I skrivende stund er vi i slutningen af februar, og jeg har netop startet bloggen. For at komme helt up to date må jeg dog lige gennemgå, hvordan fuglekiggeriet i januar gik. Jeg skal prøve at gøre det kort, men lad mig sige det med det samme: Januar var en vild måned, som bød på utallige fantastiske fugleoplevelser. Sikke en start på året:
1. januar 2021
Efter en hyggelig nytårsaften trængte jeg til noget luft om eftermiddagen. Jeg kørte til et af mine yndlingssteder: Bøtø Nor på Falster. Det var dejligt at være ude, og året kunne ikke starte bedre, da jeg spottede en mosehornugle, som endda satte sig på engen, og som jeg kunne nyde i en god halv time.
2. januar 2021
Der var spottet kongeørn omkring Broksø Enge, og den ville jeg gerne se. Jeg fik lokket Charlotte med på tur fra morgenstunden af. Vejret var desværre slet ikke til ørne, da det var tåget hele dagen. Men vi havde alligevel en helt fantastisk tur. Vi var knap stået ud af bilen ved Rødebrovej, da jeg spottede en vandrefalk, som sad på en pæl og efter lidt tid jagtede en gråkrage – dog uden held. På engen så vi også en smuk fjeldvåge, inden vi kørte videre til Holmegårds Mose. Det var første gang vi besøgte stedet, og vi gik os en dejlig tur, og jeg fandt en stor tornskade fra tårnet i mosen. Til sidst kørte vi til Susåen ved Rådmandshaven, hvor vi gik en lille runde og bl.a. så en isfugl, som satte sig i buskene tæt på os. Alt i alt en fantastisk dag i felten med masser af kvalitetsarter og kvalitetstid.
3. januar 2021
Jeg måtte lige få det sidste ud af juleferien og kørte derfor på tur igen. Min fugleven Simon havde spottet en bjergvipstjert i Nykøbing, så første stop var stedet, hvor han havde set den. Efter lidt tids venten fandt jeg den fouragerende i vandpytterne på asfalten: Bjergvipstjert! En fugl, der altid gør mig glad. Jeg kørte derefter videre til Gedser Lystbådehavn, hvor jeg fandt den nordiske lappedykker, som har været på stedet i noget tid. Jeg fandt også tajgasædgæs og kortnæbbede gæs på markerne og endte i Bøtø Nor, hvor der som altid var fint med liv.
9. januar 2021
Turen gik igen til Broksø Enge – denne gang alene. Jeg stod tålmodigt ved Rødebro fra solopgang til omkring middag. Stadig ingen kongeørn og derfor besluttede jeg at tage til Holmegårds Mose for at se, om jeg kunne finde den der. Det var en god beslutning! Jeg fandt 4 ørne siddende i toppen af nogle grantræer. Tre af dem var helt sikkert havørne, men den sidste kunne være en kongeørn. Det var dog svært at se, da den sad lavt i grantræet. Jeg placerede derfor teleskopet på den og begyndte at spise min frokost, imens jeg kiggede. Heldigvis gik der ikke længe, før den skulle lufte vingerne, og jeg kunne nyde synet af en mørk ørn med store hvide felter på vingerne, som overbeviste mig om, at der her var tale om kongeørn. Jeg fulgte fuglen i ca. 30 sekunder, før den forsvandt bag træer.
11. januar 2021
I forbindelse med at jeg skulle køre fra ét sted til et andet på arbejdet, kom jeg lige forbi Halsted Å. Bilen blev derfor parkeret lige ved åen, og jeg fandt hurtigt en vandstær, som jeg nød i et par minutter, inden turen gik videre.
15.-17. januar 2021
Charlotte og jeg havde booket et sommerhus på Nordsjælland. På vejen derop tog vi forbi Avnø, hvor vi fik set den berømte prærietrane. Livsart #211.
Vi havde en fantastisk weekend, hvor vi fik gået en dejlig tur i Tisvilde Hegn og også kom forbi Hundested Havn. Af gode fugle kan nævnes sortspætte, kongeederfugl (livsart #212), sule (livsart #213), hvidvinget korsnæb (livsart #214) og bomlærke. Lige netop den hvidvingede korsnæb var udslagsgivende. Jeg har ikke så tit haft kameraet med, men denne fugl fik overbevist mig om, at jeg altid skal have kameraet med, så jeg kan dokumentere de gode fund – og det har jeg så haft lige siden.
22. januar 2021
Der var set kongeørn ved Kettinge, som er ca. et kvarters kørsel fra hvor jeg bor. Den måtte jeg efter! Det lykkedes ikke, men en sort glente gav i den grad varmen på en kold dag. Det gjorde udsigten til at nå mit månedsmål på 100 arter også, da jeg efter denne tur var på 96 årsarter.
23. januar 2021
Jeg havde lokket Charlotte og mine forældre med på tur. Vi startede i Gedser med en del fine kystfugle. Vi tog derefter til Bøtø Nor, hvor der var masser af ænder og gæs. Vi jokede lidt med dengang, jeg scannede en flok bramgæs igennem igen og igen i Kalløgrå, fordi der var meldt rødhalset gås ud og til sidst fandt den, så vi alle fik set den. Denne gang var der ikke meldt nogen rødhalset ud, men da der var en stor flok bramgæs på engen, kunne jeg ikke lade være med at scanne den igennem. Og der var den så! Lige pludselig stod den smukkeste gås i mit teleskopfelt, og tiden gik i stå: Rødhalset gås! Stemningen var høj i tårnet, og vi fik alle nydt den smukke gås, som stod super godt i lang tid. Vi sluttede på kysten, og jeg nåede mit januar-mål på 100 arter, da jeg efter turen kunne notere 103 årsarter i 2021. Sådan!
30. januar 2021
Måneden sluttede med en dag, hvor jeg kørte rundt langs det meste af Falsters kyst i jagten på spændende pibere og snespurve. Jeg fandt ingen af delene men havde en skøn tur, hvor jeg besøgte en masse nye steder. Og turen gav en tidlig hvid vipstjert og endnu en stor tornskade. Januar sluttede med i alt 109 årsarter.
Skriv et svar