I lørdags (d. 23. oktober) parkerede jeg ved parkeringspladsen på Gedser Odde omkring kl. 7.30. En kraftig vestenvind blæste næsten bildøren af, da jeg trådte ud, men heldigvis kunne jeg stå i læ henne ved bygningen på trækstedet. Her stod Ole og et par andre fuglekiggere allerede, og jeg kunne efter en halv times tid nyde en smuk solopgang og den medbragte kaffe.
Det viste sig desværre at være en lidt stille dag uden det store træk ved Gedser. Der stødte stille og roligt flere fuglekiggere til, og jeg fik bl.a. øvet kaldet fra en bjergvipstjert og fik også en almindelig kjove i teleskopet i et minuts tid – en fugl jeg dog ikke vil tælle, da den var på lang afstand, og jeg aldrig så nogle kendetegn, som ville gøre, at jeg kunne bestemme den til en almindelig kjove eller ville kunne identificere sådan én en anden gang. Men det var sjovt at se, hvordan en kjove flyver – det lærte jeg helt sikkert noget af. Efter kl. 9 kom der bedre gang i rovfugletrækket, og vi fik en fin portion musvåger og fjeldvåger over os.
På et tidspunkt var der endda en af fjeldvågerne, der landede kortvarigt på marken foran os, inden den fløj videre.
Af andre bemærkelsesværdige fugle var der en enkelt sortgrå ryle, som rastede på de store sten ved kysten, og to sølvhejrer kom trækkende over os. Kl. 11 valgte jeg at køre videre til Bøtø Nor, da der hele ugen var meldt pibesvaner ind – en art jeg aldrig har set før.
Jeg ankom til Bøtø, hvor Benny allerede stod. Han kunne fortælle, at der stadig lå tre pibesvaner derude, og jeg fandt dem hurtigt med teleskopet. Årsart #215 og DK-art #229. Som jeg havde forestillet mig, ligner pibesvanen ret meget en sangsvane, men med mere sort på næbbet og en kortere hals. Det var lidt svært at se, at den er en del mindre, når der ikke lå andre svaner i nærheden af den. Fedt med en ny art her i efteråret.
Der var ret fint med fugle i Bøtø: En lille flok sortklirer, tre brushaner, en flok sølvhejrer og masser af både ænder og gæs.
Efter at have kigget lidt fik jeg lyst til lidt kratlusk. Jeg gik på vejen ned mod det andet fugleskjul og kiggede i bevoksningen, imens jeg håbede på at finde en rødtoppet fuglekonge, men det lykkedes desværre ikke. Jeg fik dog til gengæld set en del fuglekonger og en enkelt træløber.
Derefter gik turen hjemad til de to dejlige tøser. Skønt med noget frisk luft.
Jens Brandt
Til lykke med Pibesvanen. Den har jeg heller aldrig set.
Mvh. Jens Brandt