Jeg havde aftalt en tur til Skejten med mine forældre i går (lørdag d. 27. november), så lidt for sjov sad jeg fredag aften og søgte lidt på DOF-basen, for at se hvad der er blevet set på Skejten gennem tiden. Det første, der slog mig var, at der faktisk ikke er lavet særlig mange registreringer/indtastninger fra Skejten overhovedet – kun 145 i alt.
Til sammenligning er der f.eks. 1.973 fra Kalløgrå. Med så få registreringer er det svært at danne sig et billede af, hvad der er muligt at se på lokaliteten, men jeg kunne dog se, at der er meldt en enkelt mosehornugle ind (fra 2016). Derudover syntes jeg, at det var lidt sjovt, at den sølvhejre jeg så på min sidste tur, var kun anden registrering af arten på Skejten nogensinde, og at der kun er registreret stor tornskade 5 gange, hvor jeg selv står for 4 af dem. Al dette gjorde mig ekstra tændt på at registrere alt hvad vi så, når vi skulle til Skejten dagen efter.
Vi parkerede ved parken kl. 8.30 og gik ad parkens stier mod Skejten. Pludselig kommer en lille flok på 3 fugle flyvende over os, og jeg synes det lyder meget som lille korsnæb, som jeg er ved at have luret lyden på efterhånden. Heldigvis for os sætter fuglene sig i toppen af nogle træer, og ved hjælp af kameraet kan jeg konstatere, at det er lille korsnæb. Fin start på turen.
Vi gik videre til Skejten, og fik med det samme skræmt en fiskehejre og to engpibere op. Henne ved rørskoven lyttede vi intenst efter skægmejser og efter lidt tid kunne vi høre en lille flok, som dog sad et stykke inde og ikke virkede til at ville komme frem. Jeg så et kort glimt af en enkelt fugl (og det slog mig, at de faktisk ligner miniversioner af fasaner, når de flyver, med deres lange hale og hurtige vingeslag). Imens vi stod og håbede på, at skægmejserne ville vise sig, spottede far en fin blå kærhøg, der kom flyvende fra sundet og ind over engen. Lidt længere henne kom desuden en flok på 19 bjergirisker flyvende forbi os. Kun tredje gang, at de bliver registreret fra Skejten i DOF-basen.
Efter noget tid uden held med skægmejserne bevægede vi os videre. Et stykke henne spottede jeg pludselig en sølvhejre gå på vingerne, og vi kunne følge den et stykke over engen, hvor den pludselig fik følgeskab af endnu en sølvhejre. De kaldte en del – noget jeg ikke er sikker på, at jeg har hørt før. I hvert fald ikke så tydeligt som i dag. Det er første gang, der er registreret 2 sølvhejrer fra Skejten i DOF-basen.
Vi nåede til den afgræssede del af strandengen, hvor 5 dobbeltbekkasiner gik på vingerne (8. registrering i DOF-basen nogensinde). Ved de store egetræer fandt vi en god træstamme, hvor vi satte os og fik en kop kaffe og en bolle. Min far er ikke super vild med at gå i glat mudder, hvor man synker i fra tid til anden, så da min mor og jeg proklamerede, at vi ville tage turen tilbage i håbet om at se skægmejser, valgte han at gå ad den lange og kedelige (men faste) grusvej op til Fuglsang i stedet.
Henne ved rørskoven igen hørte vi en enkelt skægmejse, og jeg nåede også to gange at se et glimt af én, der fløj over stien man går på. Vi nåede helt ned til svinget og den sidste del af rørskoven, og jeg havde indstillet mig på, at vi nok ikke rigtig fik skægmejserne at se i dag, da en fugl pludselig krydsede stien vi gik på. Vi stoppede op, og efter kort tid kom den fineste skægmejse-han og satte sig først på et siv og derefter nede på jorden, hvor den fouragerede i to minutter, hvor vi stod mussestille og sugede oplevelsen til os, før den lige så hurtigt forsvandt ind i rørskoven igen. Sikke en fantastisk oplevelse – og jeg fik heldigvis et rigtig fint billede af fuglen. Det er virkelig en smuk fugl. Jeg er især vild med det blågrå hoved, det knaldgule næb og farvespillet i vingerne.
Det var uden tvivl turens højdepunkt og høje ovenpå den unikke oplevelse kunne vi bevæge os tilbage til bilen med et stort smil på læberne. Jeg må tilbage og registrere endnu flere fugle fra Skejten snart!
Skriv et svar