Lørdag d. 12. marts var en dag, jeg længe havde gået og set frem til. Jeg havde sat hele dagen af til at kigge på fugle, og havde lavet en aftale med min ven Claus om, at vi skulle ud og lede efter lille flagspætte ved Vaserne.

Ingen af os havde nogensinde set lille flagspætte før, og Vaserne skulle være et af de bedste steder til arten på Sjælland. Jeg ville gerne have noget ud af dagen, så jeg sad i bilen på vej nordpå lidt i 6. Jeg parkerede ved Vaserne halvanden time senere, hvor Claus holdt og ventede på mig. Vi fandt kikkerter og kameraer frem, og begav os derefter mod det område af Vaserne, hvor spætterne typisk bliver set. Vi nåede lige ned til området, da en karakteristisk spætte-trommen lød inde fra krattet: Lang, hurtig og ikke så kraftig. Vi var enige om, at det ikke lød som stor flagspætte, så vi spejdede ivrigt efter fuglen. Efter lidt tid kom der en anden fuglekigger gående. Han fortalte, at der var to steder spætterne typisk blev set, og at vi stod lige mellem de to. Han havde netop været ved det ene og set to små flagspætter, og ville nu begive sig hen til det andet område. Med den melding gik vi hen til det område, han kom fra, og som viste sig at være et rigtig fedt område med tæt ellesump. Der myldrede af fugleliv: Musvitter, bogfinker, grønsisken og spætmejser – men ingen spætter.

Ellesump i Vaserne.
Der var godt gang i fuglesangen – her en gærdesmutte, som giver den gas.

Efter at have gået stille og roligt frem og tilbage uden held, besluttede vi os for at gå hen til det andet område. Her mødte vi fyren igen, som kunne fortælle, at en lille flagspætte havde sat sig på en træstamme tæt på stien, lige da han havde sagt farvel til os og gået lidt ned ad vejen! Vi brugte noget tid i området, som ligeledes bestod af ellesump, men dog bar præg af flere rigtig høje træer. Vi hørte flere gange spætterne tromme og flere gange tænkte vi, at den var der, for så at måtte erkende, at det var en spætmejse eller træløber. Efter noget tid gik vi tilbage til det første område igen, og brugte noget tid uden hverken at høre eller se spætter. Claus gik hen til Vaseskjulet for at prøve lykken, imens jeg blev stående i ellesumpen. Efter noget tid uden held bevægede jeg mig tilbage til det andet område (igen), og her lød der pludselig en trommen fra to fugle, som var forholdsvis tæt på. Jeg skrev til Claus, at jeg havde to fugle tæt på, og kort efter lykkedes det mig endelig at få øje på en lille flagspætte ret højt oppe i et af træerne. Fuglen fouragerede hektisk og var hele tiden i bevægelse. Heldigvis nåede Claus at komme og se den, og da den forsvandt lykkedes det os også at finde den anden fugl kortvarigt, inden denne også forsvandt. Sådan! Efter et par timer lykkedes missionen (årsart #90 og DK-art #235). Vi var enige om, at det var fedt, at vi lige måtte kæmpe lidt for at få dem at se.

Lille Flagspætte – så vidt jeg kan se er det en hun, da der ikke er rødt på issen.

Det var svært helt at fornemme størrelsen på spætterne, da de sad et stykke oppe i træerne, men det var bemærkelsesværdigt, hvor stribede deres ryg var. Vi blev i området en lille halv time mere for at se, om vi kunne få spætterne tættere på, men da det ikke lykkedes, gik vi tilbage til bilen for at fejre vores nye art med en kop kaffe i solen. Lige da vi nåede bilen spottede Claus to traner, som kom trækkende over os i det fantastiske vejr. Lækkert!

Traner på træk.

En god kop kaffe senere satte vi os i bilerne og kørte mod Nordhavnstippen. Jeg havde søgt lidt rundt på DOF-basen op til turen, og stedet virkede spændende, da der bl.a. var set bjerglærke, snespurv og enkeltbekkasin den seneste uges tid. Derudover var der set en triel også, så der ville jeg gerne hen.

Nordhavnstippen er et virkelig specielt sted. Jeg havde prøvet at finde ud af, hvad det egentlig var inden turen, og kunne læse mig frem til, at det er et stort opfyldningsområde, og at der vist er lidt usikkerhed omkring, hvorvidt der er lovlig adgang, men at det lader til, at forskellige naturbrugere får lov at benytte sig af området.

Vi parkerede på Østersøvej og begav os ind i området. Det var noget større, end jeg havde troet, og bestod af et lidt goldt landskab med kæmpe jordbunker rundt omkring. Jeg fik desværre ikke taget et billede. Vi startede med at gå langs stensætningen helt ude ved havet, men bevægede os længere ind på området, hvor der kom lidt småsøer, og virkede lidt mere spændende. En stor flok bjergirisk kom flyvende over os, inden vi pludselig så en brunlig fugl løbe rundt på jorden kun 10 meter foran os. Jeg fik hurtigt kikkerten på den og kunne se, at det var en bjerglærke! Super fedt – en art jeg længe gerne har ville se. Det viste sig, at der var to fugle, og vi kunne stå og nyde dem i det flotte solskinsvejr i godt tyve minutter. Virkelig en fed oplevelse. Årsart # 91 og DK-art # 236.

Bjerglærke – fuglene var rimelig tillidsfulde.
Det er godt nok en fin fugl!

Efter lidt tid kom to fyre hen til os, for at tjekke om det var triel, vi stod og fotograferede. Det viste sig nemlig, at den var blevet trådt op i området en times tid før! Spændende! Vi måtte jo desværre skuffe dem, men fik spurgt om de vidste, hvor snespurvene typisk bliver set, og de pegede os over en stor jordbakke og ned på en slette. Vi bevægede os hen i området, som ved første øjekast virkede tomt for fugle, men da vi gik ned på sletten fik vi pludselig øje på en stor flok fugle, der bestod af en blanding af snespurve og bjergirisk. Det er kun anden gang i mit liv jeg ser snespurve (årsart # 92). Fuglene holdt sig hele tiden på afstand og var svære at fotografere på grund af det lidt ujævne landskab og de mange stængler, der stak op fra jorden. Det var dog en fed oplevelse, og jeg fik hørt snespurvenes kald og lært dem bedre at kende i flugt.

Snespurve og bjergirisk.

Vi gik videre og fik set årets første store præstekraver (årsart # 92). Tilbage ved start kunne vi se flere og flere birdere ankomme til stedet i jagten på triel. Og jeg kunne da også se, at det nogle timer senere lykkedes for en stor del af dem at få den at se. Så vidt jeg kan se, blev den bl.a. set ved den slette vi så snespurve på, så vi har været tæt på den! Derudover blev der også trådt en enkeltbekkasin op ved den sø, hvor vi så bjerglærkerne. Man aner aldrig helt, hvad man går glip af!

Vi valgte i stedet at sige farvel og tak for i dag, og så kørte jeg til Selsø Sø, hvor der i en del uger har rastet både en amerikansk skarveand og en hvidhovedet skarveand. Sidstnævnte er ny art for landet, og jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg skulle se den, men når nu jeg var nordpå og havde hele dagen, havde jeg besluttet mig for, at den skulle have et forsøg.

En times tid og to lakridspiber senere (de nye arter skulle jo fejres 😎) parkerede jeg ved kirken ved Selsø Sø. Jeg fandt teleskopet frem og fik kigget ud over søen, og kunne se, at der var et hav af troldænder! Den hvidhovedede skarveand var meldt ud tidligere på dagen, men der stod ikke andre fuglekiggere, så jeg måtte finde den selv. Jeg kunne se, at der lå en stor flok troldænder på fin afstand og i fint lys. Bag dem og længere væk, lå der endnu en stor flok, som var lidt mere i modlys, og endnu længere væk lå der endnu en gruppe, som var i rigtig skidt modlys. “Det her kan godt gå hen og blive svært”, tænkte jeg. Nårh, men jeg måtte jo håbe på, at anden lå blandt de ænder, der var til at se, så jeg gik i gang med at scanne flokken igennem fra venstre mod højre og tilbage igen. Det gjorde jeg en del gange, og bevarede troen, da der hele tiden var bevægelse i ænderne. Efter en god halv time fik jeg kigget til højre for den halvø med birketræer, som egentlig markerede den højre grænse for den del af søen, jeg kunne kigge ud over. Her lå der også en lille flok ænder, så teleskopet blev rettet mod dem, og noget af det første jeg så var en brunlig and med helt hvidt hoved! Der var den sgu! Hvidhovedet skarveand (årsart # 94 og DK-art # 237).

Hvidhovedet skarveand – lige til venstre for spidsen af øen og med hovedet mod højre.
Samme billede som ovenfor, men kraftigt beskåret.

Fedt endnu engang lige at skulle kæmpe lidt for den nye art (især når det ender med at lykkedes). Jeg stod og betragtede fuglen et stykke tid, og kunne se, at den ofte forsvandt bag en lille ø for så at dukke op igen. Den dykkede også ofte, så jeg kunne nok let have misset den. Efter et kvarters tid kom en havørn flyvende og skræmte ænderne længere væk fra mig. Jeg overvejede, om jeg skulle blive og prøve at finde den amerikanske skarveand også, men vurderede, at det ville blive meget svært med det tiltagende modlys. Jeg valgte derfor at sætte mig i bilen igen og køre til Ganløse Ore, imens lakridspibe nummer 3 blev sat til livs.

Jeg fik gået en dejlig tur i aftenlyset ved Ganløse Ore, men havde dog ikke held med at finde hverken sortspætte eller stor tornskade. Med tre nye DK-arter og fantastisk vejr hele dagen kunne jeg dog på ingen måde klage, og jeg kunne sætte mig til rette i bilen og køre sydpå efter en helt fantastisk tur i felten.