Dag 2 – fredag d. 23. april – stod vi op kl. 7 og startede ved Bøjden Nor. Denne gang kørte vi til den nordlige del af noret ved færgehavnen, for vi (og især Charlotte) skulle altså finde ud af, hvad det var for terner, vi kunne skimte dagen før.
Vi fik sat teleskoperne op og kunne heldigvis konstatere, at ternerne stadig var på plads. Der var to forskellige arter: Splitterne og havterne. Begge nye årsarter (#152 og #153). Der var en del splitterner, som sad på en fin afstand – jeg tror aldrig, jeg har set splitterner så fint før. Det var virkelig fedt at stå og nyde ternerne og virkelig lære deres lyde at kende, når de fløj tæt forbi os.
Det var virkelig dejligt at stå ved Bøjden, og vi var alle sammen meget imponerede over, hvor meget liv, der var, og hvor tæt mange af fuglene var på os.
Ved at vende 180 grader og kigge mod nord kunne vi se ud over et engområde med småbuske. Her fandt jeg en lækker stenpikker han, som rendte rundt og viste sig frem på græsset. Årsart #154.
Efter nogle timer ved Bøjden begav vi os videre til Helnæs. Her stoppede vi på den første parkeringsplads, man kommer til, og gik op på toppen af åsen, hvor vi kunne overskue et stort område.
Det var et fedt sted at stå, da vi både kunne se ande- og vadefugle ved søen, trækkende fugle over os og småfugle i krattene. På et tidspunkt kom en lille falk flyvende i høj fart over åsen og fortsatte ud over søen, hvor vi nåede at få den i kikkerten, inden den rundede bakkekammen. Dværgfalk! En sej lille fugl og årsart #155. Vi fandt derudover også lidt digesvaler (årsart #156) samt smukke småfugle i krattene: Tornirisk og gulspurv.
Vi tog videre til Helnæs Mader, hvor vi fandt gul vipstjert imellem køerne og gik en fin rundtur. En anden sjov oplevelse var en rørhøg han, som gjorde sig til i luften med sjove vibeagtige lyde og luftakrobatik. Det faldt tydeligvis i god jord hos en hun, som fulgte meget interesseret efter.
Derefter gik turen til jordbassinerne ved Assens, som er gamle slambassiner fra sukkerfabrikken, der nu er blevet til bynær natur. Her gik vi ligeledes en runde, uden der dog kom bemærkelsesværdige arter i bogen. Derefter gik turen tilbage til sommerhuset og lækker aftensmad, som denne gang bestod af chili sin carne.
Skriv et svar