Jeg flexede ud fra arbejde omkring kl. 12.30 og tog til Bøtø Nor. Allerede på vej ned ad grusvejen mod fugletårnet kunne jeg fra bilen se en havørn…nææh 2….nææh 3! Og så skal jeg da ellers love for, at fuglefeberen steg, og jeg måtte bruge en del viljestyrke for ikke at køre over de tilladte 20 km/t hen til parkeringspladsen.
Jeg skyndte mig ud af bilen og kunne med det samme se en 4. havørn komme svævende mod mig. Samtidig kunne jeg høre lyden fra nogle tusinde gæs i panik, så det kunne ikke gå stærkt nok med at komme hen til tårnet. Der var for alvor dømt eagle hour, da de 4 havørne lå og svævede pænt over området, og jeg derudover også kunne tælle et par musvåger.
Vejret i dag var lidt lumsk – især med tanke på den lune luft, der har været hele ugen. Jeg kender dog efterhånden Bøtø godt nok til at vide, at den kan være en kold fornøjelse – især på dage som i dag, hvor blæsten er hård og kommer fra NV. Jeg havde derfor taget rigeligt med tøj på, hvilket var et godt call. Fra tårnet kunne jeg konstatere, at der var en del liv i området, så det var bare om at starte fra en ende af og kigge på arter. Af de lidt bedre arter kan nævnes to traner, lidt små skalleslugere og en rød glente. Sidstnævnte var nok dagens bedste oplevelse, da et ældre ægtepar var ankommet til tårnet kort før. Jeg stod og hyggesnakkede lidt med dem og fik vist dem havørnene. Kvinden spurgte, om der nogensinde var røde glenter her, og jeg svarede, at det kunne man godt være heldig at se. Kort efter spottede jeg en rød glente, som kom svævende mod syd og var så sød at komme lige over hovederne på os. Det var første gang de begge nogensinde havde set en rød glente, og de virkede meget imponerede over fuglen, som også er én af mine personlige yndlinge, når det gælder rovfugle. Det var fedt at kunne hjælpe andre til at få en fed naturoplevelse. Nu skal jeg også vænne mig til, at jeg jo har en blog, så jeg fik lige reklameret for bloggen. Jeg håber de har fundet vej herind.
Efter en times tid følte jeg, at jeg var færdig i tårnet. Jeg havde lyst til at se, hvor mange arter jeg kunne skrabe sammen i dag, så jeg gik fra sydtårnet og ned til det andet “tårn” (som mere er et skjul). Det med at tælle arter er noget, jeg gør jævnligt. Jeg synes, det er meget hyggeligt med et lille ekstra mål på turen, og så sætter jeg også lidt ekstra pris på selv de mest almindelige arter. På vejen i mellem tårnene er der altid god mulighed for at kratluske lidt, og jeg fandt en del forskellige småfugle. I området omkring det andet tårn var der som altid ikke lige så mange forskellige arter, men jeg kunne dog tilføje spidsand og skeand til listen.
Derefter kørte jeg et smut ud til kysten, hvor der ikke var det store at se, og jeg endte ved Bøtø Enge, som er den nye del af det samlede område. Der var sket en del, siden jeg var der for nogle måneder siden, men der var ikke meget fugleliv. Det bliver spændende at følge udviklingen i takt med, at området stille og roligt etablerer sig. I alt fik jeg set 45 arter på turen.
Berit Mikkelsen
Hej Lasse.
Selvfølgelig har vi fundet ind på din blog.
Vi takker for en fantastisk oplevelse, det var en ren gaveregn fra himlen og du var en gave til os med din visdom som du glædeligt delte med os.
Mvh Berit og Claus
Lasse Birch Højrup
Fantastisk! Tusind tak for de fine ord. Det var rigtig hyggeligt at kunne dele de fine oplevelser med jer.
Jens Brandt
Hej Lasse.
Rigtig god idé med din blog, og fine beskrivelser. Jeg glæder mig til at følge din blog fremover :o)
Mange hilsner
Jens Brandt
Lasse Birch Højrup
Hej Jens. Mange tak 🙂