Danmark rammes af en invasion af Nøddekriger i øjeblikket, så jeg tog en fridag og håbede på at kunne tage del i glæderne.

Jeg mangler arten som Lolland-art, og da jeg samtidig også havde gået og luret på at få en tur til Hyllekrog i håbet om at få lukket et par af mine store huller på Lolland-listen – Bjergvipstjert og Hedelærke – var det oplagt, at dagens tur skulle gå dertil. Det hjalp da også på beslutningen, at der var set en Nøddekrige på stedet de forgangne to dage.

Jeg ankom til obs-pladsen på diget ved sommerhusene omkring kl. 7.45, og det var lige en halv time senere end hvad jeg ville syntes var optimalt i forhold til lyset, men så nåede jeg til gengæld lige at få set familien. Lokale Lars Munk sad allerede på plads, og det var hyggeligt at vide, at jeg skulle bruge dagen sammen med ham.

Morgenen var smuk og vi fik selskab af Adam og Magnus, som blev hængende et par timer. Sammen med en varm kop kaffe, kunne det ikke blive meget bedre.

Smuk morgen ved Hyllekrog.

Allerede fra start af var der godt gang i småfuglene – især Bogfinker – og de Røde Glenter var virkelig også på vingerne. Skønt!

Træk-kaos med både flyvende og rastende Røde Glenter og Ravne.

Jeg havde hele tiden chancen for Nøddekrige i baghovedet, og jeg scannede løbende træerne for at se, om der pludselig skulle sidde det eftertragtede trofæ. Efter kun en times tid, fangede mit øje pludselig en fugl, der kom flyvende et stykke væk og satte sig i en gran. Lars havde gjort præcis det samme, og vi udbrød nærmest synkront “Nøddekrige!”. Der var den sgu. En fin Nøddekrige sad i granen et stykke væk, og vi nåede alle 4 at se den, før den hurtigt smuttede videre. Sådan! Lolland-art # 228. Årets 10. nye Lolland-art. Det er virkelig gået godt med dem.

Nøddekrige på afstand.

Godt en time senere fangede vores øjne pludselig en fugl i et fyrretræ tæt på os. Det var en Nøddekrige mere (eller måske den samme) som hurtigt gik på vingerne og fløj rundt over os, før den forsvandt ind i reservatet. Helt fantastisk!

Fantastisk smuk fugl!

De Røde Glenter blev ved med at komme dryppende, og vi endte på knap 80 i løbet af dagen. Derudover kom der fint med Spurvehøge samt et par fine Dværgfalke. En del flokke af Bramgæs og Knortegæs kom flyvende tæt på, og det var et fint krydderi i det flotte morgenlys.

Smukke Knortegæs.

Småfugletrækket bestod mest af Bogfinker, og derfor lykkedes det heller ikke at få hverken Hedelærke eller Bjergvipstjert i bogen denne gang. Men hvad gør det, når vi havde så fine oplevelser med Nøddekrige. Det lykkedes os at få set en fugl mere i løbet af morgenen, og vi havde begge følelsen af, at der nok havde været tale om 2 fugle. Derudover fik vi noteret lidt vadefugle på strander, deriblandt 4 Lille Kobbersneppe.

Henad formiddagen indløb der meldinger om 4-5 rastende Nøddekriger ved Lyttesholm Naturcenter, så da jeg skulle smutte omkring ved 13-tiden, valgte vi at pakke en smule før, så vi lige kunne nå forbi og give dem et forsøg. Det viste sig, at de var enormt samarbejdsvillige, og vi så 3 fugle på samme tid, men der kan godt have været tale om i alt 5-6 forskellige fugle. Helt vildt! De fløj aktivt rundt i buskadserne, og virkede især til at fouragere på gedehamse. Noget jeg slet ikke vidste, at arten gjorde. Det var en helt fantastisk afslutning på en dejlig oktober-dag ved Saksfjed-Hyllekrog.

Nøddekrige ved Lyttesholm.
Jeg har tidligere kun haft to flygtige oplevelser med arten, så det var fantastisk bare at kunne stå og nyde den.
Virkelig en smuk fugl!