De sidste 4-5 år har jeg taget en eller to fridage i efteråret for at tage på rovfugletræktur med Fugleværnsfonden ved Saksfjed-Hyllekrog. I år er ingen undtagelse, men da der pludselig kan komme en baby i løbet af september, havde jeg valgt at lægge årets (første?) træktur tidligere, end jeg plejer – nemlig i dag (onsdag d. 25. august).

Inden da skal jeg dog lige runde en fin aftentur som Charlotte og jeg havde i går. Med det smukke sensommervejr og det varslede vejrskifte var vi enige om at tage en aftentur til Bøtø Nor, hvor vi kunne nyde solnedgangen og måske se lidt stæredans. Inden da rundede vi dog lige Bøtø Enge, som Charlotte endnu ikke havde set, og hvor der de seneste dage er blevet set en odinshane. Vi ankom omkring kl. 19 og efter lidt scanning af området fandt jeg en rigtig fin og lys odinshane, som lå og svømmede rundt i sine karakteristiske cirkler. Det er altså bare en virkelig fin, lille vadefugl. Årsart # 210. Jeg håber, jeg måske kunne være heldig selv at finde en odinshane i løbet af efteråret. Det er lykkedes for mig to gange før.

Den var langt væk, men den lyse fugl foran viben er en odinshane.

Der var også fint med andre vadefugle, og udover bl.a. brushane, almindelig ryle og sortklire fandt jeg pludselig også en fin lille dværgryle, som også var første gang i år. Årsart # 211.

Lidt efter kom en flok på ti traner flyvende og landede i området. Meget smukt. Der var også nogle fine flokke af stære i området, og vi håbede, at vi kunne være heldige at få lidt sort sol til vores solnedgang senere – det har vi før oplevet i Bøtø.

En flok på ti traner landede pludselig i området.

Vi kørte derefter hen til tårnet, hvor vi kunne konstatere, at trappen er blevet pillet ned af sikkerhedsmæssige årsager. Jeg mener at have hørt noget om, at hele tårnet skal renoveres. Jeg håber, det bliver forholdsvis hurtigt, så man kan komme op i højden igen. Vi må se.

I tårnet fandt vi aftenkaffen og bastognekiks frem og nød den smukke sensommeraften. I søen gik fire sølvhejrer rundt og fandt deres aftensmad i dagens sidste lys. Der var desværre ingen stæredans denne gang.

Sølvhejre i Bøtø.

I morges stod den så på efterårstræktur. Fugleværnsfonden har ture om onsdagen fra kl. 10, hvor Allan Gudio er guide. Da jeg har taget en fridag fra arbejde, plejer jeg dog at tage afsted noget tidligere, så jeg får noget ud af dagen. Jeg hentede derfor min far i Maribo kl. 7 og vi kørte derefter til Saksfjed. Mor ville støde til lidt senere og ankom omkring kl. 11.

Vi startede i tårnet, hvor det blæste af pommern til, men vi fandt da lidt vadefugle, imens vi nød kaffen: Strandhjejle, klyde og almindelig ryle. To traner kom flyvende og truttede lidt, hvorefter vi fandt en havørn, som meget let og ubesværet fløj ned til søens overflade og tog en blishøne som den så sad og spiste på en vadeflade. Fed oplevelse. Lidt rørhøge fløj også rundt i området og typisk for denne årstid vrimlede det med tårnfalke. Alene i det område tror jeg vi så 5-7 stykker. Vi gik op til diget for at kunne se ud over det inddæmmede område mod ørnereden, og i søen fandt vi to sølvhejrer og to dobbeltbekkasiner. Vi gik derefter tilbage mod bilen, men stoppede ved søerne, da havørnen kom flyvende tæt på. Jeg fik lidt billeder af den, inden vores opmærksomhed pludselig blev fanget af en anden fugl, der kom flyvende. Det viste sig at være en fiskeørn, som vi kunne nyde et godt stykke tid, imens den stille og roligt fløj langs diget. Jeg fik nogle billeder af den, men vejret og især lyset i dag gjorde det svært at få gode billeder.

Akrobatisk havørn – giv mig et E!

Vi kørte derefter til trækstedet ved Brundragerne, men på grusvejen fangede mit øje en lavtflyvende rovfugl, så jeg smed bilen ind til siden, så vi kunne se, hvad det var. Det lignede en ung blå kærhøg, men den havde godt nok meget lange og slanke vinger. Vi kunne nyde den rimelig tæt på i et minuts tid, og jeg fik også lidt billeder af den. Vi kørte derefter hen til trækstedet, og jeg tjekkede lige DOF-basen og kunne se, at der var meldt en hedehøg ud fra Saksfjed af træktælleren, som sad oppe på diget. Så var der sgu nok tale om en hedehøg! Jeg syntes nok, den så lidt anderledes ud. Vi fik kigget lidt på hedehøg i fuglebogen og heldigvis fik vi lov til at se fuglen igen, da den en lille time efter (hvor Allan også var ankommet) kom flyvende et stykke ude og fortsatte stille og roligt lige forbi trækstedet. Her kunne vi nyde den smukke fugl og konstatere, at den med sine lange, slanke vinger, rene orange underside, mørke vingespidser og kun fire “fingre” (mod kærhøgens fem) altså var en hedehøg. Super fedt og en ny DK-art til mig (# 228) og derfor selvfølgelig også endnu en årsart (# 212).

Hedehøg.
Hedehøg.

Lidt hvepsevåger fik vi også, da der 4-5 gange kom enkelte småflokke på knap ti fugle flyvende forbi. Der var dog ikke vildt gang i trækket, og der var lange perioder uden så meget at se på. En fiskeørn mere kom også forbi, og vi så også en blå kærhøg, hvilket var fint, da vi så kunne se forskellene på den og hedehøgen fra før.

Hvepsevåger på træk.

Omkring kl. 14 takkede vi af og kørte til Kalløgrå for at se, om vi lige kunne hive en enkelt god fugl mere. Det blæste og blev rigtig snusket vejr med småregn, men det var fint, så længe vi stod i tårnet. I søen fandt vi almindelig ryle, rødben, brushane, storspove, hvidklire, hjejle og en enkelt dværgryle.

Almindelig ryle og dværgryle.

I den lille sø tæt på tårnet gik der en fin tinksmed rundt. Det har der gjort de sidste par gange, jeg har været på stedet.

Tinksmed.

Vejret indbød ikke til så meget mere, og vi pakkede derefter grejet sammen efter en dejlig dag med fugle på efterårstræk.