Operation Tredækker: Et halvmaraton i gummistøvler

Sidste år faldt jeg over en spændendende artikel om Tredækkere. Artiklen er skrevet af Rune Sø Neergaard og gav mig virkelig lyst til selv at prøve at finde en Tredækker på Lolland-Falster.

I takt med, at jeg er blevet mere erfaren som fuglekigger, trækker det mere i mig for selv at finde spændende lokale arter, og mindre i mig for at køre efter sjældne fugle, som andre har fundet.

Tredækkeren er den største af de tre bekkasinarter i Danmark, og også klart den sjældneste. Ligesom Enkeltbekkasinen, skal man næsten træde på fuglen, før den letter, hvilket gør, at estimatet af, hvor mange Tredækkere, der egentlig trækker igennem Danmark, er forbundet med stor usikkerhed. I følge bogen “Systematisk oversigt over Danmarks fugle 1800-2019”, er der i gennemsnit set 30 forskellige fugle pr. år i Danmark i perioden 2010-2019. Antallet af registrerede fugle er stigende på grund af en mere målrettet eftersøgning af arten på egnede rastelokaliteter.

Jeg ser ofte Dobbeltbekkasin, og de seneste år, har jeg også knækket koden, hvad angår Enkeltbekkasiner. Men juvelen i samlingen – Tredækkeren – mangler jeg endnu. Og nu vi er ved det, vil jeg lige kort berøre navnet Tredækker. Jeg har altid syntes, det var et håbløst åndssvagt navn. Jeg kan godt se, at man ud fra navnet kan regne ud, at den må være større end de øvrige bekkasiner, men hvorfor man ikke har tildelt den et navn med bekkasin i, forstår jeg ikke. Nårh, men det kan den jo ikke gøre for, og jeg ville virkelig gerne finde min egen Tredækker alligevel.

Efter at have læst Runes artikel følte jeg mig klar på kendetegnene ved fuglen: Den letter tæt på med bulder og brag og et lavmælt grynt, og flyver tungere og lavere end Dobbeltbekkasinen. Bugen er mørkere og næbbet kortere, og gode kendetegn er hvide halesider og tydelige vingebånd, som stjæler opmærksomheden fra de flotte bekkasinstriber på ryggen.

Derefter begyndte jeg at udse mig egnede lokaliteter, og her giver Runes artikel ligeledes nogle gode tips: Fugtige græsmarker eller afgræssede enge med vegetation på 10-30 cm og varierende fugtighed. DOFbasen er dog også altid et kig værd, og jeg foretog derfor en søgning på, hvor der var set Tredækkere i hhv. Lolland og Guldborgsund Kommune siden 1990. Med hhv. 4 og 7 observationer i alt, var der dog ikke meget at gå efter, men det sprang dog i øjnene, at Kalløgrå står for 6 ud af de 7 observationer i Guldborgsund Kommune. Hverken Bøtø Nor eller Gedser har registreringer af arten i perioden, hvilket ellers ofte er tilfældet med sjældne fugle!

Jeg har heldigvis efterhånden en god håndfuld lokaliteter, som jeg vurderer er egnede til bekkasintramp, og derfor havde jeg snart en liste klar med steder, der skulle gennemtrampes. Så var det bare om at vente på den rigtige periode, hvor fuglene trækker igennem Danmark på vej til Afrika, hvilket skulle være medio-ultimo august. Jeg planlagde derfor en heldagstur d. 20. august for at komme i gang med projektet.

Således befandt jeg mig i bilen på vej mod Kalløgrå søndag kl. 6.15. Da jeg kender lokaliteten godt, og den samtidig var den eneste lokalitet på Lolland-Falster med en del registreringer af Tredækker tænkte jeg, at det var et godt sted at starte. Ved ankomst kl. 6.30 tog jeg gummistøvlerne på, tændte for appen AllTrails, så jeg kunne se og måle min egen rute, og så gik jeg ellers i gang med at vandre engområdet systematisk igennem.

Det var en dejlig morgen at gå rundt i med en stille vind, ca. 20 grader og et let skydække, som gjorde, at det ikke blev alt for varmt. Jeg startede på den sydlige del af området og gik frem og tilbage for at dække hele området bedst muligt. Jeg trådte ingen fugle op, men jeg fik set lidt fugle i luften imens: Storspove, Rørhøg, Tårnfalk og en fin Sølvhejre.

Efter 2 timer havde jeg dækket hele det sydlige område og gået ca. 7 km. Jeg trængte til en lille pause, så jeg hentede teleskopet i bilen og gik op i fugletårnet. Til min glæde kunne jeg konstatere, at der var begyndt at komme vand i den højre sø.

Som altid havde det medført, at vadefuglene igen var rykket ind, og jeg fandt en fin flok Strandhjejler samt lidt Krumnæbbede Ryler og enkelte Lille Kobbersneppe.

Derefter var det i gang med tramperiet igen, og jeg kastede mig over det nordlige område. Det tog yderligere en time at gennemgå, men det eneste jeg fik sat på vingerne, var en flok på 8 juvenile Agerhøns. I alt havde jeg gået 11 km, og mit indtryk var, at vegetationen de fleste steder virkede for høj i forhold til, hvad der er optimalt til arten.

Derefter gik turen videre til den næste lokalitet, som jeg havde udset mig: Skejten. Her startede jeg ved den del af lokaliteten, der hedder Gammelholm Enge i DOFbasen, og allerede fra start af virkede det mere lovende, da 4 Dobbeltbekkasiner gik på vingerne, så snart jeg trådte ind på engen. Området virkede mere lovende til Tredækker – måske endda lidt for våd, da der stod vand flere steder. Men jeg måtte bare i gang og se, hvad der dukkede op.

Noget af det første jeg så, var tre Traner bestående af to voksne og en unge. Et dejligt syn!

Jeg gik i gang med at vandre lokaliteten af, og ret hurtigt gik en større flok Tinksmede på vingerne. I løbet af de næste timer, fik jeg talt 30 fugle på stedet! Så mange Tinksmede tror jeg ikke, at jeg har set på ét sted før. Derudover var der godt med Dobbeltbekkasiner, hvilket jeg så som et rigtig godt tegn i forhold til, at der også skulle kunne sidde en Tredækker. Det var derudover fedt lige at få tjekket kendetegnene ved Dobbeltbekkasinerne igennem, i forhold til det jeg nu ved om Tredækker. Det var svært at tælle fuglene, da de fløj rundt og satte sig igen, men jeg fik talt i hvert fald 12 fugle. Derudover var der også lidt Svaleklirer samt 3 Brushaner. Så alt i alt var det en helt anden følelse at gå rundt på lokaliteten, end det var ved Kalløgrå.

Endnu engang fik jeg gået lokaliteten godt og grundigt igennem. Den er en smule svær at gennemgå systematisk, da der er en del loer og vandhuller, som er for dybe at krydse selv med lange gummistøvler. Jeg måtte derfor zigzagge lidt rundt, og her var det guld værd at kunne se mine egne spor på appen, så jeg sikrede mig, at jeg fik dækket hele området. Selvom der var meget vand på engen, var der også fine tørre områder, og jeg brugte især tid på disse, da det eftersigende skulle være de områder, som Tredækkeren foretrækker.

Efter yderligere 6 km i gummistøvler følte jeg, at jeg havde dækket lokaliteten – desværre uden at finde den eftertragtede juvel. Men følelsen var en helt anden, og det havde været super spændende at gennemgå stedet.

Jeg gik derefter ned på selve Skejten og vandrede lidt rundt, men fødderne var ved at være trætte, så det var mest for at vurdere, om vegetationen virkede egnet. Ligesom Kalløgrå vurderede jeg dog, at der for størstedelen af området var for høj vegetation.

Jeg gik derfor den lange tur tilbage til bilen med fødder, der efterhånden sendte signaler, der lød som “Hvad fanden har du gang i?”.

De blev noget mere tilfredse, da jeg derhjemme, smed mig på terrassen med en iskaffe og fødderne oppe. Her kunne jeg reflektere over dagen: Først og fremmest 20,5 km i gummistøvler – jeg havde ikke troet at kroppen kunne holde til så lang en distance 🥳 Det var desuden guld værd at få en fornemmelse af, hvor lang tid, hver lokalitet tager at gennemgå. Kalløgrå og Skejten virkede til at have for høj vegetation, imens Gammelholm Enge virkede meget lovende. Det fungerede rigtig godt at have appen kørende, så jeg kunne se mine egne spor, og det var sjovt at gennemsøge lokaliteterne og vide, at der hvert øjeblik kunne flyve en Tredækker op med et grynt.

Jeg har fået blod på tanden til mere, og jeg vil derfor se, om jeg ikke kan få kigget på yderligere to egnede lokaliteter i denne uge, så jeg forhåbentligt kan stå med en lille håndfuld lovende lokaliteter, der skal gennemsøges de kommende år. Og nårh ja, så skal jeg huske myggespray næste gang jeg skal på Skejten. For søren, hvor var der mange myg!