Søndag d. 18. december havde jeg mulighed for at komme ud og få lidt lys og luft, så det skulle udnyttes.

Jeg havde en løs aftale med min kollega Claus om muligvis at rykke på Himalayasangeren, som i øjeblikket ses ved Nyord, men da den ikke var meldt ud lørdag, droppede vi planerne.

Jeg valgte derfor at koncentrere indsatsen på Lolland, hvor jeg havde nogle forskellige lokaliteter og arter i tankerne.

Jeg skulle lige sætte Charlotte og Lærke af i Sakskøbing, og så gik turen ellers mod mit startpunkt i Hunseby. Turen startede dog allerede i bilen, da en fin Sølvhejre fløj over vejen ved Sakskøbing Å. Et smukt vintersyn.

Første stop var Hunse Å i Hunseby, hvor der kan være mulighed for Vandstær. Åen var dog frossen, så jeg var hurtigt videre og kørte til Stigbordet, som er udløbet ved Nørresø i Maribo. Her har jeg tidligere set Rørdrum, Vandrikse og Isfugl, og der kan også være fin chance for Vandstær. Jeg håbede desuden, at jeg måske kunne finde Enkeltbekkasin. Det havde dog været for koldt for længe, og derfor var der næsten heller intet åbent vand her. Der var derfor ikke meget for fuglene at komme efter og derfor også rimelig fugletomt her.

Dermed var første del af mine tur-planer overstået, og fokus blev nu rettet mod gæs på Sydlolland. Jeg ville gerne se, om jeg kunne få et godt billede af de 5 Rødhalsede Gæs, som jeg så weekenden før, og derudover ville jeg se, om jeg kunne få nogle nye årsarter, da jeg manglede både Kortnæbbet Gås og Tundrasædgås. Derudover blev der set en Indisk Gås på Lolland for nogle uger siden, så den ville jeg også være på udkig efter.

Jeg startede med at køre til Sandager, da de 5 Rødhalsede Gæs var set her to dage forinden. Ved Sandager Havn fandt jeg 3 Røde Glenter, som lå og svævede over diget i solskinnet. Et smukt syn.

To af glenterne med en mobbende krage over sig.

Lidt nord for havnen fandt jeg en mega flok Bramgæs, så bilen blev smidt ind i vejkanten, og jeg gik i gang med at scanne flokken.

Et udpluk af de tusinder af gæs, der stod på marken.

Lyset var fint og afstanden ok, så efter 3-4 gennemscanninger følte jeg, at jeg havde fået kigget flokken godt igennem. Der var desværre kun Bramgæs.

Jeg kørte videre og så pludselig en Rød Glente siddende på en mark og æde et ådsel. Endnu engang blev bilen smidt ind til siden, og jeg fik taget et par gode billeder af fuglen, før den lettede og derefter svævede tæt på mig sammen med en artsfælle. Fantastisk syn.

Rød Glente på mark med ådsel.
Den smukkeste rovfugl vi har?

Kort efter så jeg en kæmpe gåseflok i luften længere mod nord, og der var derfor ingen tvivl om, at bilen skulle den vej. Jeg fandt flokken, hvor de havde slået sig ned på en mark lige ved Øster Ulslev. Det var en stor blandet flok, og foruden Bramgæs fandt jeg også en del Blisgæs og Grågæs samt enkelte Tundrasædgæs. Fedt! Det er ikke en art, jeg har set så tit. Årsart #213.

Tundrasædgæs. Kendes især på den meget skarpe pande og korte næb.

Herfra kørte jeg videre til Kettinge, og på stort set den samme pløjemark som jeg fandt de Rødhalsede Gæs weekenden forinden, rastede der endnu engang en hel del gæs. De virkede dog meget urolige, og der fløj jævnligt fugle til og fra marken. Jeg fandt efter lidt tid 7 Kortnæbbede Gæs, som var endnu en ny årsart – #214.

Kortnæbbede Gæs med de lyserøde ben.

Kort efter kom en smuk Havørn svævende og satte mange af de nervøse gæs på vingerne.

Havørn over gåseflokken.
Gæs i luften!

Jeg fik gennemsøgt en masse gæs, men fandt ingen Rødhalsede Gæs i blandt dem. Jeg begyndte at tænke, at jeg nok var rimelig heldig med at finde dem så hurtigt sidst.

Der stod en del Sangsvaner tæt på vejen.

Derefter kørte jeg til Vantorevej, hvor jeg afsøgte markerne for gåseflokke. Jeg fandt ingen, men så pludselig 4 mørke klumper i sneen, som ved nærmere eftersyn viste sig at være Agerhøns. Hyggeligt!

Agerhøns i sneen.

Efter en god rundtur endte jeg tilbage ved pløjemarken lige uden for Kettinge, og gik i gang med igen at scanne igennem de mange gæs. Efter noget tid var mine øjne rettet mod venstre del af den store flok og lige pludselig fandt jeg de smukke røde juveler, som lyste op på marken i blandt de lyse Bramgæs. Først talte jeg 4, men senere hen så jeg alle 5 Rødhalsede Gæs. Og vigtigst af alt – jeg fik nogle bedre billeder af dem. Mission fuldført!

Fem smukke juveler i gåseflokken. Sikke et syn.
Jeg tror Rødhalset Gås er min yndlingsgås.

Jeg nød de smukke gæs i noget tid, og kørte derefter videre, da jeg snart skulle hente tøserne. På vej tilbage til Sakskøbing fandt jeg en stor flok blandede Bramgæs og Blisgæs, som lige blev scannet igennem i håbet om noget sjældent. Derudover nød jeg det smukke vinterlandskab – det er ikke så ofte man har fornøjelsen af det.

Smukt vinterlandskab.

Ved Sakskøbing havde jeg lige lidt tid, så jeg kørte til Sakskøbing Havn, hvor Sakskøbing Å har sit udløb. Her fandt jeg en smule åbent vand, og der var en del fugle, men intet usædvanligt. En fin Grønbenet Rørhøne fik dog lov til at agere model i dagens sidste lys.

Grønbenet Rørhøne ved Sakskøbing Å.

Jeg hentede derefter tøserne, og vi tog hjem og så VM-finale med burgere og pommes fra den lokale. Så kan en søndag vist ikke blive meget bedre – især ikke når Argentina vandt efter et brag af en finale.

Jeg når højst sandsynligt kun en enkelt tur mere i år: Min faste punkttællingstur i mellem jul og nytår. Der skal derfor lyde en rigtig glædelig jul til læserne af denne blog.