De første 300 fuglearter – og vejen dertil

I 2022 satte jeg mig et stort mål om at se 300 DK-arter indenfor 5 år. Den 21. juni 2026 lykkedes det, da jeg så en Tophejre på Lolland. Læs med om vejen dertil her.

Først må jeg dog lige ridse baggrunden for denne artikel op. I starten af 2023 faldt jeg over siden Naturhistorier.dk, hvor jeg bl.a. læste Emil Skovgaard Brandtofts artikel “De første 300 fuglearter – og vejen dertil”. I artiklen gennemgår Emil den rejse, han som fuglekigger har været på, fra han begyndte at se de første fugle som barn, til han kunne krydse sin DK-art nr. 300. Jeg syntes, det var en bragende god artikel og satte mig for, at jeg også skulle skrive sådan én en dag. Og for at hylde den oprindelige artikel på bedste vis, skal min artikel selvfølgelig hedde præcis det samme. Fuldstændig ligesom diverse cover-numre af musikalske klassikere 😁

Begyndelsen

Så hvordan startede det hele? Mine første oplevelser med fuglene har været på diverse udflugter og ferier med mine forældre, som altid har haft en basal interesse for naturen, heriblandt fugle. Jeg husker bl.a. at vi tog ud og så en havørnerede ved Maribosøerne – noget som dengang var meget specielt. Derudover var der fuglene på foderbrættet, som jeg husker, at jeg også til tider blev draget af i korte perioder, inden interessen igen blev vendt mod fodbold. Fodbolden blev i de tidlige teenage-år udskiftet med en besættelse af lystfiskeri ved de ferske vande, og her satte jeg særligt pris på de karakteristiske fugle ved fiskevandene: Fiskeørn, Havørn og Isfugl. Jeg husker også mange sommeraftener ved den lokale mose, hvor min bror og jeg hyggede os med Rørdrummens pauken, imens vi ventede på det næste hug fra en suder. Interessen for fuglene stak dog ikke dybere, og jeg begyndte ikke rigtig at lære yderligere arter at kende, hvilket godt kan ærgre mig lidt den dag i dag. Jeg har helt sikkert gået glip af nogle fine fugle i løbet af de mange timer, jeg har brugt med en stang i hånden rundt omkring diverse søer og åer i Danmark. Men jeg er nok bare bedst til at dedikere mig 100 % til én ting.

Efter gymnasiet læste jeg biologi i København. Under studiet brugte jeg enormt meget tid på at fiske, men jeg havde dog bl.a. ornitologi som fag. Faget tog jeg, både fordi jeg syntes, fugle havde et eller andet interessant over sig, men også for at prøve at blive klogere på, hvad det lige var ved fuglene, der kunne gøre folk lige så besatte, som jeg selv var med fiskene. Det gav nogle fine oplevelser, men jeg blev på ingen måde hooked, og fiskene havde stadig min altoverskyggende interesse. Derfor var jeg også lykkeligt uvidende om alle de spændende og sjældne fugle, der befandt sig lige rundt om hjørnet, imens jeg boede i København.

Fra fisk til fugl

I efteråret 2015 befandt jeg mig i Valby som nyuddannet og arbejdsløs biolog. Jeg var kørt lidt død i fiskeriet, som havde fyldt stort set alt de forgangne 15 år, og jeg trængte til en eller anden form for fornyelse. Mine forældre inviterede Charlotte og mig til Tønder for at se sort sol, og det kan være, at det var det, der fik tændt en gnist, som så lå og ulmede de næste måneder. I løbet af vinteren fik jeg en rutine med, at jeg startede dagen med at fylde foderautomaterne med fuglefoder i haven i Valby, og derefter satte mig i køkkenet og skrev jobansøgninger og kiggede ud på fuglelivet med en god kop kaffe ved siden af. Jeg blev hurtigt bidt af at føre en liste over de mange forskellige fugle, der kom forbi foderet.

I løbet af vinteren fik jeg Charlotte med på den nye hobby, og vi tog mange hyggelige småture rundt omkring ved de lokale steder og lærte en masse nye fugle at kende. Jeg husker især tydeligt, at vi brugte en halv time i Frederiksdal Skov på at finde ud af, hvad søren det var for en fugl, der sad og sang helt vildt specielt i toppen af en gran. Det viste sig at være en Sangdrossel.

Mange erfarne fuglekiggere vil nok nikke genkendende til, at den spæde start som ny fuglekigger, er omgæret af en helt særlig magi. Alle fugle er nye og spændende, og selvom det kan være uoverskueligt og frustrerende med alle de ukendte fugle og især fuglelyde, er det allermest bare helt fantastisk, når man først får øjnene op for den fascinerende verden, der åbner sig. Nogle af mine allerbedste fugleoplevelser er med helt almindelige fugle fra denne tid, og selvom jeg stadigvæk ofte har fantastiske oplevelser med fuglene, kommer de nok aldrig til at være helt lige så magiske som de allerførste aha-oplevelser.

Senere på foråret flyttede vi til Nykøbing F. for at komme tilbage til Lolland-Falster. Det skulle vise sig at være et godt udgangspunkt i forhold til mange gode fuglelokaliteter, og vi blev især glade for Kalløgrå og Bøtø Nor. Ved sidstnævnte stod vi en dag i starten af maj og kiggede på nogle underligt livlige fugle, som fouragerede over vandfladen. Her mødte vi for første gang Simon Vikstrøm, som kunne fortælle os, at det var Sortterner. Det var mit første møde med Simon, som siden da har været en stor hjælp, en inspirerende fuglekigger og et hyggeligt bekendtskab i mange sammenhænge.

Det var også Bøtø Nor, der leverede den fugl, som jeg betragter som den første rigtigt sjældne fugl jeg så. Charlotte og jeg var taget til lokaliteten en stemningsfuld efterårsdag i slutningen af oktober 2016. Vejret var små-diset, vindstille og lunt for årstiden. Da vi ankom, var der ret mange andre birdere, og vi fandt ud af, at der var blevet set en Nonnestenpikker kort tid forinden (en fugl vi ikke anede fandtes). Den kunne desværre ikke genfindes, men til gengæld blev der fundet en fin, ung Steppehøg, som fløj rundt sammen med en Blå Kærhøg. Det var en virkelig flot fugl og spændende at se forskellen på de to arter.

Det første twitch

Senere på året begav jeg mig på mit første rigtige twitch, som efter to forsøg resulterede i min første SU-art: En Høgeugle ved Haslev Orned.

Jeg kan huske, at det der med at køre en halvlang tur for at se én specifik fugl, føltes lidt underligt og var noget, jeg lige skulle bearbejde lidt. Det var som om, det var en grænse, der lige skulle krydses. Én ting er, at man godt kan lide at kigge på fugle. Men at begynde at køre på specifikke fugle, tager det ligesom til et nyt niveau.

Det var fedt at få set Høgeuglen, men det var ikke fordi, at det tændte en twitch-feber i mig. Det var først i 2021, at jeg for alvor begyndte at twitche, og året efter købte jeg abonnement til Bird Alarm. For mig har det altid været en smule ambivalent at twitche. Jeg vil rigtig gerne se sjældne fugle, og jeg kan godt lide at gå op i lister, men jeg synes også nogle gange, at twitch-oplevelserne bliver meget transporttunge og med fokus på at “få krydset i banken”. Til gengæld gør twitchet, at man kan opleve nogle fugle, som man måske ellers aldrig ville få at se og samtidig lære en art bedre at kende, så man har en større chance for selv en dag at finde den. Nogle gange kan jeg godt ærgre mig over, at der bliver twitchet så meget i birder-miljøet i Danmark. Især når en god fugl bliver fundet på et tidspunkt, hvor forholdene for sjældne fugle er gode, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor mange andre sjældne fugle, der ikke bliver fundet, fordi rigtig mange dygtige birdere, dropper deres egne planer og kører på en udmeldt fugl. Målet med mine twitch har hele tiden været, at det kun er for at booste de lister, jeg går særlig meget op i og give mig et bedre kendskab til specifikke arter, så jeg har en bedre chance for selv at finde dem. Og så er der selvfølgelig specielle arter, jeg har et særlig godt øje til eller bare synes kan et eller andet helt specielt. Fugle som fx Rødhovedet Tornskade, Sneugle og Ellekrage står højt på min liste over fugle, jeg virkelig gerne vil se, og især de to sidstnævnte, som er virkelig sjældne i Danmark, vil jeg gå virkelig langt for at få lov at se. Når jeg tænker tilbage på årene som birder, er der ikke så mange af de store oplevelser, som har været twitchede fugle, og når det er, har det været de tilfælde, hvor der ikke kun har været tale om et kryds, men der har været mulighed for at opleve arten eller dens habitat, og ofte også, hvis fuglen ikke har ladet sig finde lige med det samme, men der har været en jagt og en rutsjebanetur, som til sidst er endt med, at jeg har fået set eller hørt fuglen.

Når man begynder at twitche fugle, hører det også med til ligningen, at man kommer til at misse nogle fugle. I 2020 kørte jeg på en Turkestantornskade, som blev set ved Kramnitze, men dog først på tredjedagen. Jeg kunne godt have kørt på fuglen dagen før, hvor de fleste så den, men jeg ventede til dagen efter, hvor jeg alligevel skulle ned i nærheden af området, og der var den væk. Det var blevet prioriteret anderledes i dag kan jeg godt afsløre! I 2024 missede jeg en Rødvinget Braksvale på Falster, som var på lokaliteten, men bare ikke lod sig vise, imens jeg var der, og i 2025 kørte jeg forgæves på Falsters første Ådselgrib, som kun blev set af få, før den forsvandt. Ørnevågen, som gæstede Falster over flere dage i 2025, imens jeg var på sommerferie i Sverige skal også nævnes. Den var virkelig dårligt timet.

Jeg har prøvet at gennemgå min DK-liste for at finde ud af, hvor mange af fuglene, der er twitchet ud af de 300, og alt efter hvordan man tolker et twitch, er det knap 60 af arterne, jeg har twitchet.

En besættelse tager form

Tilbage i 2016 bød vinteren på min første Vandstær, som jeg så ved min lokale Tingsted Å på Falster. Det var en ret vigtig obs for min Falster-liste, for arten er ikke set på lokaliteten siden og har kun været set to flygtige gange på Falster siden da!

Jeg blev mere og mere grebet af fuglekiggeriet, men jeg gennemgik også en langvarig mental proces, hvor jeg skulle lære at identificere mig selv som birder. Jeg var jo lystfisker! Jeg kan tydeligt huske, at det nærmest var græseoverskridende første gang jeg tog på en fugletur helt alene til Kalløgrå. Så var det jo vitterligt noget, jeg gjorde for at kigge på fugle. Ikke fordi der også var et socialt element i det. Det tog mig også noget tid at være tryg blandt andre mennesker med en kikkert i hånden. Hvad nu, hvis de spurgte mig om noget? Jeg var jo slet ikke ekspert.

I de år, havde jeg en eller to årlige ture med Charlotte og mine forældre, hvor vi typisk tog en forlænget weekend til en af de kendte fuglelokaliteter i Danmark. I oktober 2018 tog vi til Lille Vildmose, hvor det store mål var at opleve vores første Kongeørn. På førstedagen var vi forbi Lille Vildmose Centret, hvor jeg bl.a. så en udstoppet Sortspætte. Den syntes jeg godt nok så vild ud, og den blev straks sat på den mentale liste over fugle, jeg virkelig godt gad at se. Skæbnen ville det, at vi dagen efter stod og kiggede på en masse Hjejler på en mark, da en Sortspætte pludselig kom flyvende lige imod os og forbi os! Og det lykkedes os også at få set vores første Kongeørne efter nogle timers venten i det rette tårn.

I 2018 startede jeg også med at lave punkttællinger, og året efter fik jeg lokket min mor med på min rute. Sidst på ruten studsede vi over en særlig sang, som lød i skoven. Vi bevægede os tættere på og fandt til sidst to fine, små sangere, som vi betragtede noget tid. Vi havde ingen anelse om, hvad det var, men jeg havde en idé om, at der måske kunne være tale om Skovsanger. Hjemme igen fik vi slået lyden op, og ganske rigtigt havde vi fundet to Skovsangere. Ikke en sjælden fugl, men trods alt første registrering af arten i skoven, en ny DK-art for os begge, og jeg følte, at jeg var begyndt at udvikle mig som birder.

Fugle på træk

Tilbage i 2016 fik min mor lokket mig med til Saksfjed-Hyllekrog, hvor Fugleværnsfonden afholdte guidede ture med fokus på efterårets rovfugletræk hver onsdag i september-oktober. Jeg var heldig at ramme nogle ret gode dage med en del Hvepsevåger og andre fine rovfugle krydret med Hvide Storke og en Silkehejre, og jeg var virkelig fascineret af at kigge på de store skruer af trækkende rovfugle, som samlede sig på stedet. Samme år, begyndte jeg også at besøge Gedser Odde, men det tog dog nogle år, før jeg virkelig lærte at holde af stedet, som jeg i starten syntes var præget af meget vind og fugle på lang afstand. Det hjalp dog gevaldigt at møde lokale Louis A. Hansen, som virkelig havde styr på fuglene og gerne lærte fra sig på en måde, hvor jeg virkelig kunne mærke, at jeg lærte noget.

Jeg havde fået øjnene op for fugletrækket, og det er noget jeg har prøvet at prioritere tid til lige siden – de fleste år dog alt for lidt i forhold til, hvad jeg godt kunne have lyst til. Tiden har bare ikke rigtig været til det. Men at stå ved enten Hyllekrog eller Gedser ved solopgang på en af de gode trækdage, hvor luften er levende af fugle, forventningerne er skyhøje, og der er varm kaffe i koppen, det er virkelig noget af det allerbedste, jeg ved.

At finde sjældne fugle

I 2018 fik jeg set min første Rødhalset Gås. En fugl var meldt ud ved Kalløgrå, og jeg stod i tårnet med mine forældre, Charlotte og en ven. En stor flok Bramgæs lå på vandet, og der måtte gåsen jo være iblandt. Jeg scannede flokken igen og igen, og jeg kan huske, at de andre var lidt opgivende og snakkede om, at den nok alligevel ikke var der. Men pludselig, efter endnu en gennemscanning af flokken, åbenbarede den sig i mit teleskopfelt! En fugl, jeg havde glædet mig til at se, lige siden jeg første gang så et billede af den i fuglebogen, og selvom der var tale om en fugl, der allerede var blevet meldt ud, bragte den stor glæde, og jeg følte mig lidt stolt af at have fundet den i virvaret af Bramgæs.

Senere samme år var jeg på vadefuglekursus sammen med mine forældre. Det blev afholdt af lokalafdelingen og havde Klaus Malling Olsen som underviser. Jeg lærte en masse den weekend og fik hele 6 nye DK-arter ved de lokale steder, heraf Kærløber og Dværggås ved Kalløgrå samt Odinshane ved Saksfjed. Selv den dag i dag, havde det været et ret vildt resultat! Kun et par uger efter lykkedes det mig for første gang selv at finde en sjælden fugl: Jeg var taget på tur til Kalløgrå, og pludselig lå der en fin Odinshane og svømmede rundt. Det var min første sjældne ædelart.

I starten af 2021 stod jeg i sydtårnet ved Bøtø Nor sammen med mine forældre og Charlotte. Der stod en stor flok Bramgæs, som jeg begyndte at scanne igennem, og vi jokede lidt med den gang, jeg havde gjort det samme ved Kalløgrå for at finde den Rødhalsede Gås, vi vidste befandt sig i flokken. Efter nogle gennemscanninger kunne jeg pludselig udbryde “der er sgu en Rødhalset Gås!”, og efter at have grinet lidt af den situation kunne vi sammen stå og nyde den smukke gås på rimelig tæt hold. Det var en virkelig fed ædelart og en af de fugle, jeg var allergladest for selv at have fundet på daværende tidspunkt.

Det kan bare noget at finde sine egne sjældne fugle, og især, hvis det sker på uventede steder eller lokaliteter man selv har et særligt forhold til. I midten af maj 2022 havde jeg en skøn morgen ved Skejten, som er en af de lokale perler, jeg virkelig elsker at besøge, og som ikke bliver birdet særlig meget. Turen var ved at nå sin ende, og jeg skulle videre på arbejde, da jeg så en fin Rødstjert, som jeg gerne lige ville have et billede af. Den plan blev dog hurtig droppet, da mit øje fangede en grøngul fugl oppe i et af de ikoniske egetræer. Pludselig var jeg 100 % fokuseret, og pulsen var steget gevaldigt, og det lykkedes mig heldigvis at finde fuglen med kikkerten, hvor jeg kunne konstatere, at det da lignede en Pirol. Det lykkedes mig endda at få lidt fine billeder af fuglen, inden den forsvandt i trækronerne.

En oplevelse, der kommer op på siden af denne, var da jeg i april 2025 var ude og gå med familien i vores lokale skov Hamborgskoven. Natten forinden havde budt på stort set ingen søvn til mig og Lærke, da Lærke døjede med skoldkopper. Vejret var fantastisk og den forårslune skov gjorde underværker for trætheden. Vi kom til en større lysning med en eng, som skærer igennem skoven. Det er et af mine yndlingssteder i skoven, og i horisonten så jeg en stor fugl på himlen et godt stykke ude. Kikkerten blev løftet til øjnene med forventningen om, at der ville være tale om en Havørn, så overraskelsen var derfor stor, da jeg kunne konstatere, at der var tale om en stork. Fuglen kredsede langsomt tættere på os, og jeg kunne med bankende hjerte konstatere, at der var tale om en Sort Stork. Fuglen endte med at kredse helt tæt på os, så vi alle fik set den rigtig godt, og det var en virkelig stor oplevelse at finde en så sjælden og uventet fugl i min egen, lokale skov.

Storken skulle vise sig at være toppen af kransekagen på et forrygende 2025, som bød på mange fine ædelarter: Lille Flagspætte ved Maribo, Aftenfalk ved Hyllekrog, Sortsvane ved Sydlolland, Steppehøg på Lolland, Savisanger ved Maribo, Tredækker ved Porsmose og Engsnarre ved Saksfjed (kun det ca. 15. fund for Lolland i følge DOFbasen).

Det med at finde mine egne sjældne fugle er uden tvivl noget, jeg er blevet mere bidt af, men helt sikkert også noget, der koster en del forgæves ture. Man kan prøve at gøre sig nok så mange tanker og forestillinger om, hvor og hvornår de sjældne fugle kommer, men nogle gange kommer de helt ud af det blå, ligesom tilfældet var med nogle af mine seneste sjældne ædelarter: En Høgesanger, der pludselig viste sig frem i en busk på Møn og en Hvidbrynet Løvsanger, som sad og kaldte i mine forældres have.

Det er til gengæld endnu ikke blevet til en SU-art, og selvom det nok er vidt forskelligt, hvorvidt man selv har fundet en SU-art, når man når nr. 300, kan jeg da konstatere, at Emil i sin artikel fortæller, at han har fundet 3 SU-arter. Mit eget bud er, at det skyldes, at jeg dels ikke har haft det fornødne held og dels ikke har brugt nok tid på trækstederne. Jeg glæder mig til den dag, det lykkes for mig at finde min egen SU-art! Skulle jeg komme med et bud på, hvilken fuglegruppe, der ville være mest oplagt for mig at finde en SU-art indenfor, vil det nok være en vadefugl eller en and. Men nu må vi se…

Fuglefeber.dk ser dagens lys

I 2020 sluttede jeg året af med 180 årsarter, som var ny personlig rekord. Jeg var blevet virkelig grebet af fuglene, og Charlotte var ikke nær så grebet af det, så jeg fik flere og flere ture alene. Da 2021 skulle starte, kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at gøre endnu mere ud af fuglekiggeriet. Jeg besluttede mig for at skrue endnu mere op for aktiviteten og satte mig et mål om at nå 100 årsarter i januar og 200 årsarter i alt. På det tidspunkt havde jeg set 211 DK-arter. Jeg kunne samtidig også mærke et stort behov for at få dokumenteret mine ture og oplevelser, og derfor startede jeg denne blog.

Og jeg må love for, at jeg blev belønnet for den øgede aktivitet! 1. januar: Mosehornugle ved Bøtø, 2. januar: Stor Tornskade, Vandrefalk og Isfugl ved Rødebro og Rådmansdshaven, 3. januar: Bjergvipstjert og Nordisk Lappedykker ved Nykøbing og Gedser. Så var året ligesom i gang!

I midten af januar havde Charlotte og jeg booket en weekend i sommerhus nær Tisvildeleje. Det skulle vise sig at blive en ret vild weekend med fuglene, hvor vi så Prærietrane på vej derop, Kongeederfugl i Hundested Havn, og så fandt jeg en Hvidvinget Korsnæb i Tisvilde Hegn den sidste dag! Hvor vild den weekend egentlig var, er først blevet klart for mig, imens jeg skriver det her. Jeg har ikke set nogle af de tre arter siden da!

Ikke længe efter fandt Charlotte og jeg ud af, at vi skulle være forældre senere på året. Sommerferien brugte vi bl.a. i Skagen, hvor vi den ene aften tog ud til Sandmilen omkring skumring, da jeg havde fået et tip om, at vi kunne se Natravn der. Det blev en magisk aften, hvor en Natravn pludselig sang tæt på os for derefter at lave det fineste flyveshow og lande lige foran os i dagens allersidste lys. Det var en intens oplevelse, der stadig står som et af mine allerbedste fugleminder.

I september kom vores datter Lærke til verden, hvilket naturligvis satte en lille dæmper på feltaktiviteten. Livet med ét barn var dog pærelet (skriver faren til nu to børn!), og året sluttede med, at jeg nåede mit mål med god længde, da jeg endte på 221 årsarter. Iblandt disse var 23 nye DK-arter. Derudover var bloggen blevet en integreret del af mit fuglekiggeri, og jeg elskede den dimension, som fortællingerne og billederne gav.

Målet om 300

I 2022 startede jeg med at have 233 DK-arter, og her satte jeg mig et mål om at nå 300 DK-arter inden for 5 år. Den elefant skulle dog sluges én bid ad gangen, og jeg satte mig derfor først og fremmest et mål om at se 17 nye DK-arter i løbet af 2022, da det ville sende mig op på 250 DK-arter i alt.

I slutningen af oktober nåede jeg den ornitologiske milepæl, da jeg kørte til Stevns for at twitche en Fuglekongesanger, som var fundet dagen før. Jeg brugte hele morgenen og formiddagen på at prøve at finde fuglen i krattene omkring Stevns Fyr og til sidst lykkedes det at få set den rigtig godt og tilmed hørt den synge en kort sangstrofe. Dermed kunne jeg notere min DK-art nr. 250, og det første delmål var nået.

En kratlusker bliver født

I måneden op til oplevelsen med Fuglekongesangeren var jeg blevet ret interesseret i fænomenet kratlusk, som jeg ikke kendte så meget til. Jeg fandt en del artikler om emnet og især om “bryn” og “vingebånds-sangere” på Netfugl.dk, som åbnede en helt ny verden for mig. Siden da er det en disciplin, jeg har taget til mig og prøvet at lære bedre at kende, og jeg er da også både hoppet med på bølgen af ornitologer med diktafoner og højttalere med mob gang. Ligesom med fugletrækket er det en disciplin, jeg gerne ville have lagt mere tid i, hvis jeg havde det, men indtil videre må det nøjes med de ture, jeg nu engang når, og det er nok også en af grundene til, at det endnu ikke rigtig er blevet til de store fund. Høgesangeren på Møn må nok være mit bedste kratluskede selvfund. Og så er der selvfølgelig Hvidbrynet Løvsanger i mine forældres have i Maribo, men tæller den som en kratlusket fugl, når jeg slet ikke var afsted på fugletur…?

Fra nemesis til drømmefugl

Hærfugl var længe drømmefuglen, der bare ikke ville ses. I 2021 missede jeg to gyldne chancer for at se den på Falster, fordi jeg ikke havde Bird Alarm. I årene efter blev det til flere forgæves køreture til Lolland og Møn, hvor fuglene var væk, selvom jeg (og Charlotte) kørte kort efter udmelding. I 2024 kom min anden datter – Maja – til verden i slutningen af februar, hvilket selvfølgelig satte en dæmper på aktiviteten i felten. Det lykkedes os dog at komme afsted efter en Hærfugl, der var set omkring Gedser i april, men endnu engang var fuglen forduftet, da vi ankom! I maj lykkedes det os så endelig at få set nemesisfuglen, da en fugl blev fundet ved Sønder Kirkeby på Falster og rent faktisk var på plads, da vi ankom kort efter. Det var ottende gang, jeg kørte på en Hærfugl, og det var fedt at have hele familien med til at se den. Det blev selvfølgelig fejret med en stor is efterfølgende. Det var fantastisk og en stor forløsning endelig at få set den fugl, der så længe havde stået allerhøjest på ønskelisten. Jeg var da også ude og se den et par gange mere de efterfølgende dage 😊

Projekterne og listerne

Kendetegnene for årene har været, at jeg er draget af projekter. Det har både været af kortere eller længere varighed. Min første forårstur til Skagen var fx et projekt, som jeg gik og forberedte mig til over længere tid og virkelig glædede mig til at føre ud i livet. Min jagt på en Tredækker varede derimod over flere år, og står tilbage som en lang, men også sjov og lærerig rejse, som endte med en helt uforglemmelig oplevelse:

August 2025 skulle være tredje år, hvor jeg ville bruge noget tid på at finde min egen (og min første) Tredækker, og denne gang skiftede jeg taktik, så jeg ikke kun ledte på Lolland og Falster. Det skulle vise sig at være et klogt valg, da jeg kun nåede at trampe rundt i kort tid ved Porsmose, før en Tredækker gik på vingerne. En kæmpe glædesrus skyllede over mig, og det er en dag, der stadig står meget klart for mig. Har du ikke læst den fulde beretning, vil jeg anbefale dig at gøre det her.

Derudover har jeg lært, at jeg trives med masser af variation i forhold til lokaliteter, arter, discipliner mv. Jeg har i nogle perioder prøvet at dyrke den samme lokalitet intensivt over kortere tid, og må bare erkende, at jeg kører lidt død i det. Jeg bliver aldrig en lokalitetskonge.

De seneste år, kan jeg mærke, at jeg fokuserer mere og mere på lokale projekter: Jeg vil opdage de skjulte, spændende lokaliteter på Lolland-Falster, finde de lokalt sjældne arter og booste mine lokal-lister. Og ja, de lister betyder altså noget for mig. Jeg hørte forleden en amerikansk fuglepodcast, hvor en af værterne forklarede det glimrende: Birding er den perfekte blanding af jagt og frimærkesamling. Jeg elsker at være ude i naturen og miste fornemmelsen for tid og sted. Men jeg elsker også at have projekter og mål og samle på ting, om det så er kompetencer eller trofæer. Og det passer perfekt med at kigge på fugle. For mig giver listerne – og især de lokale lister, som Lolland-, Falster- og matrikel-listen – en ekstra dimension til fuglekiggeriet. Det er fedt at være ude og kigge på fugle, men det er da ekstra fedt, hvis der gemmer sig små skatte, som man kan finde og fejre (med en lakridspibe). På samme måde, kan jeg godt lide at holde styr på, hvilke fugle, der er usædvanlige i mit lokalområde, og det er en succes, hver gang jeg kan notere en ny fugleart for nogle af mine lokale DOFbase-lokaliteter. For ‘Sundby på Lolland’ har jeg fundet følgende nye arter for lokaliteten: Skovsneppe (indtil videre 10 obs af 22 fugle, alle af mig), Skovsanger (1 fund) og Rødtoppet Fuglekonge (8 fund af 8 fugle, alle af mig).

Til sidst gik det stærkt

Da jeg gik ind i 2026, var jeg langt fra sikker på, at jeg ville nå mit mål om 300 DK-arter, inden årets udgang. Forårets sats til Skagen gav 4 nye arter, hvilket bragte mig op på 297, men jeg var stadig ikke sikker på, at jeg ville nå hele vejen i mål. Til sidst gik det dog overordentligt stærkt, da jeg først fandt en meget uventet Høgesanger og kun en uge efter twitchede en Flodsanger for blot dagen efter at få Tophejren at se ved Majbølle Nor. Efter så mange års jagt på et bestemt mål var det på en måde lidt vildt, at det til sidst gik så stærkt, at jeg knap nok nåede at indse, at målet var indenfor rækkevidde, inden det rent faktisk var indfriet.

Efterskrift

Da jeg havde krydset Fuglekongesanger som min DK-art nr. 250, satte jeg mig for sjov ned og lavede en liste over de fugle, jeg tænkte, jeg ville få som de næste 50. Det er sjovt at kigge på listen nu og se, at jeg ramte rigtigt med 35 ud af de i alt 53 fugle, det krævede at nå 300 DK-arter (pga. de taksonomiske ændringer, hvor jeg i løbet af årene mistede 3 arter). De største overraskelser ift. fugle, som jeg havde troet jeg ville få set, men ikke så, må være Storkjove, Lapværling, Lille Skrigeørn og Citronvipstjert. Storkjove oplever et massivt dyk i øjeblikket på grund af fugleinfluenza og Lapværling er blevet betydeligt mere sjælden. Lille Skrigeørn bliver set hvert år i lokalområdet, men det er om at være på det rette sted, da der aldrig er tale om stationære individer. Jeg var tæt på en fugl i år, men missede den lige akkurat. Citronvipstjert er ret sjælden lokalt, men der har været en enkelt fugl de seneste år, som jeg simpelthen ikke kunne køre på, på grund af andre forpligtelser.

Til gengæld formåede jeg at gætte, at jeg ville få set Nathejre, Stor Skrigeørn og Slangeørn, hvilket ikke er fugle man bare sådan lige kunne have regnet med. De to sidstnævnte fik jeg endda set på hhv. Lolland og Falster.

Jeg har for sjov lavet en liste over de fugle, jeg tror bliver mine næste 20 DK-arter. Så må vi se, hvor mange jeg får rigtigt, når den tid kommer. Der går nok en del år. Jeg har både valgt nogle oplagte som Rødrygget Svale og Lille Skrigeørn, men også nogle drømmefugle og fugle, som jeg tror bliver mere almindelige i fremtiden end tilfældet er pt.

Og således nåede vi til slutningen af denne beretning om mine første 300 DK-arter. Det har været sjovt at gennemgå årene, de mange fantastiske fugle og den udvikling, jeg har haft som birder. Jeg håber, at de kommende år vil byde på lige så mange fantastiske og skelsættende oplevelser med fuglene.

Tak for at du læste med.

Og som ekstranummer her til sidst, bare en lille kavalkade af lakridspibe-fejringer, som i hvert fald gør mig glad.