Tre gode arter på årets (måske) sidste tur

Med en knæoperation i vente vidste jeg, at weekendens tur muligvis ville blive årets sidste. Men hvor skulle turen gå til?

Jeg overvejede Gedser, men forholdene så slet ikke gode ud, og valget faldt derfor på en tur til Næstved-området. Her tænkte jeg at starte ved Susåen i håbet om Vandstær og Isfugl, og derefter tage videre til Sparresholm, hvor der den seneste uges tid er blevet set en Høgeugle. Jeg skrev til mine forældre og spurgte om de ville med, og de var friske, så jeg overnattede hos dem fra fredag til lørdag.

Lørdag morgen (d. 26. november) kørte vi fra Maribo kl. 7 og ankom til Rådmandshaven i Næstved omkring kl. 8. Det var en vindstille og grå morgen, som skabte en hyggelig november-stemning ved åen. Jeg synes, at de danske årstider har hver sin charme, som kun bliver understreget af den udskiftning i fuglelivet, som følger med. November kan være en mørk og kold fornøjelse, men det gør, at jeg nyder de få timer i felten endnu mere. Isfugl og Vandstær er klassiske vinter- og vandløbsarter i Danmark, hvor en del fugle kommer nordfra og bruger vinteren ved de danske vandløb. Begge fugle er karakteristiske og skaber altid glæde, når jeg ser dem. Og jeg havde endnu til gode at se nogle af dem i 2022. I mine øjne er Susåen en af de sikreste lokaliteter på Sydsjælland til begge arter, men jeg har dog haft nogle ture, hvor jeg enten ikke har set den ene eller den anden.

Fra Rådmandshaven gik vi opstrøms forbi cementkanten og over broen til den ø, der er dannet af, at Susåen deler sig i to over en kortere strækning. Til venstre for øen løber et hurtigtstrømmende stryg, og det er her Vandstæren ofte kan findes. Vi gik langs kanten og spejdede og nåede op for enden af øen, hvor åen deler sig i henholdsvis stryg og stillestående pool. Her fløj en Isfugl op fra vegetationen nær os og pilede over overfladen og satte sig i en busk på modsatte bred. Selvom lyset stadig var svagt, lyste den turkisblå ryg kraftigt op – en vild og smuk kontrast til det grå november-landskab. Sikke en start på turen! Årsart #209.

Vi stod og nød fuglen lidt tid og så den endda dykke efter fisk en enkelt gang, hvorefter den satte sig længere ind i busken.

Stryget starter normalt med at dele sig i to, men den ene del af stryget var denne dag tørlagt, hvilket betød, at vi kunne gå ned på å-bunden og gå hen til en lille metalbro, som strækker sig ca. halvvejs over starten af stryget. Her fik jeg skræmt en lille, brun fugl op, og jeg proklamerede straks “Vandstær“. Fuglen satte sig heldigvis nede i et sving ca. 20 meter fra os, hvor vi alle tre kunne stå og nyde den. Sådan! Årsart #210.

Mor nåede lige at sige, at “den får vi vist ikke meget tættere på”, hvorefter fuglen valgte at flyve direkte imod os, og først sætte sig på en betonkant til højre for os, for derefter at flyve ned i vandløbet kun 5 meter fra os. Det var et af de øjeblikke, hvor alle holder vejret og suger øjeblikket til sig, og bare står og nyder hvert sekund.

Jeg knipsede løs med det nye kamera, imens fuglen sad og og “snakkede” lidt til os. Efter lidt tid fløj den længere nedstrøms og efterlod tre glade fuglekiggere med et fjoget smil. Det var en oplevelse, der krævede en glædeskrammer. Det er sådan nogle øjeblikke, der gør, at jeg er fuglekigger.

Så var missionen ved Susåen sådan set lykkedes, og vi blev derfor enige om at vende tilbage til bilen for at køre hen og kigge efter Høgeuglen.

Høgeuglen er en sjælden gæst fra nord, som dog har tendens til at blive på det samme sted længe, når den besøger Danmark. Jeg havde derfor set arten to gange før: Ved Haslev Orned i 2016, som nok var et af mine første rigtige twitch. Og i Hesede Skov i 2020. Mine forældre så også fuglen i Hesede Skov, så der var ikke tale om et muligt nyt kryds for nogen af os, men det er bare altid sjovt at se ugler, og især når der er tale om en sjælden vintergæst, som er dagaktiv.

GPS’en blev sat til Sparresholm, og ved ankomsten afslørede en lang række biler i vejkanten, at andre havde fået den samme idé som os. Vi fik hurtigt udpeget Høgeuglen, som sad højt oppe i et forholdsvis stort træ, godt gemt bag nogle grene. Men den var der – og dermed havde vi set alle de tre arter vi havde håbet på! Årsart #211.

Vi stod og kiggede på fuglen et kvarters tid, imens vi fik os lidt kaffe og en mad. Herefter valgte fuglen at flyve over vejen, hvor vi stod, og sætte sig højt oppe i et grantræ. Efter at have kigget på den i yderligere lidt tid, blev vi enige om lige at gå lidt rundt i området, og se hvad der ellers var af fugle. Det var et fint sted – et klassisk Sjællandsk gods – og vi fandt en del forskellige småfugle, Ravne og Musvåger. Tilbage ved Høgeuglen stod vi og snakkede lidt med nogle folk, og besluttede os for lige at give den et kvarter mere, og se om den ikke fik flyttet sig hen i lidt bedre lys. Lige da vi skulle til at gå, flyttede uglen på sig. Den startede med at lave et styrtdyk ned i skovbunden, og kom efter lidt tid op med en mus, som den satte sig og åd i et træ lige i vejkanten. De omkring 40 birdere på stedet fik travlt med at knipse med kameraerne.

Da musen var spist, fløj uglen ud i et træ på en eng, hvor den sad super fint til endnu flere billeder.

Det var den fedeste oplevelse med arten, jeg indtil videre har haft. Fedt både at se den raste, flyve og spise.

Så havde vi fået alt det vi kunne ønske – og mere til – og vi satte os glade i bilen og vendte snuden sydpå. Det kunne ikke være gået bedre! På vejen hjem snakkede vi om, hvor forskellige oplevelserne ved henholdsvis Susåen og Sparresholm var. Ved Susåen havde vi det helt for os selv og fandt selv fuglene. Ved Sparresholm var vi en del af twitcher-miljøet. Begge dele har sin charme, og jeg kan godt lide, at mine ture over et år er en god blanding af det hele.

I mandags blev jeg så opereret i knæet, og jeg ligger nu på sofaen med benet hævet. Det lader dog til at være gået godt, og jeg har ingen smerter, så jeg håber på at være kampklar igen inden alt for længe. Om jeg når flere fugleture i år må tiden vise. Hvis ikke, var det en fornem tur at slutte året af med.