Mine svigerforældre havde spurgt, om de måtte hygge med Lærke en dag, så tirsdag i sidste uge (d. 9. august) afleverede jeg Lærke hos dem kl. 9, og så havde jeg det meste af dagen til at birde.

Jeg startede ved den nye sø syd for Maribo, som nu har fået sin egen lokalitet i DOFbasen: Enge syd for Kidnakke.

Denne gang prøvede jeg at parkere nær virksomheden BEWI Styrolit i det vestlige Maribo. Her er der en lille parkeringsplads, hvorfra der går en grusvej, man kan følge mod Naturskolen. Det tog et lille kvarter for mig at gå fra bilen og hen til søen, så det virker som om, det kan betale sig, da det tager små ti minutter at køre videre hen til Naturskolen, og der så også er et stykke vej at gå ned til søen derfra.

Der var stadig fint med vand i søen og også okay med vadefugle, men dog ikke helt lige så stor diversitet som de forrige gange jeg havde besøgt stedet. Jeg fik indtastet alle arter jeg så, så der kommer lidt data på lokaliteten i DOFbasen. Det er et fint lille sted. Af vadefugle så jeg Lille Præstekrave, Brushane, Svaleklire, Dobbeltbekkasin, Vibe, Hvidklire, Mudderklire og Tinksmed.

Et par Dobbeltbekkasiner hyggede sig i sivene på kort afstand.

Jeg kørte derefter til Saksfjed-Hyllekrog, hvor jeg startede ude ved Hyllekrog. Her gik jeg lidt ved stranden i håbet om Stenvender, men jeg fandt ingen, og der var også forbavsende få vadefugle på ydersiden af diget. Jeg kørte derfor hen til den lille parkeringsplads, hvor man kan gå hen til fugletårnet. Inden jeg nåede tårnet, kom jeg forbi de lavvandede søer, og da der så ud til at være en del vadefugle i området, slog jeg teleskopet op. Forholdsvis hurtigt fandt jeg en interessant fugl imellem de Almindelige Ryler, og jeg kunne kort efter med glæde konstatere, at det var en lækker lille Kærløber! Årsart #188. Fuglen kom ikke som en kæmpe overraskelse, da der var meldt Kærløber ud derfra ugen før. Lyset var fint, og der var kommet et skydække, som afværgede varmeflimmer. Afstanden var god til teleskopet, men lige lang nok til et godt foto, men det var super fedt at stå og nyde den fine lille vader, imens den fouragerede lystigt i det lave vand. Rasmus, som bor i huset i reservatet, kom kørende forbi, og da han hørte, at jeg havde en Kærløber i teleskopet, måtte han lige ud og have et kig 😊

Kærløber med de fine bekkasinstriber.
Afstanden var lige stor nok til kameraet, men fuglens karakteristika kan dog ses.

Udover Kærløber og Almindelig Ryle var der bl.a. også en del Splitterner og en enkelt fin Islandsk Ryle. I buskene langs kanalen fandt jeg både Rødrygget Tornskade og Bynkefugl. En fugl jeg vist manglede et billede af til bloggen.

Bynkefugl.

Efter lidt tid gik jeg op i tårnet, og her fandt jeg pludselig en Kærløber i den venstre sø, men da jeg ikke kunne genfinde fuglen i den højre sø, måtte det være den samme, der blot havde flyttet sig i den korte tid, det tog for mig at gå op i tårnet.

Udsigt fra tårnet. Jeg fandt først Kærløberen i den højre sø og derefter fløj den over i den venstre.

Derefter gik jeg op på diget og til venstre, hvor der er en del rørskov og lidt vandhuller. Det er et godt sted til Skægmejser og jeg fandt da også hurtigt to mindre flokke af den hyggelige rørskovsfugl. Derudover stod der en Sølvhejre, og der gik også lidt forskellige vadefugle i vandhullet.

Efter nogle gode timer gik jeg tilbage til bilen. Jeg kørte derefter forbi to steder – Lundehøje Havn og Høvænge – men ingen af stederne var der så meget at berette om. Jeg kunne derfor køre hjem til svigerforældrene og den ventende aftensmad efter en dejlig fridag med fuglene.