Endelig blev det d. 17. maj: Dagen, hvor min længe ventede tur til Skagen skulle starte. Jeg glædede mig helt vildt og havde svært ved at sove natten før. Det måtte godt bare blive morgen, så jeg kunne komme afsted!
Jeg havde dog først lige en hyggelig morgen med Lærke, som jeg afleverede i vuggestuen kl. 8. Derefter cyklede jeg hjem, og satte mig i bilen; klar til 5 dages fugleeventyr!
Mandagen før havde jeg været på Agersø ved Stigsnæs samt Borreby Mose i forbindelse med fugleovervågning på mit arbejde, og turen havde givet 8 nye årsarter: Havterne, Sildemåge, Stor Præstekrave, Gulbug, Lille Kobbersneppe, Stor Kobbersneppe, Sivsanger og Digesvale. Mit samlede antal årsarter var derfor oppe på 167.
Med en bil fuldt lastet med lakridspiber trillede jeg ud af indkørslen omkring kl. 8.15.
Planen for turen var at birde mig op igennem Danmark på dag 1 og så ende lidt syd for Ålborg, hvor jeg skulle overnatte hos en af mine kollegers far. Grunden til, at jeg ville stoppe syd for Ålborg, var fordi jeg gerne ville prøve at få set Kirkeugle, og jeg havde fået et tip om, at det par, der er ved Fræer, ses bedst ved skumringstid.
Første stop på turen var Knudshoved Færgehavn ved Nyborg, hvor jeg håbede på at kunne krydse turens første DK-art: Tejst. Der er en fin ynglebestand på den nærtliggende Sprogø, og jeg kunne se i DOFbasen, at der var set Tejst i den tidligere færgehavn i dagene op til.
Efter et par timers kørsel ankom jeg til afkørslen ved Nyborg. Jeg startede med at gå ned til vandet og kiggede ud over havnen, men kunne ikke se nogen fugle, så jeg bevægede mig ud på et af de tidligere færgelejer, så jeg bedre kunne overskue havnen. Solen skinnede, men det blæste en del, så det var om lige at holde fast i teleskopet. Jeg stillede mig yderst på en kant på færgelejet og spejdede ud over havnen.
Efter kort tid gik en fugl på vingerne omkring 100 meter ude, og jeg fik den hurtigt i kikkerten og kunne betragte min første alkefugl nogensinde: En smuk Tejst med store hvide felter på vingerne. Sådan! DK-art #256 og årsart #168. Fuglen fløj rundt i en cirkel og landede lidt ude, hvor jeg kunne få lidt billeder af den.
Sikke en lækker start på turen! Jeg fandt senere yderligere 3 fugle, hvor to af dem valgte at svømme ind til færgelejet og raste på en afsats. Sjov oplevelse!
Efter den gode start gik jeg en lille tur i det fine område, og kom bl.a. forbi Østerø Sø, som ligger i nærheden. Her fandt jeg en del turarter og heriblandt 2 Dværgterner (årsart #169).
Derefter gik turen videre til Føvling, hvor jeg ville gøre det første forsøg på at se Kirkeugle. Lokaliteten er den nok mest kendte for arten. Jeg parkerede ved kirken (sjovt nok) i den lille by og fandt hurtigt huset overfor, hvor uglekassen hang på gavlen. Jeg kunne gå rundt om huset og se indgangshullet fra en lille sti, men der var ingen ugle, der kiggede ud. Det var et lidt spøjst sted at kigge fugle – midt i et villakvarter. Ikke super charmerende. Jeg gav det en times tid og blev derefter lidt rastløs. Jeg havde set, at jeg faktisk ikke var så langt fra Ribe, og da jeg dagen forinden havde set, at der var meldt Pomeransfugle ud fra Ribe-kanten, valgte jeg at forlade uglen for at vende tilbage senere.
Jeg kørte til Nr. Farup Enge lidt nord for Ribe, hvor der over et længere stykke tid var set en del Pomeransfugle. Jeg startede med at køre på den vej, hvor fuglene var set fra og jævnligt holde ind til siden for at scanne markerne igennem med min kikkert. Da jeg nåede ud til diget, parkerede jeg bilen og gik en tur på den anden side af diget. Her fandt jeg lidt forskellige fugle – bl.a. en stor flok Strandhjejler (årsart #170). Tilbage ved bilen undersøgte jeg præcis, hvilken mark Pomeransfuglene var set, og besluttede mig for at lave en mere grundig scanning af området. Det blæste stadig kraftigt, men jeg kunne parkere bilen, så jeg kunne sidde i læ af den, og scanne markerne igennem med teleskopet. Ved stop nr. 2 havde jeg pludselig en lille flok Pomeransfugle i linsen! Fantastisk 🥳 DK-art #257 og årsart #171. Fuglene gik et stykke ude, men kom langsomt nærmere, og jeg kunne sidde og nyde de smukke aftegninger og få nogle udmærkede billeder, afstanden taget i betragtning. Jeg talte 10 fugle i alt.
Efter at have hygget mig lidt med Pomeransfuglene, kørte jeg tilbage til Føvling, men der var stadig ingen Kirkeugle at se, så efter en halv times tid kørte jeg videre til Uldum Kær.
Her ville jeg forsøge mig med Fyrremejse, men 1½ times tid på lokaliteten gav ikke held med det, og der var desværre heller ikke hverken Aftenfalk eller Lærkefalk, som ellers var set i dagene op til. Det blev dog til to nye årsarter, da jeg hørte Nattergal (#172) og Havesanger (#173), og derudover fik jeg også lige set et glimt af en Isfugl.
Derfra gik turen videre til mit overnatningssted ved Gravlev lidt syd for Ålborg. Her ankom jeg omkring kl. 20 og fik hilst på familien, som havde været så søde at låne mig et gæsteværelse. Vi fik lige en kop kaffe og en fuglesnak sammen, og så var jeg ellers ude af døren igen. På familiens anbefaling gik jeg lige en tur ned til den lokale kilde, som blev til et vandløb med udløb i Gravlev Sø. Det var et smukt sted, og jeg kunne nyde en Dobbeltbekkasin flyve territorieflugt over engen.
Derefter gik turen mod Fræer, hvor jeg parkerede bilen i siden af landevejen kl. 21. Instruksen var klar: Jeg skulle kigge mod de staldvinduer, hvor der manglede enkelte ruder og være klar ved skumringstid. Jeg stillede teleskopet op, så det pegede mod et af de to vinduer, og skænkede mig en kop kaffe. Så var det bare om at vente.
Efter en halv time kunne jeg høre uglen skrige fra stalden. Så vidste jeg, at den var på plads. Imens lyset blev svagere og svagere, holdte jeg hele tiden øje med de to vinduer. Lige inden klokken blev 22 fornemmede jeg, at noget sad i det højre vindue (som jeg havde gjort en del gange før), men denne gang sad der sgu en Kirkeugle, da jeg løftede kikkerten op til øjnene! Fedt! Det var heldigvis det vindue, som teleskopet stod rettet mod, så jeg skiftede hurtigt over til det, og kunne betragte den fineste lille Kirkeugle. Turens (og dagens) tredje DK-art! Nummer 258! Og selvfølgelig årsart #174. En af de “vigtigste” arter at få på turen, da den danske bestand desværre ikke har det specielt godt. Det var blevet for mørkt til billeder med kameraet, men jeg kunne heldigvis digiscope nogle nogenlunde billeder med telefonen.
Høj over at missionen var lykkedes, stod jeg og nød uglen. Efter ca. 5 minutter fløj den ned på en afsats, hvor den sad i yderligere 5 minutter, før den fløj ud i nattemørket. Det var slutningen på en magisk dag, og jeg kunne lykkelig sætte mig i bilen og køre hjem til min seng for natten. Efter nogle få hundrede meter fik jeg øje på et dyr inde på marken til højre, og det viste sig at være en Grævling, som løb rundt i tusmørket. En sjælden og fed oplevelse!
Tilbage i huset fik jeg mig lige en fejringsøl med min værtsfamilie, inden mit hoved ramte puden og jeg kunne lægge mig til at drømme om hvad dag 2 mon ville bringe…
Henrik Nielsen Degn
Fantastisk beretning Lasse
Lasse Birch Højrup
Mange tak Henrik. Håber det går godt med det nye kamera – send mig gerne nogle billeder 😊
Claus Søndergaard
Wov for nogle oplevelser!! Alt gik da op i en højere enhed. Tillykke med de fede fugle!
Særligt kirkeuglen må have været en stor (lille) oplevelse..
Lasse Birch Højrup
Ja det må man sige! Og ja, Kirkeuglen var virkelig en god oplevelse. Også fordi jeg fik lov at vente lidt på den – ligesom vi to gjorde med den Lille Flagspætte 😊