Efter nogle dejlige dage på Sydfyn var det tid til at lukke feriehuset ned d. 25. april. Vi var ude af huset kl. 10 og kørte mod Langeland, hvor vi havde besluttet os for at bruge dagen.

Vi startede ved Snaremose Sø, hvor der var meldt en del spændende fugle ud på DOF-basen – bl.a. to blåhalse. Vi parkerede ved en parkeringsplads på Vesterby Mark og begav os ned i området, som hovedsageligt består af en lavvandet sø med tagrør og våd eng. Der var desværre ikke så meget fugleliv og til vores store overraskelse ikke andre vadefugle end viber. Vi så dog to traner, som var ny turart.

Turen gik videre til Tryggelev Nor, som er ejet af Fugleværnsfonden. Endnu et sted jeg aldrig har været før. Vi startede i det nye innovative fugleskjul, der er blevet lavet på stedet, som er et skjul, man går ned i, så man kigger ud i søen i højde med vandspejlet. På vej dertil hørte vi dog rørdrummens karakteristiske pauken (årsart #161). Rørdrummen er én blandt mange rørskovsfugle, som er god at kende lyden på, da man sjældent ser dem. Vi var dog heldige på vores tur til Vejlerne sidste år at se 7 rørdrummer flyve over rørskoven inden for en time. I dag blev det dog kun til lyden. Vi gik ned i skjulet, hvor vinduerne er envejsvinduer, så fuglene ikke kan se ind. Vi kunne se krikænder, knarænder og en enkelt rørspurv, som søgte føde i vandkanten tæt på skjulet.

Rørspurv søger føde i vandkanten.
Det flydende fugleskjul.

På vej tilbage fra skjulet hørte vi endnu en karakteristisk rørskovsfugl, som er god at kende lyden på: Skægmejse (årsart #162). Jeg synes den lyder lidt som en rumpistol. Jeg fik hurtigt kigget samme retning som lyden og nåede lige akkurat at se fuglen med dens karakteristiske hale, inden den forsvandt i rørene.

Vi gik op i et nyt skjul, hvor vi kunne kigge ud over et større søområde, men der var bemærkelsesværdigt tomt for fugle og især ingen vadefugle. Der gik derfor ikke så længe, før vi var på vej tilbage mod bilen. På vej tilbage gik vi langs kysten og lagde pludselig mærke til to ivrige fugle i strandkanten, der viste sig at være mudderklirer.

Mudderklire.

Fra Tryggelev Nor gik turen videre til Gulstav Mose. Her fandt mors skarpe øjne en stor tornskade et stykke væk, og far fandt turens sidste art, som var lille lappedykker. I alt fik vi set 94 arter på hele turen.

Vi kørte derefter til færgen efter en rigtig hyggelig forlænget weekend med masser af fugle og fine fuglesteder. Snakken går allerede om en fremtidig tur til Nordfyn – der er nemlig også masser af spændende steder.