Foråret brager derudaf med større mulighed for fugleture, og flere fugle at finde. Jeg prøver at opsummere den seneste måneds oplevelser i dette indlæg.

Der er meget at skrive om, og ikke så meget tid til at skrive om det, så det bliver en smule mere opremsende end normalt.

Måneden startede med, at jeg kunne notere 11 Rødhovedede Ænder i Nørresø ved Maribo. Maribosøerne er kendt for deres bestand af arten, men det lader til at være et nyere fænomen, at de bliver set i Nørresø, og især i det antal, de er set de seneste år.

Jeg har også brugt noget energi på at eftersøge Gulirisk ved Gedser, da der har været en del rastende fugle i området. Det er blevet til et par morgenture, hvor jeg har gået og lyttet efter fuglene, men det er og bliver bare en art, der fortsætter med at drille mig lidt. Jeg har stadig kun en enkelt skod-obs af arten i Danmark. Den må gerne snart komme på Falster-listen.

Den første tur til Gedser bød dog på andre fine fugle i hård blæst, da en Fiskeørn pludselig fløj rundt tæt på, og kysten ud for Bøtø gav tre Nordiske Lappedykkere.

Den 9. april skulle jeg mødes med Daniel Palm Eskildsen og Joakim Matthiesen fra Fuglenes Hus for at snakke om Fuglebingo til en kommende artikel her på bloggen, inden vi alle tre skulle deltage i et punkttællingsmøde i DOF Storstrøm. Vi skulle egentlig mødes ved en lokalitet på Lolland, men meldinger om en mulig Iberisk Gransanger ved Holmegårds Mose fik os til at rykke planerne. I Holmegårds Mose så og hørte vi fuglen, som uden tvivl lød mærkelig, men som dog til sidst blev vurderet til at være en afvigende Gransanger. Hør sangen her:

Afvigende Gransanger.
Gransanger mistænkt for at være Iberisk Gransanger.

På vej hjem fra et hyggeligt punkttællingsarrangement, kørte jeg til Nordfalster for at lede efter Blåhals. Jeg startede ved Gundslev Å nær Sortsø, og selvom forholdene ikke var specielt gode, med en hård vind direkte ind på kysten, kunne jeg høre en Blåhals sidde og synge lige så snart jeg steg ud af bilen! Et af årets store mål var derfor opnået, og der var tale om min Falster-art #234 og ædelart #224. Super fedt! Arten blev fundet på samme lokalitet i juni sidste år, men ellers er det stadig meget sparsomt med observationer på Falster.

Lokaliteter med observationer af Blåhals på Lolland og Falster (kilde: DOFbasen).

Jeg har også fået eftersøgt Blåhals ved det sydlige Lolland og på egnede lokalitet omkring Maribo Søndersø uden held. Det har dog givet lidt bonusfugle – bl.a. en meget aktivt paukende Rørdrum ved Maribo.

Eftersøgning af Blåhals ved det Sydlollandske dige.

Efter at have eftersøgt Blåhals i de helt tidlige morgentimer på Sydlolland, tog jeg videre til Hyllekrog for at kigge lidt træk. Det gav bl.a. lidt Dværgmåger samt en fin Sule, som var min Lolland-art #220. På vejen hjem om formiddagen, fandt jeg først en Stor Tornskade i Saksfjed Vildmark, og lidt senere en Sort Glente, som kredsede over Holeby, og som jeg spottede fra bilen. Dejlig afslutning på turen!

Stor Tornskade i lige lovlig meget modlys.
Sort Glente over Holeby.
Overside på glenten.

Guldborgsund Kommune, som jeg arbejder og bor i, kunne for nyligt meddele, at indsatsen for Sløruglerne i kommunen havde givet pote, da en fugl havde vist sig i en af de nyopsatte redekasser. Jeg var så heldig at få lov til at se fuglen, der viste sig frem, inden udflyvning omkring kl. 20.30. Mit tredje og klart bedste møde med arten til dato!

Slørugle (digiscopet).

Den 23. april faldt bomben så! Simon Vikstrøm, som jeg efterhånden har nævnt mange gange på denne blog, fandt en Blå Glente sidst på eftermiddagen ved Gedser. Jeg havde ingen mulighed for at rykke, men syntes også umiddelbart det lød som om, det kunne være en svær fugl at nå at få at se. Da jeg senere på aftenen kom ud efter at have puttet Maja kl. 19.50, kunne jeg se, at Simon havde fundet fuglen igen – denne gang ved sit sommerhus ved Bøtø Nor! Det lød meget meget mere lovende, og samtidig havde jeg mulighed for at køre med det samme, så jeg skyndte mig ud i bilen, og var ved Bøtø en halv time senere, hvor Simon kunne udpege fuglen, som stod og musede lige så fint over engen. En drøm gik i opfyldelse og så endda på hjemmebanen! Jeg fik ønsket Simon tillykke med det flotte fund og stod ellers bare og nød min DK-art #293, imens den lystigt musede over engen og fløj lidt frem og tilbage. Eneste minus var, at lyset var svagt, og billederne derfor umuligt kunne blive særlig gode.

Blå Glente over Bøtø.
Fantastisk oplevelse!

Efter omkring 20 minutter havde den fanget en mus, som den satte sig med i en busk. Derefter valgte den at flyve mod vest, hvorefter den forsvandt! En helt vild oplevelse, som jeg foruden Simon, også kunne dele med bl.a. min ven Jakob, der ligeledes fik en ny DK-drømmeart i hus 🥳

Der er så vidt jeg har fundet frem til, tale om Falsters kun tredje dokumenterede fund, efter to fund i 2016. Lolland har ligeledes to fund, hvor den ene var samme fugl, som også blev set på Falster. Udover at være ny DK-art for mig, var det også min Falster-art #235 og Storstrøm-art #261.

Da fuglen var forsvundet, stod vi og hyggede lidt foran Simons sommerhus, da jeg pludselig syntes jeg kunne fornemme den velkendte snurren fra en Savisanger. Lokaliteten har ofte haft Savisanger, så det ville ikke være helt uventet. Ingen af de fire andre kunne høre fuglen, så vi gik ud til tårnet, hvor jeg tydeligt kunne høre den, dog stadig svagt. De fire andre havde svært ved at høre den, men Simon kunne lige akkurat fornemme den. Jeg fik på et tidspunkt fornemmelsen af, at der måske endda var to, da jeg syntes jeg kunne høre sangen samtidig fra to forskellige positioner. Det er fjerde gang jeg ædler arten.

Jeg kørte derefter ned til det nordlige tårn sammen med Jakob, og her kunne fuglen høre noget tydeligere. En fed afslutning på en vild aften.

Dagen efter tog jeg til Gedser og kratluskede om morgenen. Da glenten blev meldt på plads, lagde jeg vejen forbi, og fik endnu engang set den, da den sad et stykke tid i en busk, før den fløj, men desværre hurtigt forsvandt bag træer, og derfor ikke tillod bedre billeder.

Gensyn med den Blå Glente.