- Oplevelser med udgangspunkt i fuglelivet på Lolland-Falster

1. marts – opsummering på årsarter og boligbirding

Så blev det officielt forår, og jeg vil i dette indlæg se tilbage på februar med hensyn til, hvordan det går i boligbirding, og hvordan det er gået i forhold til mit mål om at nå 200 årsarter

Hvis vi starter med boligbirding: Det er første år, jeg deltager, så jeg har intet sammenligningsgrundlag. Men jeg er på 41 arter, hvilket på nuværende tidspunkt betyder, at jeg ligger nr. 38 ud af 215 deltagere. I alt har februar givet 8 nye arter og iblandt disse, har der været virkelig gode arter som skovsneppe, rødtoppet fuglekonge og korttået træløber, som du også kan læse om i dette indlæg. Jeg har gået og kigget en del efter sjaggere, men det er desværre ikke lykkedes mig at få lokket nogen til æblerne. Det bliver hyggeligt at følge ankomsten af flere og flere af de trækkende arter den kommende tid.

Med hensyn til årsarterne må jeg sige, at det går virkelig godt. Når man registrerer årsarter, kan man med fordel være taktisk, da der er en del fuglearter, som kun kan ses i Danmark i vinterhalvåret. Derfor havde jeg også lavet en liste over de arter, som jeg vurderede skulle ses i starten af året. Jeg gennemgår her kort de af disse arter, som det er lykkedes mig at se i 2021 indtil videre:

Stor Tornskade: En fugl, der skal findes i vinterhalvåret, og som jeg efterhånden ser en del af hvert år. Der er et eller andet ved tornskader, der bare er super sejt.

Stor tornskade set ved Mygget Vig. (Digiscopet)

Bjergvipstjert: En fugl jeg aldrig har set før i Nykøbing, men i år har jeg fundet den på to forskellige lokaliteter.

Nordisk Lappedykker: Ligeledes en fugl, der helst skal findes om vinteren, og som jeg hurtigt fandt tidligt på året.

Vandstær: En hyggelig vintergæst, som jeg også efterhånden ser nogle gange hvert år. En bonus er, at den skal findes ved vandløb, som er en naturtype, der har en dragende effekt på mig.

Sortspætte: En art jeg ikke har så store erfaringer med. Jeg ved ikke, hvor stor chancen er for at se dem resten af året, men jeg havde på fornemmelsen, at det ville være godt at lede efter dem i starten af året, hvor de er meget vokale, og der ikke er kommet blade på træerne endnu. Da det derudover passede med, at vi skulle på weekend omkring Tisvilde Hegn, hvor der er en stor bestand, kunne det ikke blive bedre. En art jeg ikke så i 2020.

Sortgrå Ryle: Endnu en vintergæst, som er god at få krydset af. Jeg var især glad for den enlige fugl, jeg fandt ved Gedser Odde, som er et sted, jeg ikke har set arten ved før. Endnu en art jeg ikke havde på listen i 2020.

Rødhalset Gås: Uh, det er stadig en fugl, som får smilet frem, hver gang jeg tænker på, da jeg fandt den. Det var så fed en oplevelse, og jeg må sige, at jeg var meget stolt og følte mig som en dygtig (og selvfølgelig også heldig) fuglekigger.

Derudover har jeg set havlit, fløjlsand og rødstrubet lom, som alle var fugle, jeg ikke fik set i 2020. Jeg har også fået set sortstrubet lom, som jeg havde sat mig for skulle krydses tidligt på året.

Derudover er der de fugle, som jeg ikke kunne have forudset, at jeg ville se:

Hvidvinget Korsnæb dukkede pludselig op i min kikkert i en lille flok små korsnæb i Tisvilde Hegn. Jeg var på jagt efter sortspætte og havde netop endelig hørt den kalde efter et par timers søgen, og derfor brugte jeg ikke så lang tid ved korsnæbbene. Det var først, da jeg kom hjem og fik undersøgt sagen lidt, at det gik op for mig, at hvidvinget korsnæb faktisk er rimelig ualmindelig og ikke var blevet registreret af andre i Danmark i tiden op til. Her blev det rimelig tydeligt, at jeg stadig er en lidt uerfaren fuglekigger: Jeg vidste, at der var noget, der hed en hvidvinget korsnæb, og jeg vidste, hvad jeg skulle kigge efter, men jeg anede ikke, hvor godt et fund det rent faktisk var.

Charlotte og mig i Tisvilde Hegn. En virkelig lækker skov at gå en tur i.

Kongeederfugl og prærietrane kunne jeg ligeledes umuligt have forudset. Begge fugle var blevet meldt ud på bl.a. DOF-basen og var derfor fugle, jeg twitchede (det vil sige kendte individer, man kører målrettet efter). Lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke den store twitcher. Jeg synes en del af det, jeg finder fedt ved fuglekiggeriet (det uventede og afsondretheden i naturens ro) forsvinder, når jeg twitcher. Jeg får f.eks. et langt større kick ved selv at finde en fugl som f.eks. en stor tornskade, end jeg gør ved at køre målrettet hen og se en prærietrane, som 300 andre mennesker også står og kigger på. Men jeg er meget bevidst om dette, og derfor har jeg heller ikke noget problem ved at twitche nogle fugle, som kunne være sjove at se og få på livslisten, hvis det ellers lige passer med programmet. Prærietranen passede med, at vi alligevel skulle i sommerhus på Nordsjælland og derfor kom rimelig tæt forbi stedet, den var set. Og kongeederfuglen var blevet set i noget tid ved Hundested Havn, som lå tæt på det sommerhus, vi boede i. Prærietranen var en rigtig fin oplevelse. Det var sjovt at se en anden trane-art, og på den korte tid vi betragtede den, nåede vi både at se den i fint lys, se den flyve og høre dens stemme. Kongeederfuglen lå langt ude og var en juvenil han og var helt personligt ikke den store oplevelse. Men en fin fugl at få på listen.

Og så var der lige de arter, som jeg ikke fik set. Her kan nævnes skærpiber, som jeg ellers har haft en håndfuld ture efter (i områder, hvor de burde kunne findes) og silkehale, som ikke rigtig har været set i nærheden af mig. Det er også fint at have nogle arter at jage i slutningen af året, når det bliver vinter igen.

Vinteren bød på nogle fantastiske landskaber. Her Ravnstrup Enge ved Nykøbing.

Forrige indlæg

Årets første præstekraver – og en overraskelse

Næste indlæg

Weekend ved Sjællands Odde – pt. 1: Korevlerne.

  1. Birgitte Andreasen

    Hej Lasse.
    Tillykke med bloggen, som er kommet rigtig godt fra start og tak for endnu et levende og inspirerende indlæg.
    Din glæde er smittende (og heldigvis helt ufarlig) – også når vi er sammen på en tur.

  2. Carsten

    Hej Lasse

    Det er en meget flot blog du har sat op med mange oplysninger. Det er utrolig mange fugle, du får kendskab til -også sjældne arter.

    Hvis du mangler lille lappedykker på din liste, kan du finde en lille flok i Karrebæksminde Havn.

    Fortsat god “jagt”.

    Carsten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén