Charlotte og jeg har de seneste år haft flere forlængede fugleweekender sammen med mine forældre til forskellige spændende steder: Lille Vildmose, Vejlerne, Vejle Ådal, Tønder og Pulken. Denne gang havde vi besluttet os for at udforske Sydfyn og havde derfor bestilt tre overnatninger i et feriehus ved Millinge lidt nord for Faaborg.
Vi tog afsted i to biler torsdag d. 22. april og mødtes ved Tårs Færgehavn, hvor vi skulle med færgen kl. 15.15. Vanen tro begyndte vi at tælle arter, lige så snart vi trillede ud af indkørslen, og da vi sad på færgen, havde vi allerede set 24 arter heriblandt havørn, rødben og knortegås.
Vi havde aftalt, at første stop skulle være Tåsinge Vejle. Her var der for nyligt set blåhals, og den ville da være super at starte turen med. Da vi ankom, skinnede solen, men det blæste en hel del. Vejlen er en afskåret fjord, som især består af en lavvandet sø, rørskov og sumpede enge. Vi brugte både lidt tid ved parkeringspladsen og ude ved fugleskjulet på stedet, men der var desværre ikke super meget at se – og slet ingen blåhals.
Vi tog videre og kørte derefter til Bøjden Nor, som er ejet af Fugleværnsfonden. Vi kørte til den sydlige del af noret, hvor vi parkerede og gik ind i området. Her kunne vi i aftenlyset og det kraftige blæsevejr betragte en stor flok hjejler, som sad ude på en tange.
Bøjden Nor virkede som et rigtigt spændende sted, og der var godt med både andefugle og vadefugle: Stor præstekrave, rødben, strandskade, almindelig ryle, pibeand, knarand og krikand. Derudover også en enkelt hvidklire, som var årets første og årsart #151. Jeg genkender især hvidkliren på dens let opadbuede næb og gul/grønne ben. Derudover lærte jeg et godt kendetegn, da jeg var på vadefuglekursus med Klaus Malling Olsen. Han beskrev, at hvidkliren altid fiser rundt i vandkanten og ligner én, der leder efter sine nøgler. Det er en fremragende beskrivelse, som virkelig passer til den lidt febrilske fugl, som Klaus også beskrev som en “enfoldigt udseende fugl”.
Nede i den anden ende af noret kunne vi også se nogle terner, men de var for langt væk til, at vi kunne bestemme dem.
Da vi var færdige med at blive blæst igennem ved Bøjden, tog vi hen til vores feriehus og spiste vores medbragte Salad Nicoise (der er nogen, der kan 😎) og glædede os til, hvad de næste tre dage ville bringe af spændende oplevelser.
Søren Højrup
Ja, det var en dejlig tur og det er altid sjovt – og MEGET lærerigt – at være på tur med Jer. Vi får altid en masse arter forærende, når Lasse Superøje scanner felten.
Lasse Birch Højrup
Det er super hyggeligt at have jer med 😊