Jeg har haft lidt småture den seneste uges tid, som blandt andet har budt på småspove ved Bøtø Nor og skægmejse ved Kalløgrå. I dag ringede vækkeuret så klokken 4.00, og jeg kunne tage den første tår af morgenkaffen i tårnet ved Majbølle Nor omkring kl. 4.45.
Vejret var ret anderledes i forhold til de seneste dage, da temperaturen lå omkring de 20 grader, og der blæste en jævn blæst. Jeg var derfor pakket lidt mere ind, end tilfældet har været de sidste måneder. Der var ikke meget vand tilbage i Majbølle, men ikke desto mindre var der fint med vadefugle.
Forholdsvis hurtigt kunne jeg konstatere, at der stod to krumnæbbede ryler. Det var en ny årsart, og jeg kunne derfor knytte næven og fejre, at målet om 200 årsarter var en realitet. En fed følelse!
I mit blogindlæg fra d. 2. juni gættede jeg på, at årsart nr. 200 ville være en krumnæbbet ryle som jeg så inden midten af juli. Det var da ikke helt skidt gættet!
Der var en fin diversitet i mellem vadefuglene, og jeg kunne foruden den nye årsart notere storspove, hvidklire, svaleklire, mudderklire, tinksmed, almindelig ryle, temmincks ryle, brushane, stor præstekrave, strandskade, vibe og lille præstekrave.
Efter en god times tid smuttede jeg videre til Kalløgrå, hvor jeg havde aftalt at mødes med mine forældre. Vi gik i tårnet, hvor vi kunne stå nogenlunde i læ, og jeg kunne tilføje klyde og rødben til vadefuglelisten, så jeg kom op på 15 forskellige vadefugle på dagen. Der var også en fin lille flok krumnæbbede ryler ved Kalløgrå.
Vi droppede at gå ned til vigen, da det blæste ret voldsomt, og vandet stod højt i vigen, så det umiddelbart ikke så ud til, at der var meget liv dernede. Vi tog derfor til Fladdet, hvor der dog ikke var så mange vadefugle. En fin agerhøne blev dog tilføjet til dagens artsliste.
Jeg benyttede også lejligheden i tårnet til at hive den kæmpe-lakridspibe frem, som jeg har haft liggende i tasken på det seneste, så årsart nummer 200 kunne fejres med manér.
Mor og jeg sluttede turen med at køre til Hejrede Sø i håbet om en lærkefalk, men måtte “nøjes” med en flok på 5 rødhovede ænder i eclipsedragt. Derefter gik turen hjemad til en god lur med en rigtig god følelse i maven. Det er altid super fedt at sætte sig et mål og opnå det! Det har godt nok været et sjovt halvår – og det stopper ikke her 😎
Skriv et svar