Lærke er begyndt at være længere tid i dagplejen, så tirsdag d. 20. september tog jeg mig den frihed at udnytte timerne med en lille fugletur.
Min mor havde forleden vist mig en artikel i den lokale avis om et nyt naturområde på det sydøstlige Lolland, som var åbnet op for offentligheden – Flinthorne Odde. Det lød som et spændende sted, så jeg besluttede mig for at se nærmere på det. Det var ikke så nemt at finde noget information om lokaliteten på nettet, men i følge artiklen skulle der være en p-plads ved Holtevej, og efter lidt søgen rundt på Google Maps mente jeg, at jeg vidste, hvor jeg skulle køre hen.
Jeg fandt den lille p-plads, som var markeret med et par båse ved den gård, der ligger på Holtevej, lige inden den svinger og bliver til Kørsledsvej. Herfra kan man gå en lille kilometer mod syd ad en grusvej, som leder ned til Flinthorne Odde, hvor der er et fugletårn og en fin strandeng, man gerne må bevæge sig ud i.
Det var en super smuk september morgen med den friskhed i luften, der tydeligt indikerer, at sommeren er ovre. Fra tårnet havde jeg hovedsageligt udsigt til lidt forskellige af de almindelige havfugle og en enkelt Spættet Sæl, som lå og slappede af på en sten. I et mindre krat ved tårnet fandt jeg Fuglekonge og Blåmejse, og da begge arter var nye for lokaliteten i DOFbasen var det da meget sjovt. Jeg gik en tur ud på strandengen og fik set en del Engpibere og Sanglærker, og i krattene var der især en del Gransangere. Strandengen virker som et spændende sted til noget bekkasintramp, når det er tid til det. Jeg vil derudover gerne tilbage til stedet i det spæde forår og se, hvor anderledes det ser ud på den årstid. Jeg havde derudover en fin oplevelse med en Stenpikker, som fouragerede på nogle sten langs kysten, og som lod mig komme tæt på og få nogle fine billeder.
På vejen tilbage smuttede jeg lige forbi tårnet ved Flintinge Å. Det er et lidt underligt tårn, hvor man ikke rigtigt ser ud på noget. Her er der dog ligeledes mulighed for at gå ud på engen, så jeg gik mig en fin tur, men der var ingen bekkasiner eller lignende på engen. En fin Fiskeørn, som svævede rundt over åen, gav dog min lille tur en fornem afslutning.
1 Pingback