I dag gik turen til Kalløgrå. Jeg har gerne ville derhen i et stykke tid, men der plejer ikke at være så mange fugle, når det er rigtig koldt, så jeg har gået og ventet på lunere temperaturer. I dag skulle det så være, og jeg havde aftalt at mødes med min mor derhenne.
Lærkesangen i luften gav løfter om det kommende forår, men en kold vind sørgede for at minde om, at det altså stadig er vinter i følge kalenderen. Jeg havde svært ved rigtigt at få varmen i dag.
Vi startede i tårnet, hvor vi bl.a. kunne tælle en del forskellige ænder. I alt fandt vi 10 forskellige andearter. Der var en del troldænder i den ene sø, og vi fandt 3 bjergænder iblandt dem. Det er ikke så tit, vi finder dem i Kalløgrå. Ude i selve vigen fandt mor en lille flok store præstekraver. Årets første og årsart #122. Det er dejligt stille og roligt at kunne tælle flere og flere vadefugle. I dag var der – udover præstekraverne – hjejler, storspover, strandskader og viber. Mor havde medbragt de gode øjne og fandt også en blå kærhøg et stykke væk.
Da vi var færdige ved Kalløgrå, kørte vi videre til Fladdet. Der var også fint med fugle, og vi fik lidt flere dagsarter – dog ingen usædvanlige fugle.
Jeg sagde derefter farvel til mor, som kørte hjemad, imens jeg kørte til Majbølle Nor, som ligger på vejen hjem. Her fandt jeg en overraskelse: Nilgås (årsart #123). Som navnet antyder, stammer fuglen oprindeligt fra Afrika, men er blevet introduceret til Europa og anses som en invasiv art. Det er en fugl, jeg kun har set et par gange før, selvom jeg har haft en del fugleture de seneste fem år, og derfor var det en fugl, der højnede humøret på turen på trods af dens lidt blakkede ry. Især i forhold til mit årsmål om at nå 200 arter var det en god art at få på listen. Og så synes jeg bare altid, det er sjovt at finde mange arter.
Generelt var der også fint med fugle i Majbølle. En ung havørn kom forbi og fik de andre fugle på vingerne, og jeg fandt også et par tajgasædgæs (bedømte jeg dem til – jeg øver mig stadig på sædgæssene, som kan være lidt svære). I alt noterede jeg 54 arter fordelt over hele turen.
Skriv et svar