…det’ nu man hygger sig bedst!
Jeg har en virkelig sej kone! Forleden dag spurgte Charlotte, om ikke vi skulle tage en dag, hvor vi tog på familietur og fandt de sidste årsarter til mig. Det var jeg ikke længe om at sige ja til, og da der over et længere stykke tid var set både stor korsnæb, bjergpiber og nøddekrige i Nordsjælland, foreslog jeg, at vi tog en tur derop.
Vi sad derfor i bilen på vej nordpå lørdag morgen d. 11. december. Med julemusik for fuld drøn, medbragt morgenkaffe og boller og en snorksovende Lærke, kørte vi i det spæde morgenlys igennem det smukkeste danske vinterlandskab, hvor træerne var dækket af et fint lag sne.
Omkring to timer senere ankom vi til Helsingør Lystbådehavn, som var første stop på turen. Her var der løbende de sidste par uger meldt både bjergpiber og skærpiber ind på DOF-basen. Bjergpiber er usædvanlig uden at være sjælden, og er en fugl, jeg aldrig har set før. Skærpiber er mere almindelig, og jeg har set den en enkelt gang før, men jeg har haft en del ture i år, hvor jeg har kigget efter den uden held. Jeg har haft lidt svært ved at finde gode lokaliteter til den i lokalområdet.
Vi startede på den østlige mole, og jeg kunne efter kort tid høre et par pibere i luften, som desværre bare fløj rundt og aldrig satte sig. Vi scannede alle områder med store sten i vandet, da piberne især godt kan lide at fouragere ved det tang, der samler sig der.
Imens var der fuld gang i vinterbaderne – hver sin lyst! Imens sneen stille faldt på havnens blikstille vand, bevægede vi os over mod vestmolen, som også var der, piberne typisk er blevet set. På vejen derover stod der en fiskehejre, som ikke lod sig forstyrre af, at vi gik lige forbi den.
Ved vestmolen var der et større stykke med store sten og tang, så det så rigtig lovende ud. Charlotte stillede sig med barnevognen ved strandkanten langs ydersiden af molen, og imens bevægede jeg mig ud af havnen, som gik på indersiden af molen, hvor jeg kunne kigge ud på stenene på ydersiden over et rækværk. Pludselig ser jeg en fin piber sidde på en sten ret tæt på mig, og jeg når lige at skyde et par hurtige billeder af den, inden den forsvinder igen. Skærpiber! Så kom den endelig. Årsart # 220.
Jeg bevægede mig længere ud af molen, imens Charlotte, som havde meget bedre overblik over stenene, stod og guidede mig til, hvor der var småfugle. Med hendes hjælp bevægede jeg mig så langt ud, jeg kunne, og kravlede op, så jeg sad på rækværket. Her var der en grålig og meget livlig fugl, der fløj rundt mellem stenene, og jeg kunne kun se den engang imellem, imens Charlotte hele tiden kunne følge den og derfor kunne guide mig til, hvor jeg skulle kigge hen. Pludselig kom den fint til syne – det lignede da ikke lige en piber! Det var derimod en husrødstjert – forholdsvis ualmindeligt på denne årstid.
Den virkede til at være lidt nysgerrig på mig, for den bevægede sig stille og roligt tættere på mig, og til sidst sad den kun få meter fra mig. Sjov oplevelse.
Derefter gik jeg tilbage til Charlotte, så vi sammen kunne gå ind til havnen, hvor vi kunne kigge på indersiden af vestmolen. Der fløj lidt pibere rundt, og jeg kunne især følge den ene, som jævnligt satte sig, så jeg kunne få nogle fine billeder af den. Fuglen var betydeligt lysere end skærpiberen med mindre kraftige striber på bugen og tydeligt lyse vingebånd. Det lignede godt nok en bjergpiber! Jeg måtte dog lige sende et billede til min kloge fugleven Simon, som rigtig nok kunne bekræfte, at der var tale om bjergpiber. Super sejt! Årsart # 221 og DK-art # 233.
Så var missionen lykkedes, og vi kunne gå tilbage til bilen og nyde frokosten, som bestod af hjemmebagte pizzasnegle og en kold cola. Jeg måtte dog lige ud på stranden og se, om der skulle være noget spændende der. Der var dog “kun” en enkelt fugl, som jeg vurderede til at være en ung svartbag.
Så gik turen videre til Ålsgårde, hvor der over længere tid er blevet spottet to nøddekriger. Selvom vi så en nøddekrige i sidste weekend, ville vi begge gerne opleve den lidt bedre, så vi kørte de ti minutter videre til Ålsgårde. Fuglene var blevet meldt ud så sent som samme morgen, så vi tænkte, at der var god chance for at se dem. Da vi ankom til stedet, stod der dog to fuglekiggere, som havde stået der en times tid uden at se dem. Det lovede ikke så godt. Vi stod og kiggede lidt en halv times tid, men fuglene kom aldrig, og da jeg også gerne ville nå til Melby Overdrev, som lå 45 minutter væk, og der ikke er meget lys at gøre godt med på denne tid af året, valgte vi at køre videre uden at have set dem.
Turen mod Melby Overdrev bød på det smukkeste snelandskab igennem nogle rigtig fine skove. Det var virkelig idyllisk. Vi ankom kl. 14, hvor lyset allerede var begyndt at svinde. Der var i et stykke tid, og så sent som den 9. december, jævnligt set en flok på ca. 15 store korsnæb fouragere i fyrretræerne, lige omkring den parkeringsplads man holder på helt ude ved vandet. Der virkede desværre meget stille og dødt, og en runde langs buskadset ved parkeringspladsen afslørede, at der umiddelbart ikke var nogle korsnæb hjemme. Jeg håbede, at de måske ville komme forbi senere, og gik derfor en god tur ud ved klitterne og stranden, da der både er chance for bjerglærke og snespurv der. Imens satte Charlotte sig i bilen og ammede. Der var desværre ret blæst for fugle på turen, og en ny runde omkring parkeringspladsen gav kun lidt fuglekonger. Da lyset var hastigt svindende, måtte jeg indse, at heldet var blevet opbrugt i Hel(d)singør, og at turen ikke ville byde på flere nye årsarter. Det var dog også helt fint – det er en del af charmen ved at kigge fugle. Der er aldrig noget, der er sikkert, og to nye årsarter, så sent på året, er også mere end godkendt.
Vi vendte derfor snuden sydpå og tog hjem og lavede currywurst med pommes – lige hvad man trænger til efter en god dag i felten.
Skriv et svar