Morgenen i lørdags var så skøn, at jeg var nødt til at komme afsted igen i går (søndag d. 20. juni). Jeg tillod mig dog at sove længe, så uret ringede først kl. 4. Jeg kørte til Kalløgrå, og lige så snart jeg steg ud af bilen, kunne jeg bare mærke, at det ville blive en dejlig morgen. Det emmede simpelthen af lækker sommermorgen.

Jeg startede ved vigen, som var rimelig lavvandet. Der var mest ænder, men jeg fandt også enkelte vadefugle i form af rødben, klyde, storspove, strandskade og stor præstekrave.

Klyde og rødben i vigen.

I sivene ved udmundingen af den lille kanal, som løber fra fugletårnet, hylede en vandrikse skingert, og i vigen så jeg en enkelt ederfugl, som ikke er så almindelig i Kalløgrå.

Jeg gik op i tårnet og spejdede ud mod øen til venstre, hvor græsset er blevet så højt, så man ikke længere kan se de fugle, der må ligge der. Jeg håbede på måske at kunne spotte en sorthovedet måge, men det lykkedes umiddelbart ikke at finde én blandt de mange hættemåger, der fløj i et virvar frem og tilbage til øen.

I søen lå en toppet lappedykker med to søde sort- og hvidstribede unger på ryggen.

Toppet lappedykker. Den ene unges hoved kan lige anes bag nakken.

Jeg så yderligere to arter af lappedykker: En del gråstrubede lappedykkere og også et par af lille lappedykker. Derudover fandt jeg både havterne og fjordterne og fik øvet forskellene på de to lidt.

Fjordterne: Vinger længere end hale og sort næbspids.
Havterne: Halen længere end vingerne og ingen sort næbspids.

Pludselig fangede mit øje en måge, som jeg syntes, havde en meget sort hætte, og ganske rigtigt var der tale om en sorthovedet måge, som var lettet fra øen for at få sig et morgenbad. Den fløj kort efter tilbage til øen og forsvandt i græsset. Fedt, at de stadig virker til at være der.

Sorthovedet måge får sig et morgenbad.
Og så tilbage til øen og de forhåbentligt ventende unger.

Efter et par dejlige timer ved Kalløgrå kørte jeg videre til Fladdet. Her var der også okay med fugle – mest bemærkelsesværdige var 5-6 smukke sortklirer.

Endnu en skøn sommermorgen i det dejlige, danske sommerlandskab.