Dag 4 på min Skagen-tur (d. 20. maj) ringede uret først kl. 4.30. Jeg havde nemlig besluttet mig for at bruge morgenen ved Nordstrand, og der skal man ikke gå et kvarters tid som ved Grenen, men kan derimod parkere lige ved obs-pladsen.
På vejen hen til Nordstrand stoppede jeg lige ved campingpladsen for at lytte efter Gulirisk, men der var desværre ikke nogen, og så begav jeg mig videre.
Jeg ankom omkring kl. 5.00 og sagde godmorgen til solen samt 3-4 andre birdere, som allerede var på plads.
Turlederen Emil ankom efter lidt tid og jeg fik hilst på ham. Morgenen gik desværre som frygtet med alt for godt vejr og “fredeligt træk”, som Emil udtrykte det 😉 Omkring kl. 7.00 blev der dog meldt “kærhøg” trækkende direkte imod os fra syd. Jeg syntes mest det lignede en Blå Kærhøg, men Emil mente, der var tale om en Hedehøg, og det blev både bekræftet af mine billeder af fuglen samt folkene på Grenen, som få minutter efter meldte “Hedehøg” på Zelloen.
Til mit forsvar skal det dog siges, at jeg kun har set Hedehøg én gang før. Jeg huskede den bare som noget mere spinkel end denne fugl. Uanset hvad, var det årsart #193.
Der var efterhånden en del birdere på Nordstrand, og jeg faldt i snak med Rikke, som først var startet med at kigge fugle for nogle år siden. På et tidspunkt blev der meldt Ringdrossel ud fra Stald Grenen over Zello. Rikke fik nævnt, at sådan én havde hun aldrig set før, og da Emil kort efter fortalte, at Stald Grenen kun lå ca. 1 kilometer væk, prikkede jeg Rikke på skulderen, og spurgte om hun ville med hen og se Ringdrossel. Det var hun frisk på, så vi hoppede hurtigt i min bil og kørte til Stald Grenen, hvor vi et stykke væk fandt en fin Ringdrossel i det ene hjørne. Ny årsart til mig (#194), og ny DK-art til Rikke 😊 En highfive var på sin plads.
Vi kørte tilbage til Nordstand, hvor Emil passede på vores teleskoper, men formiddagen bød aldrig på det store træk, så klokken 11 trak jeg stikket for at bevæge mig lidt ud i landskabet.
Jeg besluttede mig for at køre syd for Skagen for at prøve at finde Fluesnappere eller en Grønspætte. Første stop var ved Golfklubben Hvide Klit, hvor jeg for 2 år siden så min første og eneste danske Grønspætte. Her gik jeg mig en fin tur, og fandt en Grå Fluesnapper (årsart #195) og en samarbejdsvillig Topmejse.
Derefter gik turen forbi Råbjerg Mose, som er et lidt underligt sted, og som ikke gav noget særligt. Zello’en begyndte at give meldinger om Steppehøg, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte køre tilbage mod Skagen, og besluttede mig for at prøve Flagbakken af. Det tog en halv times kørsel at komme tilbage, og imens kom der meldinger fra Zello om 2 Biædere. Det var ret sjovt at følge med i, hvordan de 2 Biædere blev meldt ud fra de forskellige obs-poster i takt med at de først fløj mod nord, for derefter at vende om og flyve mod syd igen.
Jeg ankom til Flagbakken omkring kl. 15. Solen skinnede fra en blå himmel, og der var pænt med folk på den høje bakke, heriblandt gruppen af DOF-ung, som talte ca. 20 unge ornitologer + turledere. Jeg fandt en plads og begyndte at scanne rundt. I løbet af eftermiddagen kom der et pænt rovfugletræk. Mange af fuglene var et stykke ude, men jeg fik både set Fiskeørn, Blå Kærhøg, Rørhøg, Tårnfalk, Spurvehøg, Hvepsevåge, Fjeldvåge, Musvåge, Lærkefalk (årsart #196) og Dværgfalk (årsart #197). Jeg oplevede, at jeg var ret god til at finde fugle, men jeg er stadig ikke god nok til at artsbestemme dem på lang afstand, og det var vildt så skarpe andre folk omkring mig var (heriblandt turlederne fra DOF-ung). Ofte nåede jeg lige at spotte en fugl i det fjerne, før én af de andre nogle sekunder senere også fandt den, og meldte arten ud! Det var imponerende og gav mig blod på tanden til at blive bedre til de trækkende rovfugle.
Der var en mega hyggelig stemning på Flagbakken, og dét blandet med det jævne rovfugletræk gjorde, at jeg hyggede mig gevaldigt. Trækket døede så småt ud omkring kl. 18, og der var jeg også løbet tør for proviant. På dette tidspunkt var der kun DOF-ung tilbage, og de havde lige fået leveret pizzaer til bakken 😎 Jeg begav mig derfor hjem til værelset, hvor jeg endnu engang kunne nøjes med at varme aftensmad fra min første aften i Skagen. I modsætning til aftenen før var energien stadig god, så jeg gik mig en aftentur i området, og fik noteret turens første Gulbug. Dag 4 blev den første dag på min tur uden en ny DK-art. Det gjorde dog ikke så meget. Jeg havde alligevel haft en super god dag. Vækkeuret blev stillet til kl. 4 næste morgen, og jeg kunne næsten ikke forstå, at dagene allerede var ved at være brugt, og at dagen efter ville blive min sidste i Skagen i denne omgang.
Skriv et svar