- Oplevelser med udgangspunkt i fuglelivet på Lolland-Falster

Dværgfalk

Første tur som far

Efter et par uger i barselsboblen kunne jeg godt bruge noget frisk luft, så jeg aftalte med Charlotte, at jeg tog en lille formiddagstur med rovfugletræk ved Saksfjed-Hyllekrog. Det var onsdag, så det passede med, at Fugleværnsfonden afholdte den ugentlige rovfugletræktur.

Jeg var på stedet omkring kl. 9.15, og stillede mig som sædvanligt ved lunden. Jeg kunne hurtigt konstatere, at der var rigtig mange trækkende småfugle i luften – især bogfinker, men også kvækerfinker, grønsiskener, engpibere og skovpibere.

Klokken 10 kom guiden Allan Gudio og de øvrige deltagere på turen. Det viste sig dog at være en ret stille dag rovfuglemæssigt uden det store træk af især glenter, som man ofte kan opleve på dette tidspunkt. Vi måtte derfor bruge tiden på at lære trækkaldene fra de forskellige småfugle, hvilket også er fint at få trænet, da det ikke er noget jeg er super skarp i.

Dagens højdepunkt blev en dværgfalk, som Allan og jeg opdagede samtidig, da den kom flyvende i god fart, lavt over terrænet direkte imod os. Vi spottede den et stykke ude og kunne derfor nyde den, imens den nærmede sig og fløj tæt forbi os og videre sydpå. Det var en fed oplevelse med en falk, som jeg ikke har set så ofte før.

Dværgfalk flyvende lavt over terrænet.
Dværgfalken kom rimelig tæt forbi os.

Udover falken var det ret fattigt med rovfugle. En enkelt blå kærhøg og en enkelt havørn var resultatet udover de sædvanlige tårnfalke og spurvehøge, som der altid er en del af i området på denne tid.

Der er altid godt med spurvehøge, som jager tæt på lunden.

Jeg havde aftalt ikke at være for længe væk, så klokken 11.30 pakkede jeg grejet og tog hjemad. Det var skønt at komme ud igen og få nogle timers frisk luft, og dværgfalken var et dejligt højdepunkt på turen.

Forrige indlæg

En helt særlig Lærke

Næste indlæg

Lækker tur til Gedser

  1. Jens Brandt

    Hej Lasse.
    Til lykke med jeres barn.
    Du har en sød kone, der sådan lader dig tage på fugletur, mens hun går derhjemme med babyen.
    De bedste hilsner
    Jens Brandt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén