitetsparken i Gedser By d. 19/5. Den var bar eikke kommet i dofbasen – det er den nu 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén