Retur til Pulken

Tiden har været knap på det seneste. Der har været meget at se til, vi har været i Sverige i fire dage, og jeg startede nyt job i mandags. Nu blev der dog endelig tid til at få skrevet om vores tur til Pulken for en uges tid siden.

I 2019 var Charlotte og jeg med mine forældre i Pulken. Det var en super fed tur, som udover masser af traner også bød på mange andre fede fugleoplevelser – bl.a. grønspætte og sortspætte på meget nært hold. Lige siden da, har vi gerne ville tilbage igen, og i år skulle det så være.

Min mor havde fundet et hus kun 7 minutters kørsel fra Pulken. Vi kørte i hver vores bil, og mødtes alle fem omkring kl. 15 d. 31. marts. Efter udpakning og en hurtig aftensmad drønede vi ned til Pulken, hvor vi kunne bruge dagens sidste lyse timer. Da vi næsten var ved p-pladsen, gik der en hvid stork rundt på marken lige ved siden af vejen, så vi måtte lige holde ind og kigge lidt på den. Jeg kan ikke lade være med at blive draget af storke – det er sgu en fin fugl!

Med den første fede oplevelse i bagagen kørte vi hen til p-pladsen og kunne allerede her konstatere, at der var sort af traner i Pulken. Dagens tal var ca. 9.000! Vi kunne ikke lade være med at stoppe på grusvejen på vejen hen til tårnet, da der i vandhullet tæt på gik endnu en rigtig fin hvid stork i det smukke aftenlys.

Der var ikke så forfærdelig mange mennesker henne ved tårnet – til gengæld var der sort af truttende traner på engen. Det var bare om at suge stemningen ind. Vi var endelig tilbage!

Det handikapvenlige tårn gjorde det nemt at have barnevognen med, og Lærke var som (næsten) altid i forrygende humør.

Tranerne sørgede for god underholdning med dans, flyvning med stive vinger og stoltsering. Det er altid fascinerende at se, hvor mange forskellige måder de kan udtrykke sig på.

Aftenen blev afsluttet med den smukkeste solnedgang over Pulken, hvorefter vi tog hjem, så vi kunne være klar til en tidlig start næste morgen.

Morgenen efter – d. 1. april – stod vi alle fem i tårnet kl. 6.45 (Lærke sov i sin barnevogn hele morgenen). Det var en smuk men kold morgen, som startede med et par graders frost, og de små vandhuller var frosset til over natten. Der var et enkelt par udover os – det imponerer mig, at man kan have et sted som Pulken næsten helt for sig selv, hvis bare man står tidligt op. Kaffen blev skænket op, og så var det ellers bare om at stå og suge indtrykkene til sig. Jeg havde virkelig set frem til en tidlig morgen ved Pulken – der er bare noget helt særligt over lyset og stemningen, og tranerne opfører sig også helt anderledes om morgenen, synes jeg.

Der er masser af andet at kigge på udover tranerne i Pulken. Der var en hel del forskellige ænder – heriblandt gravænder, som gjorde sig virkelig fint i det spæde morgenlys.

Derudover så vi bl.a. havørn, rørhøg, rødben og en stor tornskade, som sad i toppen af et træ meget langt væk. Desuden var der næsten hele tiden en eller flere røde glenter i sigte, og sidst på morgenen havde vi én, der kom virkelig tæt på tårnet, og midlertidigt satte sig på engen. Fed oplevelse.

Efter ca. 3 timer i tårnet var vi ved at være gennemkolde, så turen gik hjem til huset, hvor vi kunne få lidt mad, kaffe og hvile. Henad eftermiddagen vendte vi tilbage til Pulken. Det er som om, det er et helt andet sted, når man kommer midt på dagen. Der er rimelig mange mennesker, og den lokale idrætsforening sælger pølser med brød henne ved tårnet. Vi fik os en lækker “korv”, og et fint gensyn med Pulken, hvor vandhullerne var tøet igen. Det var bl.a. dobbeltbekkasinerne glade for. Der gik en del og fouragerede i kanten rimelig tæt på grusvejen.

Efter en times tid ved Pulken tog Charlotte og Lærke tilbage til huset, imens mor, far og jeg lige måtte til Slussvägen, hvor vi havde haft nogle fede oplevelser med både sortspætte og grønspætte sidst vi var der. Vi trillede langsomt ned til stedet med øjne på stilke, og vinduet i bilen åbent, så vi kunne høre eventuelt kaldende spætter. Nede ved den skov, hvor vi sidst havde været heldige, parkerede vi bilen og gik ud for at gå langs vejen. Efter lidt tid hørte jeg pludselig en sortspætte kalde et stykke væk. Der gik ikke længe, før jeg pludselig så en sort fugl krydse vejen et stykke nede, og kort efter så mor sortspætten komme flyvende i skoven lige ved siden af os, hvor den satte sig rigtig fint på et træ. Vi så den godt alle tre, men den var hurtigt videre. Vi kunne dog følge den over flere minutter, hvor den jævnligt fløj fra forskellige træer og både fik kaldt og trommet. Super fed oplevelse. Desværre fik jeg aldrig et godt skud af den.

Tredje dag – d. 2. april – valgte vi at sove længe, hvilket var et godt valg, da Lærke havde en lidt urolig nat. Henad formiddagen gik Charlotte og jeg en skøn tur i den skov, der grænsede lige op til vores hus, imens mor og far passede Lærke. Det var super lækkert bare at gå kun os to i den smukke svenske skov, og lade de små stier lede vejen, og vi fik en super intens oplevelse med et rådyr, som pludselig stod kun fem meter fra os. Imens vi var på tur fik mor og far en fed oplevelse med en sortspætte, som kom flyvende og satte sig i et træ tæt på huset, hvor den kaldte over flere minutter!

Om eftermiddagen tog vi til Näsby Fält, som skulle være et fint naturområde med mulighed for bl.a. grønspætte og lille flagspætte. Vi gik en super fin tur, hvor vi bl.a. kom ned til en platform med view over en sø. Her så vi havørn på rede og hørte rørdrum pauke. Spætterne så vi desværre intet til.

Derfra tog vi videre til Hercules-dammene, som var et fint område med våde enge og søer. På engene var der virkelig mange dobbeltbekkasiner, men vi så også andre fine vadefugle som rødben, storspove og svaleklire. Derudover fløj en hvid stork rundt da vi ankom.

Sidste morgen – d. 3. april – valgte mor, far og jeg at køre til Slussvägen igen og lede efter grønspætte. Charlotte og Lærke blev hjemme. Vi kørte fra huset omkring kl. 7, og imens vi kørte på hovedvejen, fik vi pludselig snakket lidt om elge. Jeg tror, at det var derfor, jeg lige rettede blikket imod det store sump- og skovområde, der går langs vejen, og pludselig fangede mit øje et stort, brunt dyr på marken. Jeg nåede lige at tænke, at det da var et underligt sted at have en hest, før det gik op for mig, at det da nok var en elg! Bilen blev smidt ind til siden, og rigtigt nok stod der simpelthen en elg på marken! Vi kørte lidt videre hen ad vejen til et sted, hvor vi bedre kunne holde bilen, og steg ud og fandt teleskoperne frem. Det viste sig, at der ikke kun var én, men hele seks elge, der gik og spiste i overgangen mellem mark og skov. Det var en super fed og noget uventet oplevelse!

Høje på den oplevelse tog vi videre til Slussvägen og gik en skøn tur i det smukke svenske landskab. Desværre havde vi ikke heldet med os i forhold til spætterne, men det gjorde nu ikke så meget. Turen alene var helt fantastisk. Dette markerede enden på vores anden tur til Pulken. Det bliver ikke den sidste!